Kommentar til Geneve – planen

Hasan Abu Nimah, DPV

Geneveaftalen:

Hvorfor kan den palæstinensiske ledelse ikke lære af sine fejltagelser?

Af Hasan Abu Nimah

Det er forbløffende, hvor lidt den palæstinensiske ledelse lærer af sine fejltagelser.

Den såkaldte “Genèveaftale” – et uofficielt dokument udarbejdet af tidligere officielle israelere og palæstinensere med forbindelse til de palæstinensiske myndigheder – er en ny fadæse, der vil forøve enorm skade på den palæstinensiske position, da den ikke gør noget som helst for at befri den palæstinensiske ledelse fra dens synkende tilstand.

Indholdet af aftalen står i modsætning til palæstinensiske fundamentale rettigheder. Dokumentet forestiller sig at give Israel retten til at beholde meget af det land, de illegalt har koloniseret, især vedrørende Jerusalem, og annullerer de palæstinensiske flygtninges umistelige rettigheder.

Det skal erindres, at palæstinenserne gang på gang har forpligtiget sig selv til fred med Israel. Før nogen forhandlinger overhovedet var startet, gik de ind for en afgørelse, der gik ud på en stat på blot 22 % af det historiske Palæstina, og opgav 78 %, hvorfra næsten en million palæstinensere med tvang blev fordrevet i 1947-48, da Israel blev etableret på ruinerne af den palæstinensiske nation. Denne beslutning er blevet tiltrådt og bakket op af de enkelte arabiske stater, og af den Arabiske Liga, som genbekræftede det kollektive tilbud om fuld fred med Israel på dets topmøde i marts 2002. Denne moderate holdning er i fuld overensstemmelse med FN, USA’s officielle position så vel som EU’s og med de fleste regeringer rundt omkring i verden.

Det er klart for hele verden, at Israel alene står i modsætning til en sådan fred og dette kompromis og stædigt holder fast ved sin destruktive politik, der går ud på at gøre dets ulovlige bemægtigelse af land fuldstændig irreversibel. Hvad der er forbløffende, er, at der er palæstinensiske personligheder, som er rede til at tilbyde Israel en vej ud af dets krise på bekostning af de mest basale palæstinensiske rettigheder. Lad os se på nogle få af nøglespørgsmålene i aftalen: land og flygtninge.

FN’s sikkerhedsråds resolution 242, på hvilken fredsprocessen antages baseret, indeholder grundprincippet i internationale forhold, at bemægtigelse af land ved krig er utilladelig. Ser vi på den israelsk-palæstinensiske konflikt, betyder det, at Israels besættelser må slutte fuldstændig, og at alle dets soldater må fjernes om bag grænserne fra før den 4. juli 1967. Dette betyder, at Israel må evakuere hele Gaza og hele Vestbredden, inkluderet enhver del af Øst-Jerusalem.

Hvem gav de palæstinensiske “Genèveaftale”-forhandlere ret til at gå imod alt dette og gå med til, at de fleste af Israels ulovlige bosættelser får lov til at blive, og at det meste af Øst-Jerusalem skal holdes under israelsk herredømme?

Ganske vist tales der i tilslørede og misvisende vendinger om kravet, der siger, at det land, der mistes til bosættelserne, vil blive kompenseret med tilsvarende landområde inden for israelsk territorium. Men dette er et bedrageri. Det landområde, aftalen vil overgive til Israel, er inde i og uden om Jerusalem, eller i det centrale og mest beboede dele på Vestbredden omkring Nablus, Ramallah, Hebron og Betlehem, hvor de kæmpemæssige beboelsesblokke ligger. Det forårsager en voldsom sønderdeling af landet og den palæstinensiske struktur og økonomi. Dette land kan aldrig blive kompenseret af ubeboede landområder forurenet med atomaffald i Negevørkenen eller andre steder.

Hvis det land, Israel ønsker at tilbyde, er af tilsvarende værdi, hvorfor så lave udveksling som noget af det første? Ikke engang overdragelsen af hele Tel Aviv til Palæstina ville betyde en kompensation for de tab, dette dokument sanktionerer. De, der står bag denne aftale, må tro, at deres formulering vil narre de internationale medier, tjene europæiske diplomater eller endog israelske vælgere, men det folk, den vil skade allermest, palæstinenserne, vil aldrig acceptere det.

Og af hvilken grund skulle nogen som helst del af Vestbredden og Øst-Jerusalem overgives til Israel? Hvorfor er 78 % af Palæstina og halvdelen af Jerusalem ikke nok for Israel? Hvornår vil verden bede Israel om at sætte en grænse for sin appetit?

Formuleringen for Jerusalem, som tidligere er tiltrådt af præsident Bill Clinton, er meget klart afspejlet i Genève-dokumentet: “Hver side beholder, hvad de for nuværende har.”

Dette er en illegal og uretfærdig formulering, der i virkeligheden siger: “Tyvene beholder, hvad de stjal, og deres ofre beholder, hvad der er tilbage, selv om der ikke er noget tilbage.” Det er kun ud fra en sådan pervers formulering, at en “løsning” fremkommer, hvor de fleste israelske bosættere forbliver på det besatte område, medens palæstinenserne, der er fordrevet fra deres land, bliver bedt om at gå ad helvede til.

