En skamplet

Poul Milberg Petersen, Læserbrev sendt til Information

En skamplet

DR´s behandling af Arafats død og begravelse er en skamplet på vort omdømme som oplyst nation.

Helt anderledes BBC´s behandling af samme emne.

Mens BBC´s live reportage om begravelsen var præget af respekt for et menneske, der som frihedskæmper modsatte sig en besættelse og som andre frihedskæmpere verden over ( i europæiske lande under 2. verdenskrig!, – i Algier under fransk herredømme!) kæmpede for sit folk og bekæmpede besættelsesmagten og dens kollaboratører/stikkere – så lagde f. eks. Jannik Kofoed i sine afsluttende ord fra pladsen med de mange tusinde sørgende mere vægt på at beskrive de fremmødtes skægstubbe og dårlig ånde – !! (Nyheder i DR,P1, 13.11.2004)

Mens journalister som Jannik Kofoed og Martin Krasnik – og vor udenrigsminister Per Stig Møller- stadig fastholder myten om Arafat som den skyldige for sammenbruddet af Camp Davis-forhandlingerne, så følger BBC de israelske politikere og historikere, der giver den israelske forhandler premierminister Baraks forhandlingstaktik ansvaret for sammenbruddet.

Mens Arafats forhandlingsvilje gang på gang bliver understreget – og fra anden side bekræftet af den tidligere chef i Israels militære efterretningstjeneste Amos Gilad – så demonstreres den israelske ”fredsvilje” i udsendelsen ved en massiv accelerering og udbygning af de ulovlige bosættelser på besat område.

BBC´s udsendelse om Arafat d. 13.11.2004 bør udsendes i DR

Venlig hilsen

Poul Milberg Petersen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Klip fra pressen. Bogmærk permalinket.