Marie – fredsvagt i Palæstina
4/9-2004 – Palæstinenserne er skuffede og trætte, konstaterer hjemvendt fredsvagt, men ikke mere trætte end at de er ved at gøre modstandskampen – den såkaldte Intifada – mere folkelig og derfor mindre koncentreret hos militante grupper.
af Erik Pedersen
Palæstinenserne er skuffede og trætte, konstaterer hjemvendt fredsvagt, men ikke mere trætte end at de er ved at gøre modstandskampen – den såkaldte Intifada – mere folkelig og derfor mindre koncentreret hos militante grupper.
I juli måned opholdt den 22-årige Marie Jonassen sig som fredsvagt i Jenin, Palæstina. Det var en måned, som blev præget af palæstinensiske demonstrationer vendt mod Arafat, den israelske Højesteretsdom over atomfysikeren Vanunu, Den Internationale Domstol i Haags kendelse i sagen om Muren og rystelser i Sharons regering.
Ifølge Marie Jonassen er både den israelske hærs aggressivitet og besættelsen intensiveret. Der er registreret en stadig vækst i antallet af bosættelser i de besatte områder, og hun mener det er baggrunden for at den anden Intifada brød ud i 2002.
Selv havde hun ikke lejlighed til at overvære demonstrationerne vendt mod Arafat, der foregik i Gaza, hvor den israelske hær kræver en særlig indrejsetilladelse for udlændinge.
– Palæstinenserne er trætte. Deres drømme efter undertegnelsen af Oslo-aftalen er ikke blevet opfyldt. De er også meget skuffede. Det ser man komme til udtryk nu som sammenstød mellem militante grupper af palæstinensere og selvstyremyndighederne i Gaza, lyder Maries Jonassens vurdering af den aktuelle situation.
Folkelig Intifada
Nogle af de palæstinensere hun havde lejlighed til at diskutere med mener, at sammenstødene er uundgåelige. Hvis den palæstinensiske modstand skal effektiveres, så er det vigtigt at modstanden ikke overlades til de militante grupper, og diplomatiet ikke kun varetages af selvstyremyndighederne:
– De mente, at man i stedet skulle prøve at “genoplive” den første Intifada, som var meget folkelig, hvor alle var med i lokalkomiteer og alle deltog i strejker.
Med baggrund i de små 100 FN-resolutioner om Israels forpligtelse til at rømme de områder, der blev besat i forbindelse med Yom Kippur-krigen i 1967, tvivler Marie stærkt på, at israelerne beslutter at rive muren ned.
– Det kan selvfølgelig give nogle kort på hånden til de israelske fredsgrupper, at man nu har en international afgørelse i ryggen. Men det har kun propagandaværdi, så længe det internationale samfund ikke er villig til at følge det op med et reelt pres mod Israel. Man får mest indtryk af, at israelerne er fuldstændigt ligeglade med, hvordan omverdenen opfatter dem, så længe USA støtter dem økonomisk, som den hjemvendte fredsvagt udtrykker det.
At den israelske ministerpræsident Sharons regering er ved at gå i opløsning tror Marie Jonassen ikke får den store betydning:
– På nogle få områder vil der måske være en forskel på en Likud- og en Arbejderpartiregering, men på den anden side: De israelske regeringer, som angiveligt har været mere tolerante, er samtidigt de regeringer, der har lavet flest bosættelser. De har deltaget i flere massakrer på palæstinensere.
Hun konstaterer, at der lige nu kører et taktisk spil. Israelerne vurderer tilsyneladende at det vil være klogt lige nu at fjerne nogle bosættelser. Men på langt sigt er Marie Jonassen ikke i tvivl om at Israels mål er at overtage hele området.
Israelsk uvidenhed
Man har i de seneste par år sporet en voksende modstand mod besættelsen og opførelsen af Muren blandt israelerne selv. For eksempel er gruppen af soldater, som nægter at aftjene værnepligt i de besatte områder, voksende. Om det vil brede sig til resten af samfundet er et godt spørgsmål, for Marie mener at det største problem er, at mange israelere overhovedet ikke aner, hvad der foregår:
– I de israelske skolebøger nævnes Vestbredden og Gaza knap nok og årsagerne til konflikten berøres heller ikke. Man oplever det med mange af de israelske soldater. Som udstationerede ved check points bliver de forvirrede over ikke kun at blive mødt af “onde arabere”, der blot er ude på at bombe Tel Aviv.
Det bør ifølge Marie Jonassen være de israelske fredsgruppers opgave at ændre holdningen i befolkningen. For det er helt sikkert, at de israelske medier og politikerne ikke har nogen interesse i at det, der sker på Vestbredden og i Gaza bliver kendt og forstået af befolkningen, påpeger hun.
Om israelerne så selv er interesserede i det, er Marie afgjort i tvivl om.
– De er selv er gået ind og har overtaget palæstinensernes jorde og vil måske heller ikke helt erkende, hvad det er for en stat, de er en del af. Jeg tror mange israelere med tiden vil indse, at hvis man vil opnå fred, er det nødvendigt at stoppe undertrykkelsen af palæstinenserne. Man vil være nødt til stille sig side om side med palæstinenserne, hvis man vil have et samfund, hvor man kan være naboer i stedet for fjender.
At bølgen af palæstinensiske selvmordsbombere i de seneste måneder er stilnet af, mener Marie skyldes at palæstinenserne forsøger at vælge en anden strategi, der ikke er rettet skytset mod det såkaldte “48-område” – altså det område, som Israel fik tildelt af FN i 1948 – og i stedet koncentrerer aktionerne i Gaza og på Vestbredden.
