Jerusalem den 12/1-05
Kære Alle,
Det er sidste aften i Palæstina.
Sidste aften i Jerusalem.
Palæstina er en perle.
Jerusalem er juvelen.
Jeg har tabt mit hjerte til mit land.
Mit første besøg. Men bestemt ikke det sidste.
Jeg blev nægtet adgang til Gaza, hvorfor glæden over at være i Palæstina blev ikke fuldendt. Ramallah ER IKKE et hul i jorden. Ramallah er heller ikke en krigszone eller ren anarki eller det der ligner…
Det skønne landskab i Palæstina brydes kun af Apartheid Muren.
Af de utallige og kaotiske checkpoints.
Af Bypass roads.
Af de lange rækker af bosættelser.
Det er for mig svært at se, hvordan eller hvornår en levedygtig palæstinensisk stat kan oprettes på de tilbageværende landområder på Vestbredden. Jeg må indrømme; troede virkelig at have kendt til de faktiske forhold i Palæstina. Men ak. Forholdene er langt værre end jeg turde forestille mig.
Jeg har oplevet Qalandia checkpoint (på vej ind til Ramallah). Flere gange. Ud over den ydmygende behandling og de lange køer (bilerne kan snildt holde i flere timer)..er den realitet at det sker hver dag, uden at omverdenen reagerer. Og det fortælles ellers at Qalandia checkpoint er ikke det værste.
Vi har oplevet en del. Mange positive ting. Især i to ting; den palæstinensiske kvinde (projektet) og valget den 9/1. Men helt bestemt også en del negative og deprimerende oplevelser der alle kan relateres til besættelsen og den ondskab den er forbundet med.
Jeg er dog stolt over, som palæstinenser, at have overværet præsident valget der blev afviklet som en del af det spirende palæstinensiske demokrati. Det kan kun gå fremad fra nu af.
Fathi El-Abed, næstformand i Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening
For første gang på besøg i Palæstina!