England og Europa støtter Israels besættelse og udvidelse med kapital.
The Guardian Tirsdag d.1.Marts 2005
Af Karma Nabulsi
Langt fra at give støtte til en alvorlig fredsproces, kunne Tony Blair´s Mellemøst- konference i London i dag gøre tingene endnu værre. Den internationale “donor gruppe “, som er blevet inviteret til London for at opmuntre de Palæstinensiske myndigheder til at reformere sig selv, har et udtryk, der skal opsummere den absolutte katastrofe, som vi må betegne det fejlslagne projekt at skabe en stat i Palæstina under Oslo processen – årene 1993 – 2003: “Brudte kendsgerninger”. Dette er en eufemisme for den israelske besættelse, som dræbte “Oslo” og er kommet tæt på at ødelægge muligheden for en to – stats løsning – en territorial udvidelse ind i det besatte Palæstina ved en udvidelse af bosættelserne, ved opbygning af vej og infrastruktur og senest ved opførelsen af skillemuren indenfor Vestbredden.
Donorerne (for det meste Europæiske stater) accepterer nu mere eller mindre, at de har gjort det modsatte af at hjælpe det palæstinensiske folk til at få deres afhængighed. “De brudte kendsgerninger”, skabt af Israel – og det internationale samfunds afvisning, at takle dem politisk – har vendt deres engagement til støtte for besættelsen. Verdensbanken, EU, UN, internationale agenturer og donorlande er alle kommet til den samme konklusion. Deres diplomater rejser rundt til internationale møder, modløse og tyranniserede, med en dyb vished om deres medskyldighed, men uden forståelse for, hvordan de skal komme ud af det – eller, om i det britiske tilfælde, ved at tilslutte sig USA og Israel fuldstændig.
Uvildigheden til a tackle “kendsgerningerne” manifesterer sig nu i en offentlig begivenhed, som afslører donorstaternes ansvar for at skabe og opretholde denne politiske katastrofe. Målet er at sløre direkte politisk støtte til Israel ved at tilbyde assistance til palæstinenserne.
Blairs London – møde er kommet i stand på følgende præmisser: Manglen på palæstinensiske demokratiske og institutionelle reformer holder processen tilbage, og forpligtelsen ligger på det palæstinensiske lederskab til at udvikle disse institutioner. Viden og ekspertise fra Vesten kan hjælpe palæstinenserne med at erhverve disse færdigheder, og at opnå den politiske kultur, de ikke ejer. En kombination af uddannelse, regler, normer, kontrol og økonomisk hjælp er de rette mekanismer til at hjælpe de palæstinensere, som helt og holdent er ansvarlige for volden, elendigheden, arbejdsløsheden og anarkiet, der hersker i det besatte Palæstina i dag.
Nogle vil måske konkludere, at det er langt bedre ikke at gøre andet end aktivt at støtte israelerne i deres vedvarende politik mod palæstinenserne. Men hvis de katastrofale fejltagelser fra Oslo processen ikke skal gentages, vil et tiltag på godt lederskab fra det internationale samfunds side være mere end velkomment.
Fairness og gennemskuelighed til at løse konflikten ville være en god start. Der har ikke været nogen partner for fred i Mellemøsten i årevis, og den fraværende part er Israel, ikke palæstinenserne. Ariel Sharons absolutte afvisning af en international politisk proces er hjertet af problemet. Det virkelige spørgsmål for konferencen er: Hvor er Israel? Hvorfor er det tilladt at blokere fredsprocessen, besætte palæstinensisk jord og afskære sig selv fra alle internationale forpligtelser, hvorimod palæstinenserne er blevet gjort til syndebukke. Fastholdelsen af at fredagens selvmordsbombe i Tel Aviv afbrød våbenhvilen, hvorimod 25 palæstinensere er blevet dræbt af Israel, siden den trådte i kraft, betyder at der ikke er nogen gennemskuelig norm for, hvem det er, der dræber chancerne for fred.
God ledelse betyder at anvende principper, som du plejer at bruge i andre konflikter. At anføre FN sikkerheds – vedtagelser om det forkerte i at besætte områder med magt overalt, undtagen i det besatte Palæstina er ikke gode ledelse. At opmuntre irakiske flygtninge i eksil til at deltage i valg, mens man behandler palæstinensiske flygtninge som pariaer, opfylder ikke de principper, som det internationale samfund synes at ville lære palæstinenserne. Vi palæstinensere behøver ikke nogen lektie i demokrati – i de forgangne 10 år har palæstinenserne modstået fælles forsøg på at omforme vores institutioner til agenturer, som kunne repræsentere israelske besættelseskrav.
Vores reformbevægelse er ægte og omhandler virkelig bekymring: Vedr. repræsentation, politisk frihed, fair institutioner, beskyttelse mod volden fra det vedvarende israelske projekt. Hvis det internationale samfund ønsker at udvise god ledelse, behøver dets repræsentanter blot at lytte til de palæstinensiske delegationers høfligt udtalte krav: Ang. spørgsmålet om international lov, genindførelse af flersidighed, af et tvingende behov for en international konference, som omhandler den endelige slut-status vedr. grænser, bosættelser, flygtninge, vand og Jerusalem. Dette er den reform, der så brændende ønskes – og vi håber at donorsamfundet vil leve op til hvervet.
Karma Nabulsi er forsker på Nuffield College, Oxford, og tidligere PLO- repræsentant.
karmanabulsi@hotmail.com
oversat fra engelsk for DPV af Birthe Høje