Arafat er stadig nøglefigur

DPV

Herbert Pundik udtrykker i sin kommentar ”Indviklet spil om palæstinensiske fanger” (Pol. 13. 7.) indirekte ønsket om at Ariel Sharon skal hjælpe den palæstinensiske premierminister Abu Mazen over hækken i det fælles hækkeløb mod fred. Og dermed også til en styrket position i det palæstinensiske samfund.

Ingen der oprigtigt håber på fred i området kan være uenig med Pundik, når han udtrykker sine gode ønsker for hvad han betegner som ”et hækkeløb, hvor begge konkurrenter ved, at begge taber, hvis ikke begge vinder”. Men det ville være godt, hvis Pundik også erkendte, at Mazen ikke kan løbe distancen alene og tillod sig selv at kaste et blik på en aktør, som vestlige medier i utide har forvist til en plads på sidelinien. Hvor svært det end måtte være at acceptere for vesten, tyder alt nemlig på, at der i en overskuelig fremtid ikke er udsigt til en fred uden Yassir Arafat.

For det første er Arafat mere end blot en leder- han er et ikon og et symbol for palæstinenserne som folk og for den kamp, som de selv definerer som deres frihedskamp.

I kraft af denne status er han det naturlige omdrejningspunkt for såvel en fred med Israel som for den nationsopbygning, som gerne skal finde sted i Palæstina.

En nylig opinionsmåling foretaget af det anerkendte Palstinian Center for Public Opinion viser, at godt halvdelen af alle adspurgte (53,5 %) ikke mener at nogen anden leder end Arafat på nuværende tidspunkt vil være i stand til at indgå fred med Israel.

Det haster med freden og opbygningen af en palæstinensisk nation. En fastholdelse af den nuværende situation vil øge den politiske polarisering og forhindre den underskov af demokratisk bevægelser og grupperinger, som begyndte at spire under intifadaen i at vokse op. Næppe godt nyt for nogen der ønsker fred og demokrati i Mellemøsten – og frihed fra angsten for terror for os i vesten.

Else Christensen, 20. juli 2003

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.