Byg flere bosættelser, men med ”følelse”

Haa’retz

Byg flere bosættelser, men med ”følelse”

Leder I Haaretz 29. marts 2005

Ønsket om at undgå noget som helst, der kan sabotere premiereministerens politiske anstrengelser for at opnå et flertal for afviklingsplanen har udsat den offentlige debat om den endelige grænse til palæstinenserne.

Men uanset hvor stærkt ønsket om at støtte Ariel Sharon er i denne fase og dermed udsætte debatten om fremtidige bosættelser til en senere fase, er det vanskeligt at acceptere fremkomsten af regeringens planer om at bygge yderligere 3.500 beboelser i området kendt som E-1, mellem Jerusalem og Ma`aleh Adumim, og således obstruere den territoriale sammenhæng, som er nødvendig for en palæstinensisk stat, et faktum, som Sharon allerede har anerkendt.

Opførelsesplanerne for Ma´aleh Adumim er grundlaget for en ny debat mellem Israel og USA og mellem Israel og de Palæstinensiske Autoriteter.

En godkendelse af planerne kan kaste skygge over atmosfæren mellem Israel og PA, og endda blive gnisten til nye voldsomheder. Det er umuligt at fastholde kravet til palæstinenserne om at bekæmpe terror når Israel ikke overholder sine forpligtelser til at suspendere al bosættelses aktivitet.

Kortet over en løsning mellem Israel og Palæstinenserne er allerede mere eller mindre klart i de store linjer. I et tiår har der været talt om ”blokke af bosættelser” som skulle lægges til Israel som en del af en endelig aftale. Lige siden Premiereministeren foretog de politiske skift, som beredte fødslen af afviklingsplanerne, har der ikke været nævneværdige forskelle på Sharons, Ehud Barks og Yossi Beilins kort.

Amerikanerne har også tilsluttet sig at ”blokke af bosættelser” kunne bevares og Palæstinenserne har ligeledes tilsluttet sig mod at få territorial kompensation.

Kernen af diskussionen nu er størrelsen på disse ”blokke” og deres grænser. Sharon ønsker tydeligt at fortsætte med at udforme ”blokkene” til det sidste og således annektere mere land til bosættelserne.

Således er de amerikanske forsøg på at kortlægge bosættelserne indtil nu slået fejl.

Ma´aleh Adumim er en stor by med mere end 40.000 indbyggere. Det må antages at muligheden for at den nedlægges er lig nul.

Spørgsmålet om, hvad der skal ske med landet mellem den og Jerusalem må afgøres i forhandling med Palæstinenserne.

Logikken siger at området burde sikres til palæstinensiske bebyggelser. Israel burde ikke være interesseret i at blokere forbindelsen mellem den nordlige og den sydlige del af Vestbredden, og det burde lade forhandlingerne om den palæstinensiske hovedstad, Tempelbjerget og Jerusalems arabiske nabobeboelser være åbne.

Formodentlig vil forhandlingerne om Jerusalem og dets omgivelser være en del af den vanskelige proces frem mod en aftale. En tilbygning eller bare planer om nye bebyggelser i et omtåleligt område uden at tage den anden part med er ikke klogt.

Pointen er ikke hvorvidt USA fraviger sine aftaler eller bevidst lukker øjnene for Israels nye ekspansioner. En udvisning af en smule forståelse overfor Palæstinenserne i denne skrøbelige fase betyder langt mere end at skrabe nye områder til sig.

Comments are closed.