Nyt fra danske fredsvagter

Palæstina Fredsvagter

Fra en fredsvagt

Klokken 7 om morgen mandag den 19 juli, bliver vi fredsvagter i Tulkarm ringet op fra Seida, en landsby kilometer mod nord. Klokken 3 om natten trængte den israelske hær ind landsbyen, anholdte fire og omringede et hus, hvor to mænd nægtede at overgive sig. Der blev skudt og kastet håndgranater, og den ene var blevet dræbt. En af dem skulle være med i Al Aqsa brigaden.

Vi følges med en palæstinensisk journalist, og står af taxibussen et stykke udenfor landsbyen, hvor to jeeps spærre vejen for os. Der kommer flere palæstinensiske journalister fra AP, AFP, Reuters og så videre. De vil nødig gå tættere på landsbyen, men da vi har ventet nogen tid, går de med på at snige igennem haverne bag de huse, der ligger langs vejen. Vi lader en gruppe tilbage, som skal holde politijeepen hen og lade dem tro, at vi stadig er der allesammen.

Seida ligger højt oppe med udsigt ned i flere dale mellem de halvkugleformede bakker. Der ligger en svag dis over landskabet, som giver det en grå-grøn farve. I mange haver er der frugttræer, og jeg snupper en frugt, som ligner et æble. Vi møder mange dyr, geder, får, æsler, hunde, nogle bliver skræmte, andre følger nysgerrigt efter os.

Vi bliver nød til at gå ud på vejen igen, og bliver snart stoppet, da en politijeep kommer. En politiofficer kommer ud af jeepen og skælder ud på os, som en gymnastiklærer skælder ud på en ottende klasse. Journalisterne vil ikke gå videre, men efter nogen ventetid vil de gerne alligevel, og så bliver vi stoppet igen, da vi er kommet ind i landsbyen. Vi hører ingen skyderier, kun et par helikoptere som summer højt oppe. En af journalisterne er meget ung, højst tyve år, en anden er kæmpestor, og en tredje har tænder som en hest og fjoller og pjatter hele tiden. Han banker på ved et stort hus og snakker sig til nogle flasker vand og brød og oliven.

Den anden gruppe har mødt tre kvinder og er ved at følge dem hen til huset, hvor skyderiet har fundet sted, af en anden vej end den vi fulgte.

Vi finder nye smutveje, bliver stoppet, og til sidst når vi frem til huset, hvor den anden gruppe allerede har været nogen tid. Først bliver vi holdt tilbage af soldater og politi, men da nogle af dem begynder at forlade stedet, går vi op til gaden, hvor der har været skyderi.

Da vi kommer frem bærer nogle mænd to lig frem og ligger dem på gaden. Ligene er pakket ind i tæpper, og kun hænder og hoveder er fremme. Den ene er blevet skudt flere gange i hovedet, så der er en dyb kløft i midten af hans hovede. Hans hjerne er gul, blå og sort. Han har støv i ansigtet og på hænderne og hudafskrabninger på knoerne. På venstre hånd har han et forgyldt armbåndsur og en vielsesring. Den anden mand er usædvanlig lille, som han ligger på jorden under sit tæppe. Han er meget bleg i ansigtet og fluerne sværme om ham.

Journalisterne knipser løs med deres kameraer.

Så kommer de tre kvinder, som den anden gruppe fulgte på vej. Hende som går forrest er meget bange. Først ser hun manden med hul i hovedet, og så ser hun den lille mand, og så skriger hun. De to andre kvinder holder fast i hende, så hun ikke kan løbe hen til den lille mand.

Jeg han taget min sorte hat af og står med den i hånden sammen med en flaske, der ikke længere er vand i. Der lugter af zoologisk have. To æsler går og græsser bag en lav mur i en have bag mig, og den ene kommer hen og blafre med sine store øre.

Så kommer der en mand og fører mig og to andre fredsvagter henover

murbrokkerne fra det hus, som er blevet bulldozet, og ind i et andet hus. Der ligger to blege, magre menneskeben, og der er blod og kød på gulvet og væggen. Det var derfor, at den ene mand så så lille ud.

Grænsepolitiet og hæren er stadig i landsbyen, og da de lidt efter kører

forbi det ødelagte hus og væk i deres jeeps og mandskabsvogne, står den

skrigende kvinde sammen med de to andre kvinder og kaster sten. De er klædt i lange, mørke kåber og bærer tørklæde, som muslimske kvinder bør. Normalt ville de altid følges med deres mænd eller brødre, som om de kunne blive gravide af, at en fremmed mand så på dem, men nu står i en stor flok af mænd og drenge og kaster sten.

Senere er der begravelseoptog, og vi fredsvagter følger med bagerst i optoget.

Nogle få af os tolv fredsvagter bliver i Seida, men de fleste af os tager

tilbage til Tulkarm. Klokken er hen imod 4, eftermiddagsheden er sat ind. Nu er bakkerne grå-gule, og har form som bryster. Journalisterne har været hurtige: Da vi står ud af taxibussen i Tulkarm, er der folk, som peger på os. “I var på tv, vi så Jer i nyhederne!” fortæller de.

Sikkerhedshegnet har næsten stoppet selvmordsbomberne i at komme ind i Israel. Hegnet har samtidig det stoppet alt almindeligt samfundsliv på Vestbredden og gjort megen landbrugsjord utilgængelig. Det eneste der ikke har forandret sig, siden hegnet blev opført, er at den israelske hær stadig ødelægger palæstinensiske huse, og dræber mennesker. Det er kun på den ene side af hegnet, der er fred.

Comments are closed.