– Jeg tror ikke israelerne er blevet bedre til at spore selvmordsbomberne. Det er en palæstinensisk beslutning, for det er umuligt for Israel at standse det. Palæstinenserne har netop benyttet dette kampmiddel, fordi det er så svært at fange en person, som har til hensigt at sprænge sig selv i luften. Det er næsten det sværeste våben at beskytte sig mod –og den eneste effektive beskyttelse består i at ændre den desperate situation, palæstinenserne befinder sig i, mener den unge fredsvagt.
Kontrol af bagagen ved Muren var i øvrigt overraskende lemfældig, konstaterer Marie Jonassen:
– Det var mere noget med at lade palæstinenserne vente fem-seks timer, så de ikke kunne nå at komme på arbejde eller på hospitalet. Det mindede ikke meget om sikkerhedsforanstaltninger, mere som kontrol for at kunne registrere palæstinensernes færden.
Fredsvagterne
Fredsvagter han man kendt i mange år – især fra Mellemamerika, hvor begrebet blev introduceret i forbindelse med afslutningen på borgerkrigene i El Salvador og Guatemala. Tilstedeværelsen af udlændinge skulle medvirke til at forhindre overgreb på civilbefolkningen i perioden indtil der blev underskrevet en fredsaftale.
Karakteristisk for disse lande var, at der ikke var direkte krigshandlinger, mens forholdene i Palæstina er helt anderledes. Foreløbigt er to internationale fredsvagter blevet dræbt i Palæstina, og at det afgjort ikke er ufarligt at være fredsvagt, er Marie sig meget bevidst:
– Der er situationer, hvor man bliver bange og man står ofte med en følelse af afmagt. Men når man er midt i det, så giver det næsten sig selv, hvad du skal gøre. Når palæstinenserne løber, så løber du også!
I øvrigt fremhæver hun gruppen “Palæstinafredsvagterne”, der koordinerer udsendelsen af de danske fredsvagter:
– Palæstinafredsvagterne har en aftale om at være meget omhyggelige med hinanden. Man bliver altid hentet i lufthavnen af andre, og bagefter ringer de ofte og spørger, hvordan man har det. Senere indkaldes man til en såkaldt “debriefing”, hvor man fortæller om sine oplevelser. Det er ret betryggende at vide at man, alt efter behov, kan få gratis bistand af professionelle psykologer, der er tilknyttet vores netværk.
Den israelske hærs brutalitet er veldokumenteret, men Maries erfaring er, at soldaternes reaktion over for fredsvagter er meget afhængig af, hvordan de forventer vedkommendes regering vil reagere, hvis man foir eksempel anholdes.
Marie Jonassen vurderer, at amerikanske statsborgere er betydeligt dårligere stillede end skandinaver:
– I forbindelse med det veldokumenterede drab på den nordamerikanske fredsvagt Rachel Corrie, lød der ikke et kvæk fra USA’s regering. Ikke engang hendes familie krav at få udleveret liget blev støttet af de nordamerikanske myndigheder!
Maries konklusion
– Besættelsen har ført til massearbejdsløshed og mange kvinder er blevet tvunget tilbage i hjemmene. Der er sket en ændring af det palæstinensiske samfund i mere konservativ retning. Hvor det før var de politiske grupper, er det nu mere religiøse grupper, som præger modstanden. Det betyder at kvinder ikke deltager i modstanden på samme måde. I mange af de demonstrationer, hvor jeg deltog, var der næsten ingen kvinder.
– Det er vigtigt at understrege at jeg ikke taler på Palæstinafredsvagternes vegne, men personligt tror jeg ikke to-statsløsningen er brugbar. Så længe Israel forsøger at annektere Vestbredden og Gaza, vil der aldrig komme fred. Jeg tror mere på at løsningen består i først og fremmest at vedkende sig den uretfærdighed, der er begået mod de palæstinenserne, der blev tvunget til at flygte. Bare det at indrømme at det var altså Palæstina! Jeg mener det er vigtigt at skabe et sekulært samfund, der tillader jøder, muslimer og kristne at leve side om side i en demokratisk stat, hvor palæstineneserne sammen med israelerne kan skabe et nyt samfund. Det kræver at man snakker sammen, men det skal ske på lige vilkår –og lige nu er det helt klart, hvem der er undertrykkere og hvem, der bliver undertrykt.
——————————————————————————–
Om Palæstinafredsvagterne:
Før man bliver fredvagt forberedes man i Danmark af en gruppe af tidligere fredsvagter. Blandt andet tildeles man en kontaktperson, der kan nås via mail eller telefon 24 timer i døgnet, mens fredvagten opholder sig i Palæstina.
Alle udgifter skal betales af fredsvagten selv.
I Palæstina koordineres fredsvagterne af den palæstinensiske organisation IMS, International Solidarity Movement.
Der er en generel beslutning om at fredsvagter er ikke-voldelige og for eksempel ikke deltager i stenkast ved demonstrationer.
Fredsvagter har en lang række funktioner, for eksempel:
* Deltagelse i demonstrationer.
* Dokumentation af den israelske hærs overgreb.
* At stå ved check points og på palæstinenseres opfordring forsøge at forhandle med de israelske soldater.
* At bo hos familier, hvis huse er dømt til nedrivning fordi et af familiemedlemmerne har deltaget i aktioner mod Israel.
* At køre med de palæstinensiske ambulancer så de kommer hurtigere gennem checkpoints og undgår at blive beskudt.
* At følge bønderne på høstarbejde
Men i øvrigt mener den nyligt hjemvendte fredsvagt Marie Jonassen, at én af de vigtigste opgaver ganske enkelt består i at lytte til og snakke med palæstinenserne.
Hjemme i Danmark består fredsvagternes opgaver dels i at forberede nye fredsvagter og dels i oplysningsarbejde.
Palæstinafredsvagterne kan kontaktes på: palestinafredsvagter.dk