Retten til at bo i eget hjem

Rabih Azad-Ahmad, Jyllands Posten

Retten til at bo i eget hjem

Af Rabih Azad-Ahmad, jurastuderende og foredragsholder, Gudrunsvej 20, 5., Brabrand

 

KAREN ZUBARI skriver i sit debatindlæg i JP 29/11, at hun ikke kan forstå, at palæstinenserne kræver, at jødiske bosættelser skal fjernes, mens der bor palæstinensere i Israel.

 

Det hun måske glemmer er, at dels er de palæstinensere, der bor i Israel, et folk, der altid har boet der, og de var der før oprettelsen af staten Israel.

Det er folk, der ifølge internationale regler, har ret til at bo i deres eget hjem.

Karen Zubari, der muligvis stammer fra Danmark, har fået lov til at bosætte sig i Israel, ligesom flere millioner andre jøder fra bl.a. Rusland, Afrika, USA mv., alene på det grundlag, at de er jøder, mens flere hundrede tusinde palæstinensere er blevet fordrevet og måtte leve i flygtningelejre, eller som tilfældet med min familie flygte til Danmark.

Karen Zubari “glemmer” måske også, at de palæstinensere, der i dag lever i Israel, lever under israelsk herredømme og betaler skat til den israelske stat på lige fod med andre israelere. Selv om de lever som andenrangs folk.

Med vold og magt

Derimod har de jødiske bosættere, i strid med internationale regler, bemægtiget sig palæstinensiske huse og jord med magt og udøvelse af vold, tit hjulpet af den israelske hær.

Palæstinenserne har ikke noget imod, at der kommer til at bo jøder i Palæstina, men de skal have lige vilkår med de øvrige borgere. Med en fredsaftale ønsker palæstinenserne at bygge en bæredygtig demokratisk stat på 22 pct. af hele det land, som palæstinenserne og israelerne har kæmpet om i over 54 år.

De jødiske bosættelser er ulovlige ifølge international lov. De er en bremseklods for oprettelsen af en bæredygtig palæstinensisk stat og står i vejen for en fredsaftale mellem palæstinenserne og israelerne.

Derfor kræver palæstinenserne og det internationale samfund, at de skal fjernes.

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Klip fra pressen. Bogmærk permalinket.