Artiklen kan også læses på adressen http://information.dk/Indgang/VisArtikel.dna?pArtNo=164036
Sharons vejInformation leder d. 18. september 2004, af faf Israel følger ikke længere den internationale køreplan for fred i Mellemøsten, siger ministerpræsident Ariel Sharon. Bemærkningen faldt i det interview, han pr. tradition giver til landets største dagblad, Yediot Ahronot hvert år op til det jødiske nytår. Her gør ministerpræsidenten status over det forgangne år og tegner banen op til den kommende tids politiske beslutninger, og i denne uge brugte han altså sin »nytårstale« til at lukke luften ud af køreplanen. Tilsyneladende!
Amerikanerne læser også israelske aviser, for der gik ikke lang tid, før George W. Bush var ude med en melding, der modgik Sharon ved at sige, at set fra Washington følger Israel skam køreplanen. Der er med andre ord opstået en lidt pudsig situation, hvor en af køreplanens initiativtagere fastholder at den kører efter planen, mens den, som skulle implementere initiativet påstår at den er kørt i grøften.
Som vi husker, blev køreplanen fremlagt i sin første form fra dansk side, da vi havde EU-formandskabet, og blev senere til et fællesinitiativ med EU, USA, Rusland og FN som drivkræfter. I korte træk lægger den op til nye forhandlinger mellem israelere og palæstinensere og skal gennem nogle faser arbejde parterne hen mod to selvstændige stater side om side. Et af køreplanens krav til Israel er stop for bosættelsesaktiviteter på Vestbredden og Gazastriben. Undervejs er Sharon kommet med sin plan om israelsk rømning af de 7.500 bosættere på Gazastriben samt fire små og allerede døende bosættelser på Vestbredden. I israelsk sprogbrug hedder den planen til unilateral adskillelse og omfatter også et eller andet sted det såkaldte sikkerhedshegn gennem Vestbredden.
Der er en tydelig divergens mellem de to planer. Hvor køreplanen som sagt lægger op til en levedygtig palæstinensisk stat, giver Sharons plan ikke megen plads til sammenhængende palæstinensisk territorium, og den går hånd i hånd med fortsatte byggeaktiviteter i Vestbreddens bosættelser. Ikke desto mindre har Sharon hele vejen igennem sagt, at han skam respekterer køreplanen, uden at misforholdet er blevet kommenteret i synderlig grad. Og nu vender han pludselig om og tager livet af køreplanen – i en tid hvor han er i fuld gang med at sætte ekstra fart i sin egen tilbagetrækningsplan. Hvad mener han egentlig, og hvor er køreplanen henne?En væsentlig del af svaret ligger nok i Sharons øjeblikkelige politiske situation. Han er midt i et voldsomt opgør med den israelske højrefløj og bosætterbevægelsen, som i de seneste par uger har protesteret voldsomt mod hans planer om at »forvise jøder fra deres hjem«, hvilket truer med at koste hans koalitionsregering livet. Hans aflivning af køreplanen skal derfor ses som et signal til denne del af det politiske spektrum om at han agter at fortsætte tilbagetrækningen fra Gazastriben, hvilket giver strategisk mening, men at han skam ikke har mistet sin ideologiske fornuft og vil bruge trækket til at sætte sig endnu tungere på Vestbredden. Bemærkningen er et forsøg på at gyde olie på vandene og samtidig et slagkraftigt argument i debatten, når hans tilbagetrækningsplan efter alt at dømme kommer til israelsk folkeafstemning i nær fremtid.
Israelske meningsmålinger siger lige nu, at denne vil give Sharon et solidt mandat til at trække sig ud af Gazastriben. Landets generalstabschef Moshe Yaalon sagde sidst på ugen at hæren er klar til at pakke sammen og forlade »striben« med kort varsel, og at man bare venter på politisk besked på at gøre det.»Min vej« kalder overskriften i Yediot Ahronot Sharons aktuelle planer, og det er præcis, hvad det drejer sig om. Sharon er nok benhård ideolog, men også pragmatiker langt hen ad vejen, og dette giver grund til at tro på at han ikke bare vil ud af Gazastriben, men at det også skal ske så hurtigt som muligt, og at han muligvis også vil være villig til indrømmelser på Vestbredden. Men det er vigtigt for ham at den israelske vælgerbefolkning forstår skridtet som »hans vej« og ikke noget, der sker under amerikansk pres.Det er denne flig, amerikanerne klynger sig til ved at holde på, at Sharon fortsat følger køreplanen. De ved godt, at han ikke er villig til at acceptere køreplanen i sin helhed. Af personlige og indenrigspolitiske grunde kan han ikke være med, og derfor kan det aktuelle svar fra Washington ses som en erkendelse af, at det, han er i færd med, med god vilje kan ses som en snæver fortolkning af køreplanen.
Dette er selvfølgelig ikke godt nok, men giver alligevel en form for politisk mening. Man får nemlig ikke Sharon til at acceptere køreplanen ved at fordømme hans snævre Gaza-plan. Derfor giver man ham grønt lys til at gennemføre sin egen plan, hvilket sker i håbet om, at det så kan føre til yderligere positive udviklinger bagefter. Det er nok også det mindst ringe, man kan forvente, så længe Sharon er israelsk leder.