JEG HAR jævnligt måttet tage mig til hovedet ved læsning af artikler om den såkaldte køreplan for fred i Mellemøsten. Mest ved artikler fra de store nyhedsbureauer, men ind imellem også når JP’s journalister har været på banen.
26/5 bragte JP en stor artikel fra Reuters om beslutningen i det israelske parlament om at godkende køreplanen med 15 forbehold, hvilket ifølge artiklen betød, at nu rykkede dannelsen af en palæstinensisk stat nærmere.
Det er desværre næppe sandt, eftersom de 15 forbehold umuliggør en levedygtig palæstinensisk stat.
Hvis der havde været en kritisk journalist og ikke blot en mikrofonholder fra nyhedsbureauet, kunne læserne have fået denne dimension med.
Senere i artiklen kan man læse, at Sharon mener, at det er på tide at »dele dette stykke land mellem os og palæstinenserne.
»Men han sagde dog ikke noget om, hvor meget land palæstinenserne får,« skrev journalisten.
Kan man som journalist være uvidende om, at der ikke er tale om, at Israel skal give gaver til palæstinenserne, men at de skal levere besat land tilbage, Gaza, Vestbredden og Øst-Jerusalem. Er det for meget at forlange, at journalister og nyhedsbureauer kender en smule til folkeretten og beskriver konflikter i denne ramme – frem for blot at følge den israelske konfliktopfattelse?
Ole Olsen, formand for Dansk-palæstinensisk Venskabsforening, Munkesøvej 21 B, Roskilde
Bragt i Jyllandsposten 28. maj 2003