Hvis delingen af Jerusalem baseres på international lov, er der ikke behov for komplicerede kort og farvekoder, som aftalen indeholder. Vi ved nøjagtig, hvor demarkationslinien var den 4. juni 1967. Hvis Jerusalem skal deles i henhold til lovlighed og til virkelige ejendomsforhold, så er tingene også simple: Palæstinenserne ejer det meste af Jerusalem, Vest og Øst.

Det er latterligt at anvende modsatte kriterier, der er underordnet, hvad der tjener Israel. Hellige steder skal være åbne, og der skal være adgang for alle under alle omstændigheder. De skal beskyttes og fuldstændig respekteres af de myndigheder, under hvis kontrol de er. Dette er den regel, der gælder verden over. Der er ingen basis eller præcedens for, at et sted, der er helligt for et bestemt folk, skal være besat af dette folk, da det strider mod de inderste principper for helligdomme og det grundlæggende krav om religiøs tolerance.

Det anden væsentlige problemstilling er palæstinensernes ret til tilbagevenden. Dette spørgsmål skal behandles med retfærdighed og på en måde, som tager de nye realiteter i betragtning (ofte refereret overfladisk som Israels “demografiske problemer”), men uden at gå på kompromis med selve flygtningenes individuelle, legale og politiske rettigheder.

Ingen seriøs plan forudsætter, at alle de fire millioner palæstinensiske flygtninge vil vende tilbage til Israel, går ikke ud fra, at den betyder, at hver eneste palæstinenser vil vælge at vende tilbage til Israel, hvis de bliver tilbudt en sådan mulighed. Samtidig kan ingen plan indeholde Israels holdning om at nægte de palæstinensiske flygtninge denne generelle ret, sådan som Genève-dokumentet nu accepterer. Til trods for tøven og utroværdige benægtelser fra nogle af de “ikkeofficielle” palæstinensere, som accepterede Genéveaftalen, så var retten til at vende tilbage i virkeligheden afskrevet med deres velsignelse.

Teksten giver Israel en ubegrænset vetoret om, hvorvidt en palæstinenser skal have tilladelse til at vende hjem til det land, der nu er Israel, og Yossi Beillin, tidligere israelsk justitsminister, som startede Genève-initiativet, bekræftede over for israelsk radio, at “ingen palæstinenser vil få adgang til Israel under en ret til tilbagevenden”. Beillin tilføjede: “Der vil ikke være noget i den retning, det eksisterer ikke i dokumentet. Der vil ikke være nogen ret til tilbagevenden.. Hvem kan tro på, at det gennem en eller anden sætning eller andet, at man kan sige, der er en ret til tilbagevenden? Der er ingen ret til tilbagevenden her.

“Alt hvad der er tilbage”, ifølge Beillin, er “håbet i palæstinensernes hjerter”. “Hvis palæstinenserne beholder dette håb i deres hjerter, håb kan ikke rykkes op med rode,” sagde han, “men der er ingen ret til tilbagevenden i denne aftale, og der vil ikke komme nogen.”

Haaretz, som beskrev ovennævnte udtalelser den 14. oktober, citerede palæstinensiske embedsmænd, der sagde, at palæstinenserlederen Yasser Arafat var blevet orienteret om indholdet af Genèveaftalen, før den blev afsluttet. Avisen citerede også Yasser Abed Rabbo, den “uofficielle” palæstinenser-leder, der forhandler aftalen, for at sige, at PLO støtter aftalen.

Der er ingen tvivl om, at den palæstinensiske ledelse støtter aftalen, og at de stod bag den fra begyndelsen. Palæstinensisk historie er fuld med eksempler, der giver bagslag i form af kostbar eftergivenhed, som kun har forårsaget tab og katastrofer. Den nuværende ynkelige situation for palæstinensernes ledelse og dets præsident er det direkte resultat af overilet formøbling af palæstinensernes rettigheder i et forgæves forsøg på at vinde fjendens kortsigtede gunst. Det nuværende forsøg vil ikke frembringe andet end ringeagtelse og tab.

For Israel har “aftalen” imidlertid kun fordele. Israel vil i fremtiden holde palæstinenserne fast på deres nye nedsænkede krav og simpelthen ignorere Israels “løfter”, siden de ikke engang er officielle.

Det palæstinensiske perspektiv med at hengive sig til fantomforhandlinger med Israels miskrediterede oppositionsparti er tåbelig. Det bekræfter, at palæstinenserledelsen ikke har nogen seriøs strategi at stille op over for Israel. Det vil yderligere distancere palæstinenserledelsen – som allerede er uansvarlig – fra folket og giver ufortjente belønninger til Israel, som selv, mens dette skrives, er i gang med at tilintetgøre Rafah og implantere nye kolonier over hele landet.

Hasan Abu Nimah er tidligere ambassadør og permanent repræsentant for Jordan i FN

The Electronic Intifada 30. oktober 2003

Overs. HPJ

http://electronicintifada.net/new.shtml

Comments are closed.