”Relativ ro” i Palæstina
Af Alison Weir, The Electronic Intifada, 25.02.2005
Tjah, så var der endnu en gang en, der smed røret på. Denne gang var det en lederskribent på The Los Angeles Times(LAT).
Jeg fik ikke hans navn. Jeg havde ringet op for – så høfligt som muligt- at korrekse ham på grund af historien på LAT’s website i her til aften. Den vil sandsynligvis være LAT’s hovednyhed på forsiden i morgen.
Problemet er, at overskriften og den opfølgende sætning slet og ret er forkerte. Og de vil naturligvis også være forkerte i avisen i morgen. Overskriften proklamerer:” Palæstinensisk selvmordsbomber tilintetgør den senere tids ro”. Den opfølgende sætning fortsætter så med at konstatere at ”denne bombemand tilintetgør en månedlang periode med relativ ro…”
Men faktisk blev denne våbenhvile og denne ”ro” tilintetgjort længe inden da. Det seneste foregående selvmordsbombeattentat mod civile israelere fandt sted 1. november 2004. Det kostede tre israelere livet. Siden da, mens israelerne har levet i ”relativ ro” er 170 palæstinensiske børn, kvinder og mænd blevet dræbt.
I løbet af denne LAT’s periode med ”relativ ro” blev 379 andre palæstinensiske børn, kvinder og mænd sårede og lemlæstede. Enhver der har været på Vestbredden eller Gaza, ved hvad dette betyder: Knuste ben, oprevne indvolde, smadrede tænder. Og –ikke at forglemme- i denne periode med ”relativ ro” har mere end 8.000 palæstinensere siddet i israelske fængselsceller, er rutinemæssigt blevet udsat for overgreb og grotesk ydmygelse; flere end 300 af dem er børn.
Intet af alt dette anfægtede den lederskribent, jeg talte med. Han forklarede, at hans forsidehistorie anvendte udtrykket ”relativ ro”. Da jeg prøvede at problematisere dette tillægsord, smed han røret på. Så jeg må nok nøjes med at udrede betydningen af ordet ”relativ” for mig selv.
Måske mener han, at i forhold til 7 israelske døde er 170 palæstinensiske døde uden betydning. Måske mener han, at i forhold til israelsk sorg er palæstinensisk sorg ikke værd at nævne. Måske mener han, at i forhold til israelske mødres og fædres gråd, er de mange gange flere palæstinensiske mødres og fædres gråd af underordnet betydning. Måske mente han, at i forhold til hans magt, var mit forsøg på at sætte tingene i perspektiv latterligt svagt.
Alt i alt, mit gæt er, at hvad han mener er forholdsvis klart: At han kan skrive hvad han vil, forvrænge hvad han ønsker, gå i front med sine løgne. Jeg tror, at han mener, at kendsgerninger ikke betyder noget, at sandhed er irrelevant og at bedrag hører til dagens orden. Jeg gætter på, at han mener, at amerikanere er nikkedukker, at læserne er får og at folk vil blive ved med at affinde sig med , hvad medierne finder det for godt at diske op med.
Jeg håber, at I vil fortælle ham, at han er galt afmarcheret: tlf. 8005284637, e-mail: readers.rep@latimes.com
Alison Weir er Executive Director ved ”If Americans knew…” (Hvis amerikanerne anede)