Debat: Som om Arafat var problemet

Søs Nissen, Weekendavisen

Debat: Som om Arafat var problemet

Weekendavisen 19. november 2004, 1. sektion, side 12

Stærke kræfter i israelske militære og politiske ledelser fra 1997 og frem ønskede ikke nogen palæstinensisk stat og derfor heller ikke en forhandlingspartner.

Af SØS NISSEN projektkoordinator

I dagene efter Arafats død så vi igen en medie-dækning, som på sin egen vis er med til at sikre, at konflikten i Israel og Palæstina aldrig bliver løst. Ved ukritisk at godtage en række israelske udlægninger og udelade eller fordreje oplysninger fra den palæstinensiske side sløres det overordnede billede af en stærk besættelsesmagt overfor et desperat og dybest set magtesløst folk.

Det sløres ligeledes, at det i al væsentlighed er Israel, der blokerer for fredsprocessen.

Mest bemærkelsesværdig er vildfarelsen med Arafat som en forhindring for fred. For i 1990erne gik Arafat og hans ledelse langt for at møde Israel, også for langt:

Efter at have indgået det historiske kompromis om afgivelse af mere end 70 procent af palæstinensernes historiske hjemland, indgik man en række aftaler, der tillod fortsat israelsk bosættelsesbyggeri, fuld israelsk kontrol over palæstinensiske ressourcer, grænser, luftrum og i sidste ende altså udviklingen af den bantustan-virkelighed med adskillelse, mure og checkpoints, som vi ser i dag.

Til sidst indebar aftalerne kun stigende krav til selvstyremyndighedernes nedkæmpelse af oppositionelle kræfter. Krav som både CIA og israelske efterretninger i øvrigt konkluderede, at Arafat så vidt muligt prøvede at leve op til.

I Camp David år 2000, hvor Barak og Clinton så troede, at de på samme vis kunne få Arafat til at acceptere et kludetæppe af en stat, gik det imidlertid galt. Politisk set ville Arafat være død, hvis han havde accepteret endnu et ugenerøst og ydmygende »tilbud«, og han slog bak. Syv års fredsproces, der mest af alt indebar fortsat israelsk erobring med Arafat som håndlanger, stoppede.

Havde journalisterne dernæst haft kendskab til – eller måske anstændighed til at formidle – vurderinger fra de mere analytiske dele af den israelske fredsbevægelse, ville de vide, at billedet af Arafat som værende uvillig til at nedkæmpe Hamas, ambivalent i forhold til terror foruden korrupt og diktatorisk – blev skabt og dyrket af stærke kræfter i israelske militære og politiske ledelser fra 1997 og frem.

De ønskede ikke nogen palæstinensisk stat og derfor heller ikke en forhandlingspartner – udover på papiret og ved festlige lejligheder.

Konsekvensen blev, at ingen vestlige regeringer ønskede at tvinge Israel til forhandlingsbordet, og dermed medvirkede man til en nedfrysning af forhandlingerne.

Under fredsprocessen slog Arafat gentagne gange ned på oppositionen for at få lov til at forhandle med Israel. Han opbyggede et kæmpe sikkerhedsapparat, indførte standretter og enevælde med fuld velsignelse af Israel, USA og EU.

Rabin, der på vegne af Israel underskrev Oslo-aftalen i 1993, udtrykte tilfredshed med, at det nu var Arafat og ikke Israel, der skulle bekæmpe terroren. For hos Arafat var der ingen højesteret, ingen menneskerettighedsorganisationer og ingen blødsødne humanister. Vicepræsident Al Gore sagde, at standretterne var nødvendige. EU, der betalte for det hele, prøvede med lidt kritisk dialog over for Arafat, men betalte videre. Arafat fortsatte i sagens natur.

Havde Israel, USA og EU ment, at det var vigtigt med et palæstinensisk demokrati, kunne man let have påvirket udviklingen midt i 1990erne, men det skete ikke.

Forestillingen om, at der nu er en fredschance, hvis der kommer en moderat palæstinensisk ledelse er endnu en vildfarelse. Denne moderate ledelse har skam allerede været der – endda i flere udgaver og for ganske nylig. Med »Køreplanen for fred« begyndte palæstinenserne at reformere deres ledelse og køre Arafat ud på et sidespor. Palæstinenserne valgte – med voldsomme indre kampe til følge – at indsætte en premiermi- nister, Mahmoud Abbas, i foråret 2003.

På trods af Mahmoud Abbas’ dårlige ry som forhandler med Israel, lykkedes det ham at få de palæstinensiske fraktioner (Hamas, Jihad, PFLP med flere) til at acceptere en ensidig våbenhvile. Det havde Arafat også formået tidligere, men deres skæbne var fælles.

Mens palæstinenserne gjorde en seriøs indsats for at begrænse angrebene på Israel, gjorde det israelske militær en mindst lige så seriøs indsats for at torpedere våbenhvilerne. De angreb palæstinenserne intensivt og likviderede stribevis af højtstående Hamasledere. Ingen våbenhvileaftale kunne holde til det.

Mahmoud Abbas tog sit gode tøj og gik efter kun tre måneder. Han angav modtand fra Arafat og Israel som årsager, men pointerede, at den israelske obstruktion var den væsentligste årsag til, at han ikke kunne lykkes som moderat leder.

Der har været og er fortsat masser af fredschancer med palæstinenserne – uanset Arafat. Problemet er, at Israel endnu ikke har forstået, at det er deres tur til at levere en lige så stor indrømmelse, som den palæstinenserne gav i 1993. Dernæst at Sharon ikke ønsker forhandlinger, som han ganske officielt udtrykker det gang på gang i de israelske medier.

Comments are closed.