Der er langt fra Haifa til Haifa

Information

Tusindvis af palæstinensere i Irak er efter krigen blevet smidt på gaden af de ejere, som under Saddam blev tvunget til at huse dem til en leje, der ikke er steget siden 1950’erne. For nogle er det anden gang i deres liv, at de finder sig selv i en støvet teltlejr i Bagdad

BAGDAD – Det var ikke lige det Haifa, 65-årige Hassan Mehmod Fhaid havde drømt om at vende tilbage til på sine gamle dage. Sammen med sin familie flygtede den dengang 10-årige Hassan ved staten Israels oprettelse i 1948 fra sit fødested, Haifa, der i dag er en del af Israel.

55 år senere befinder han sig igen i en palæstinensisk flygtningelejr – denne gang teltlejren på fodboldbanen i Haifa Sports Club i Bagdad. Her har han ligesom omkring 400 andre palæstinensiske familier fået tildelt et grågrønt UNHCR-telt, hvor han bor med sine to koner og et barnebarn.

»Under Saddam boede vi i et hus, som Socialministeriet ejede. De havde taget det fra en iraker – måske fordi han skyldte penge i skat. Da krigen sluttede, kom ejeren tilbage og smed os ud. Nu bor vi her på syvende måned, og det er meget ubehageligt,« fortæller den ældre herre og undskylder, at han ikke kan byde på te på grund af ramadanen.

I alt 5.000 palæstinensere – de fleste fra Haifa og Jaffa – flygtede under 1948-krigen mellem Israel og de arabiske lande til Irak, hvor de blev registrerede som flygtninge af det daværende regime. I dag tæller palæstinenserne – inklusive efterkommere og senere tilkomne flygtninge fra Syrien, Jordan, Libanon og Egypten – ca. 90.000 mennesker og er dermed Iraks største flygtningegruppe.

Mange irakere ser skævt til dem, fordi de følte, at Saddam Hussein favoriserede palæstinenserne ved at give dem reelt set gratis boliger på irakernes bekostning samt andre gratis goder. Prisen på lejeboligerne blev fastsat i 1950’erne og er ikke siden blevet prisreguleret på trods af appeller fra udlejerne. Da Bagdad faldt, udnyttede udlejerne kaos til at smide lejerne på porten. Omkring 1.000 palæstinensiske familier stod pludselig uden tag over hovedet.

»Vi bor 10 i det her telt – mig, mine forældre og mine syv søskende,« fortæller 22-årige Hanaa Nabbel, der studerer økonomi på Bagdad Universitet.

Hanaas nye hjem ligger omtrent midt i lejren, der består af flere hundrede telte presset sammen på en støvet fodboldbane omkranset af mure. Teltet er ca. 15 kvadratmeter stort og opdelt i to rum. ’Stuens’ inventar består af nogle slidte madrasser, der ligger oven på et gammelt, rødmønstret gulvtæppe, samt en lille kommode med skolehæfter og en videomaskine ovenpå. I loftet er et lysstofrør sat fast i teltdugen.

»Vi led virkelig under varmen i sommer, for der var mangel på vand. I begyndelsen kom der mange amerikanere og repræsentanter fra FN og lovede os, at de ville finde nye huse til os, men nu er der gået seks måneder, og vi bor her stadigvæk. Vi håber, at de finder en løsning, inden vinteren kommer, for der er ingen gulv i teltene, så vandet vil løbe lige ind. I går regnede det lidt, og da slukkede de for strømmen i hele lejren, fordi det var for farligt,« fortæller Hanaa Nabbel, inden hun går ind i ’soveværelset’ for at skifte tøj, før hun skal på universitetet.

Under forhænget mellem rummene stikker en stor mandefod frem. Lidt senere kommen en søvndrukken ung mand ud af rummet. Det er Hanaas ældre bror, Yousef. Han er familiens eneste forsørger, efter at faderen måtte opgive sit arbejde som skomager. Nu er det Yousef, der sørger for, at Bagdads kvinder har noget at stikke fødderne i.

»Det er frygteligt at bo i den her lejr. Jeg har ingen privatliv. Inden vi blev smidt ud af vores hus, kunne jeg invitere venner på besøg, men det har jeg ikke lyst til her. Selv toiletterne skal vi dele med hundredevis af andre. Jeg er totalt deprimeret over vores situation,« siger den unge mand, der – på trods af at han er født og opvokset i Irak – håber på, at han en dag kan vende tilbage til sine bedsteforældres jord i Palæstina.

Det ønske er han ikke ene om, fortæller 50-årige Muhammed Abdul Wahed, der er leder af PLO i Irak.

»Vi er sammen med FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, i gang med en omfattende registrering af alle palæstinensiske flygtninge i Irak. Det er aldrig blevet gjort,« fortæller han og nikker rundt i lokalet i Haifa Sports Clubs gymnastiksal, hvor 11 ansatte sidder ved hver sin computer med digitalkamera – parat til at registrere palæstinensiske flygtninge fra hele landet, der måtte finde vej til Bagdad.

»Alle udfylder et skema, hvor de blandt andet skal svare på, om de ønsker at vende tilbage til Palæstina, og langt hovedparten svarer ja.«

Årsagen er blandt andet, mener Muhammed Abdul Wahed, at palæstinenserne altid har følt sig som andenrangsborgere i Irak.

»Palæstinensernes rettigheder er aldrig blevet defineret i Irak. Skiftende styrer har truffet nogle beslutninger fra tid til anden alt efter hvilket humør, de var i, men op til i dag har vi stadigvæk ikke haft ret til at eje værdier – hverken hus, bil, forretning eller selv et kørekort. Palæstinenserne kunne lide Saddam, fordi han er vedblevet med at støtte befrielsen af Palæstina, men i virkeligheden var det alt sammen bare propaganda,« siger Wahed, der håber på, at de irakiske flygtninge – når registreringen er slut – kan komme ind under FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, der har ansvaret for hjælpen til palæstinensiske flygtninge i de besatte områder, Jordan, Libanon, Syrien og Egypten.

Ude blandt teltene er kvinderne i gang med at forberede dagens iftar – ramadan-morgenmaden – på de medbragte komfurer, der står i det fri foran teltene.

I de smalle midtergange leger deres børn, som måske først efter denne krig, da de mistede deres hjem, har fundet ud af, at de er palæstinensiske flygtninge.

For Hassan Mehmod Fhaid er det historien, der gentager sig. Selv om han lige nu knap tør håbe på, at han får tildelt en lejlighed i Bagdad, så er der ingen tvivl om, hvad han kalder for ’hjem’.

»Hvis bare israelerne gav os lov, så ville jeg vende tilbage til Haifa. Det ville vi alle sammen. Jeg håber, det lykkes en dag, inshallah,« siger han.

inf 12/11 2003

Comments are closed.