Svar fra Frahm

Pernille Frahm, DPV

Svar på beskyldninger om terrorstøtte

Af Pernille Frahm

Jyllandsposten gør mig den ære, at stille spørgsmål til mig direkte på lederplads d.3.11. Derfor iler jeg med et svar.

Jeg vil starte med at fastslå en følgende:

Jeg har ikke ydet penge til PFLP eller andre terror organisationer.

Jeg støtter ikke de midler, PFLP har brugt, når det drejer sig om mord på tilfældige civile.

Jeg tager afstand fra ethvert drab på tilfældige civile.

Jeg har den største medfølelse med ofrene og deres pårørende.

Når jeg har skrevet under på foreningen oprørs opråb, skyldes det, at den terror politik EU – og herunder Danmark i samarbejde med USA ikke har ført til mindre terror – snarer tværtimod!

Listen over terrororganisationer og enkeltpersoner er blevet til gennem en række af studehandler mellem forskellige statsledere, som så kunne træde frem i alliance mod terrorisme. Putin fik sine tjetjenere på, lederen af den phillippinske guerilla kom på – selvom de har forhandlet fred og våbenhvile med regeringen gennem længere tid og en del af den iranske modstandsbevægelse havnede på listen, selvom Per Stig Møller et par måneder forinden i DRs Orientering erklærede at her var der bestemt ikke tale om en terror organisation, men om en modstands bevægelse! Listen er nærmest udtømmende, når det drejer sig om grupper, der gør væbnet oprør mod diktatur og undertrykkelse, og endnu er det ikke blevet en eneste gruppe forundt at komme af listen igen.

Den er så udtømmende, at hvis listen havde eksisteret dengang, ville såvel Nelson Mandelas sydafrikanske bevægelse ANC som den danske modstandsbevægelse have været på listen over terrorister.

Roden til terror ligger i desperation over uretfærdigheder, som ikke har udsigt til en demokratisk fredelig løsning. Den colombianske bevægelse FARC, som også er på terrorlisten fik udryddet sin politiske del, da deres medlemmer af det colombianske parlament blev myrdet. Formentlig af den regerings støttede paramilitære hær for fædrelandets forsvar, der stadig står for mord på fagforeningsfolk og borgerrettigheds forkæmpere.

Den type erfaringer og tilsvarende erfaringer fra de besatte område i Palæstina fremmer de tendenser, der vil de militære løsninger, og som anvender terror som middel, og svækker tilsvarende de demokratiske kræfter.

En terror politik, der kan ændre disse forhold må nødvendigvis bygge på et grundlæggende princip om at få inkluderet oprørs grupper i det internationale samfund for dermed at give dem ansvar og forpligtelser. Men der skal være et perspektiv for demokratiske og fredelige løsninger.

Dette perspektiv er desværre ikke blevet styrket efter det amerikanske valg. De erfaringer, EU og Danmark har gjort gennem historien, har alle bygget på samarbejde, dialog, krav og tilbud til partnere internationalt. Den linje bør styrkes, og terror-pakken bør kasseres.

Pernille Frahm

(Pernille Frahm er medl. af SF og formand for DPV)

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Mediekritik. Bogmærk permalinket.