Gengældelsen var ventet

DPV

Gengældelsen var ventet

Det var forventet at Islamisk Jihad ville gengælde drabet på deres leder i Hebron d. 14. august. De palæstinensiske grupper har samstemmende udtalt, at de ikke vil respektere våbenhvilen, hvis Israel foretog likvideringer af palæstinenssiske ledere.

Natten til torsdag d. 14. august likviderede Israel en højtstående leder af Islamisk Jihad, den 25-årige, Mohammed Sider. Mordet var et af flere målrettede mord på palæstinensere i områderne siden slutningen af juli.

Aktionen fik straks Islamisk Jihad til at true med gengæld, og flere mellemøstlige iagttagere og politikere udtalte at man nu kunne frygte for den sårbare våbenhvile og den spinkle fredsproces.

Palæstinenserne betragter de israelske angreb som provokationer. Drabet på Jihad-lederen kom knapt en uge efter et tilsvarende raid mod en flygtningelejr i Nablus på den nordlige del af Vestbredden, hvor to ledende Hamas-medlemmer blev dræbt. Gengældelsen for Nablus-angrebet kom i tirsdags d. 12. august, da to selvmordsbombere dræbte to israelere og sårede 10 andre.

Både Hamas og Islamisk Jihad står bag den såkaldte hudna – en ensidig palæstinensisk våbenhvile, som det internationale samfund har sat sin lid til vil medvirke til fremskridt for den såkaldte Køreplan for Fred. Køreplanen skal ende med en selvstændig palæstinensisk stat i 2005.

Men Israel har ikke respekteret våbenhvilen, som de mener er utilstrækkelig, og har vedvarende krævet, at de palæstinensiske myndigheder (PA) afvæbner og arresterer de militante grupper og fjerner »terrorismens infrastruktur«. Det har premierminister Abu Mazen (Mahmoud Abbas) afvist af frygt for, at det vil føre til en regulær palæstinensisk borgerkrig.

Refereret fra www.berlingske.dk d. 20 og 14. august.

Dette indlæg blev udgivet i Demonstrationer, Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.