Ole Sippel og DR

Berlingske Tidende

Der findes ikke en endegyldig sandhed

Ole Sippel svarer på kritikken af hans Mellemøst-dækning i DR

(Uddrag af længere interview på www.berlingske.dk 26. juli 2003)

– Du har i et indlæg i Weekendavisen beskyldt dine kritikere for at benytte Goebbels-agtige metoder. Hvad mener du præcis med det?

– At Goebbels var berygtet for, at hvis man gentager en løgn tilstrækkelig ofte, bliver den til sidst sandheden. Og det er det princip, som Søren Espersen (DR-bestyrelsesmedlem og pressechef i Dansk Folkeparti, red.) kører efter.

– Han har aldrig fremlagt den mindste form for dokumentation. Espersen står 150 procent på den israelske højrefløjs side, og det vil han gerne se afspejlet. Jeg står ikke på nogen fløj, men forsøger ud fra min journalistiske overbevisning at komme så tæt på sandheden, som man nu engang kan. Der er ikke én endegyldig sandhed, så derfor må man bringe så mange variationer, som man kan, svarer Ole Sippel.

– Espersen siger for eksempel, at du i din dækning af den påståede Jenin-massakre på palæstinensere aldrig fortalte dit publikum, at der ikke var nogen massakre?

– Jeg har aldrig nogensinde selv brugt udtrykket ‘massakre’. Jeg har sagt, at palæstinenserne brugte ordet ‘massakre’, og at israelerne afviser det. Espersen hører det, han vil høre, siger Sippel.

Terroristerne

– Formanden for Dansk-Israelsk Forening, Otto Rühl, nævner for eksempel et indslag i Radioavisen, hvor du tydeligt lægger luft til Israels beskrivelse af selvmordsbombere som terrorister?

– Jeg kan pille det hele fra hinanden. Jeg var slet ikke inde på selvmordsbombere. Jeg brugte vendingen ‘dem, israelerne kalder terrorister’. I det ligger, at israelerne arresterer løs blandt palæstinensere og dem, de mistænker for at være terrorister. De arresterer også dem, de ikke har materiale imod, men bare tager med sig.

– Når jeg skal udtrykke mig kortfattet i en morgenradioavis, kan jeg ikke bare adoptere, hvad den israelske propagandamaskine – inklusive Sharon – siger. Jeg har ofte brugt udtrykket ‘terrorister’ om selvmordsbombere. Men jeg vil ikke bruge ordet terrorister om alle de 6000 palæstinensere, som bliver arresteret i flæng.

– For de er ikke alle terrorister. De får ingen rettergang, og deres familier bliver ikke underrettet. Otto Rühl ønsker bare, at jeg skal viderebringe Sharons tankegang, siger DR-korrespondenten.

– Otto Rühl henviser til, at TV2s korrespondent i Mellemøsten, Steffen Jensen, engang nærmest er blevet smidt ud af Arafats kontor for at være for kritisk. Hvorfor optræder du aldrig kritisk på samme måde?

– Jeg er ikke blevet smidt ud af nogens kontor, siger han.

Stemningen

– Dine kritikere henviser også til et interview med Shimon Peres (tidl. udenrigsminister i Israel, red.), hvor der skulle være en ubehagelig stemning mellem dig og ham?

– Det er en fordom igen. Shimon Peres er den politiker, som jeg har interviewet mest overhovedet. Jeg har interviewet ham tyve eller tredive gange. Da han var i København sidste år i juli, tilbragte jeg en time – halvprivat – med ham i Tivoli, hvor vi gik rundt og snakkede om løst og fast. Jeg har aldrig mærket nogen ubehagelig stemning. Hvorfor skulle han dog blive ved med at lukke sit kontor op, hvis der var det ubehag?

– Er du imod staten Israels eksistens?

– Det er det rene vrøvl, løgn og bagvaskelse. Jeg har det fint med staten Israel. Siden før seksdageskrigen i 1967 har jeg gået ind for Israels eksistens. Jeg har en baggrund, hvor jeg ganske vist ikke kan huske krigen, men jeg er vokset op lige efter og kom en del i Tyskland.

– Der så jeg i biograferne koncentrationslejrenes inferno. Det har påvirket mig dybt hele livet igennem, at sådan noget måtte aldrig gentages. Derfor hylder jeg en række basale humanistiske værdier. Men jeg mener, at også Israel skal efterleve de resolutioner og erklæringer, som man selv har underskrevet, siger DR-journalisten.

Bopælen

– Hvorfor bor du ikke i Israel, men i Amman i Jordan. Har du det personligt svært med israelerne?

– Suk… Israel er det land, som jeg har rejst mest i, og jeg kommer der jævnligt. Jeg har rent faktisk et kontor i Israel, og jeg har mange israelske venner. Hvis de herrer, som angriber mig, gad følge med i israelsk presse, ville de se, at debatten i Israel er langt skarpere end den, jeg refererer. Israel er splittet.

– Kritikere peger på, at den israelske ambassade i Danmark ikke bryder sig om dine indslag. Har de selv fortalt dig det?

– Jeg har ikke hørt noget hernede, og det kan jo være fordi, at de er klogere i Jerusalem end den førstesekretær, som sidder på stoffet i København. Den tidligere ambassadør havde jeg en kontrovers med. Det var jeg langt fra den eneste, der havde i København. Han gjorde sig umulig mange steder. Men vi ved, at israelerne kører en registrering af, hvad der bliver sagt og skrevet i dansk presse, og hvis det ikke er 100 procent for Israel, så er det imod Israel.

Kilderne

– Har du overhovedet længere kilder i Israel. Dine kritikere antyder, at det ikke er tilfældet?

– Har de deres egen efterretningstjeneste? Det er vilde påstande. Jeg har masser af israelske kilder, lyder det fra Sippel.

– Har du nogensinde været med i et politisk parti eller skrevet under på politiske budskaber?

– Bortset fra at det ikke kommer offentligheden ved, så har jeg aldrig været med i noget politisk parti, jeg har aldrig nogensinde skrevet under på noget, der har det mindste politiske indhold, for det er uforeneligt med at være en uafhængig kritisk journalist.

– Mit politiske tilhørsforhold er ikke-eksisterende. Jeg har stemt både til højre og venstre for det danske centrum, slår han fast.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Klip fra pressen, Pressemeddelelser. Bogmærk permalinket.