Blændet af sikkerhed

Information

At Israel med omkring 300 bemandede og ubemandede checkpoints holder tre millioner palæstinensere indelukket i flere end 300 isolerede enklaver er et nødvendigt onde, hvis landet skal forhindre flere selvmordsangreb i israelske byer. Sådan lyder argumentet fra den israelske hær, IDF, som ikke forsømmer en lejlighed til at fortælle, hvor mange selvmordsaspiranter, det har standset ved checkpointene. Sådan ser de israelske politikere på det. Og sådan ser flertallet af den israelske befolkning på det. At der skulle være en sammenhæng mellem det voksende antal unge palæstinensere, som er villige til at udføre selvmordsangrebene, og den strenge kontrol af palæstinensernes bevægelser, synes derimod at blive ignoreret af både IDF, Ariel Sharon og hr. og fru Israel.

Den palæstinensiske befolkning ser omvendt lukningspolitikken som kollektiv afstraffelse og chikane. I løbet af intifadaen er palæstinensernes hverdag alene pga. lukningspolitikken blevet berørt på ethvert plan. De tabte lønindkomster fra arbejde i Israel berører direkte tusindvis af familier og har skabt en situation, hvor 60 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Økonomien er så forkrøblet, at bruttonationalproduktet et blevet halveret på to år. Besøg hos venner og familie i nabobyen er sværere end at mødes et sted i udlandet; især hvis familierne er splittet mellem Vestbredden og Gaza. Børn og unges uddannelse er voldsomt berørt pga. tabte skoledage, fordi elever og lærere ikke kan komme frem.

Enhver form for spontanitet er dræbt. Ingen tør glæde sig til familiefesten, næste semester på universitetet eller pilgrimsrejsen til Saudi-Arabien, for de ved ikke med sikkerhed, om det vil blive til noget.

Lige som man ikke kan adskille lukningspolitikken og det voksende had blandt palæstinenserne, kan man heller ikke adskille den fra bosættelserne. De interne lukninger er hovedsageligt til for at beskytte de israelske bosættere. Derfor giver det ikke mening, når den israelske regering forsøger at fremstille lukningspolitikken som en midlertidig foranstaltning, der skal forhindre terrorangreb, for Sharon har så sent som i forrige uge gentaget, at han ikke agter at opgive alle bosættelser på Vestbredden. Mange palæstinensere er af den opfattelse, at Israels egentlige intention er at inddrage Vestbredden i Israel og kun acceptere en palæstinensisk ministat i Gazastriben. I praksis er det allerede sket. I løbet af Oslo-fredsprocessen udnyttede Israel sin position som besættelsesmagt til at udvide bosættelserne, så israelske enklaver nu ligger spredt ud over Vestbredden – langs Jordan-dalen, den grønne linje, Østjerusalem, som nabo til palæstinensiske byer og flygtningelejre. Israelsk infrastruktur i form af hovedveje, vand- og el-forsyning osv., israelske skatteregler og -undtagelser, og israelsk lovgivning gælder i dag i realiteten fra Jordanfloden til Middelhavet.

Dette har sammen med forarmningen af de besatte områder gennem lukningspolitikken, ødelæggelserne af huse og marker og det høje antal civile dræbte været med til at berøve palæstinenserne enhver tro på fremtiden og på Israels vilje til fred. Og hvis man ingen fremtid har, så er det næstbedste at få hævn, synes mange unge palæstinensere at konkludere.

Der er skabt en ond cirkel, som har rod i besættelsen, men som er blevet forstærket fra 1991, hvor Israel indførte de første restriktioner i forhold til den palæstinensiske befolknings bevægelsesfrihed – restriktioner der siden er blevet forfinet og strammet til det yderste. Denne totalkontrol af selv de mindste ting i hverdagen har skabt et brændende had blandt palæstinenserne, således at man ikke kan påstå, at Israels argument om, at der ville være flere selvmordsangreb uden aflukning af de besatte områder, er forkert.

Men ligesom Israel selv har været med til at skabe grobund for ekstremisme gennem lukningspolitikken og en hårdhændet miliær strategi, kan Israel også selv vælge at bryde den onde cirkel ved at fjerne sine – ifølge Folkeretten og adskillige FN-resolutioner – ulovlige bosættelser. Derved forsvinder også behovet for at kontrollere palæstinensernes bevægelser inden for deres eget territorium. I stedet kan kontrollen be-grænses til en fremtidig grænse mellem to uafhængige stater. For der vil, selv efter bosættelserne er rømmet, være en trussel mod Israel mange år frem fra den ’tabte generation’, der er vokset op under den anden intifada. Den trussel forsvinder først, når palæstinenserne igen kan se et spinkelt håb om en bedre fremtid. Det kræver – foruden en følelse af at retfærdigheden er sket fyldest ved bl.a. skabelsen af en palæstinensisk stat – økonomisk fremgang og derved bedre levelivkår. Ifølge Verdensbanken kan det først ske, når varer og tjenesteydelser igen frit kan flyde mellem Israel og de palæstinensiske områder. Altså en afvikling af lukningspolitikken, som den ser ud i dag.

Før Israel indser – eller indrømmer – at der er en sammenhæng mellem selvmordsangreb, bosættelser og lukningspolitikken – at midlet der skal bremse terror også skaber den – vil der hverken blive fred eller sikkerhed for nogen parter.

Dette indlæg blev udgivet i Analyser, Gamle indlæg, Klip fra pressen, Kommentarer. Bogmærk permalinket.