Antisemitisme – hus forbi

DPV

Der er en øget antisemitisme i Danmark og i resten af Europa, hvis man skal tro medierne og en ikke-offentliggjort rapport fra EU’s kontor for overvågning af racisme og andre grimme tilbøjeligheder. Det hævdes også, at der sker en øget sammenblanding af Israel-kritik og generel afstandtagen fra jøder.

Jeg har iagttaget forløbet og udsagnene med en blanding af skuldertræk og undren. Skuldertræk fordi det er et tema der lejlighedsvis dukker op, undren fordi mange medier på samme dag (23/11) bragte artikler om spørgsmålet – og i øvrigt før den henlagte rapport fra EUMC blev omtalt.

Det forlyder nu, at der i denne rapport hævdes, at pro-palæstinensiske grupper er med-ansvarlig for et angiveligt øget antal voldshandlinger mod jøder i Europa. Som formand for en toneangivende pro-palæstinensisk forening føler jeg mig provokeret til en kommentar.

Jeg skal medgive, at jeg ikke har kapacitet til at følge udviklingen i alle europæiske lande, men påstanden gælder i hvert fald ikke for Danmark. Jeg kan ikke få øge på pro-palæstinensiske organisationer, hvis talsmænd benytter sig af antisemitiske retorik eller på anden måde retter kritik af aktuel israelsk politik ved brug af negative udsagn om jøder. Og jeg ser absolut ingen åbne eller skjulte opfordringer til vold eller anden chikane mod jøder.

Jeg har heller ikke set skribenter om antisemitisme nævne eksempler på kritisable udsagn fra pro-palæstinensisk side. Det er jeg på den ene side glad for, mens jeg på den anden undrer mig over at generelle påstande om øget antisemitisme øjensynligt ikke afprøves i redaktionslokalerne, før de slippes ud i det offentlige rum.

Jeg husker en episode i fjor, hvor Dansk-Israelsk Forening på deres hjemmeside omtalte Dansk-palæstinensisk Venskabsforening som antisemitisk. Jeg skrev en mail til foreningen med anmodning om dels at fjerne denne beskyldning, dels om at forklare hvorpå den baserede sig. Hertil blev der svaret, at der ikke var nogen konkret baggrund, men at det var et synspunkt der var udbredt i foreningen og derfor indeholdt i omtalen af DPV på hjemmesiden. Det førte til en mere insisterende mail, hvor jeg forlangte denne ærekrænkende beskyldning fjernet medmindre man var rede til en retssag på spørgsmålet. Det løste problemet – men hvordan den grove beskyldning var blevet til, fik jeg aldrig nogen forklaring på.

Tendensen til at sammenblande Israel-holdninger og ”jødespørgsmål”, synes jeg imidlertid er ganske stor hos pro-israelske repræsentanter og lignende agenter. F.eks. var jeg meget forundret over at Jyllandsposten på lederplads (23/11) kunne bruge formuleringen ”Sagen er, at den israelske stat og det jødiske folk er oppe imod kræfter, som ikke ønsker fred, men en stats udslettelse”

Den erklæring rummer to problemer. Det ene er den meget lave sandhedsværdi – alle medlemmer i den arabiske liga står parate med fuld anerkendelse af Israel, hvis det vil acceptere en palæstinensisk stat. Den anden er, at den israelske stat gøres synonymt med det jødiske folk – netop den sammenblanding som andre hudflettes for.

En tilsvarende sammenblanding kunne læses i Berlingske Tidende (29/11) i et indlæg af Jann Sjursen, formand for Folketingets udenrigsudvalg, der kritiserer tilbageholdelsen af EUMC med henvisning til at den handler om trusler antisemitisme er ”for ikke bare jøder i Europa, men til syvende og sidst også Israel”. Igen bliver Israels fremtid som stat og jøders fremtid overalt i verden spundet ind i et skæbnefællesskab, og man evner ikke at holde tingene adskilt, som der flittigt kræves af andre.

Jeg har den holdning, at tendenser til antisemitisme skal bekæmpes uanset den aktuelle politiske situation i Mellemøsten, og at den israelske stat skal kritiseres for dets folkeretskrænkelser og dets vold mod palæstinensere uanset om der findes antisemitisme.

Det er jeg er sikker på vil være en fordel for såvel en frugtbar politisk debat om fred i Mellemøsten som bekæmpelsen af eventuelt jødehad (eller palæstinenserhad!), at emnerne behandles adskilt. Her har såvel de organiserede politiske aktører som medierne et meget stort ansvar for at så mange som muligt holder snot og skæg for sig.

NB: Indlægget er også indsendt til en avis som debatindlæg

Comments are closed.