Arafat – tornen i øjet

Fathi El-abed, Næstformand/dansk Palæstinensisk Venskabsforening, DPV

Debat: Arafat – tornen i øjet

LEDERSKRIBENTEN i Jyllands-Posten har travlt for tiden. Meget travlt endda. Med at producere en strøm af lederartikler til forsvar for Ariel Sharons og Israels krig mod det palæstinensiske folk. Og forsvar for opførelsen af Apartheid-muren. Jeg ville ønske, at avisens leder kunne nøjes med det. Men Jyllands-Postens leder går videre end som så og nedgør (24/7) præsident Yassir Arafat. Og det er ikke første gang, det finder sted. Og kender jeg Jyllands-Posten godt, tja så er det nok ikke sidste gang. Jeg ønsker ikke censurlignende tilstande. Det vil jeg overlade til dem, der har travlt med at holde andre nede. Dem med den løftede pegefinger fremme, når Israel bliver nævnt. Præsident Arafat har taget initiativet endnu en gang til at stoppe konflikten. Også selv om det skulle ske for en stund. Nemlig under de Olympiske Lege i Athen. Al modstand mod besættelsen skulle indstilles i denne periode. Det er måske naivt at tro, det kan ske. Ved tidligere våbenhvileaftaler har Israel torpederet de skrøbelige våbenhviler ved at overfalde modstandsheltene, mens de hvilede. Ved at bombe, henrette og jævne huse med jord. Og ved at bygge videre på Apartheid-muren. I sikkerhedens navn. Det er måske naivt at tro, at en sådan våbenhvile kan holde. Mange har endda gjort nar af det. Men det er bestemt meget mere, end hvad Sharon og hans krigsgeneraler har præsteret. For de kan ikke andet end at planlægge aktioner mod det forarmede Gaza. Eller at overfalde byerne Nablus, Betlehem, Jenin og mange andre palæstinensiske byer og landsbyer. Tanks, Apache helikoptere, F-16 krigsfly og elitesoldater. Alt bliver sat ind mod et ubevæbnet folk.

Kontor og fængsel

Præsident Arafat har fra sit kontor, som har været hans fængsel de seneste over to og et halvt år, opfordret til stop af al modstand. Jyllands-Posten og Israel betegner den som terror. At betegne nedskydning af de ubarmhjertige israelske soldater og deres følgesvende af kriminelle bander af bosættere som værende terror er ensidigheden selv. Præsident Arafat er folkevalgt. Det mener USA, EU og resten af verden. At han er svag, er han bestemt ikke selv herre over. En overmagt har nemlig sat sig tungt på ham og hans tapre folk. Han er gammel og omringet af israelske tanks. Langt væk fra beslutningsprocessen. At han ikke kan styre de forskellige bevæbnede palæstinensiske grupper, er der jo intet at sige til. Og hvordan skal han kunne besidde den autoritet, der skal til, når han er berøvet sin frihed. Hvordan skal præsident Arafat kunne holde styr på et palæstinensisk samfund, som er økonomisk- og geografisk fragmenteret, når Palæstina er besat? Når der tales nedladende om præsident Arafat, rammer Jyllands-Postens leder hele det palæstinensiske folk. Det kan godt være, han ikke ser godt ud, eller for den sags skyld ikke er veltalende. Men skulle Ariel Sharon se bedre ud? Eller hvad er det, der gør, at præsident Yassir Arafat altid skal omtales på en måde, der ikke er en folkevalgt præsident værdig? Er det, fordi han er palæstinenser og araber? Det kunne jeg godt tænke mig at få et svar på.

Comments are closed.