Dæmonisering af palæstinensere

Ole Olsen, DPV

Udenrigsministeriet har efter Bush’s krigstale skærpet rejsevejledningerne til Mellemøsten – logisk nok. Men når man kigger på detaljerne, rejser der sig en række spørgsmål.

Eksempelvis råder UM alle danskere til at forlade Gaza og Vestbredden, mens danskere i Israel blot rådes til stor forsigtighed. Kunne man få begrundelsen for denne skelnen. Venter UM at Saddam sender raketter mod de besatte områder og ikke mod Israel? Eller forventer UM, at Israels soldater i Gaza og på Vestbredden vil være endnu mere aggressive end i forrige uge, hvor jeg besøgte områderne? Eller regner UM med at palæstinensere vil overfalde vestligt udseende i sympati med Saddam?

Vender man blikket mod Libanon, rådes der generelt til forsigtighed, men specifikt til at holde sig på afstand af palæstinensiske flygtningelejre. Regner UM med at palæstinensere i Libanon snarere end andre af irakkernes arabiske brødre i landet kunne tænkes at overfalde pæne danskere? Eller hvad er begrundelsen?

Jeg sidder ærlig talt tilbage med en kedelig mistanke om at man i UM har genoptaget gammel vanetænkning og iklæder palæstinenserne en dæmonisk karakter. Så jeg vil blive glad, hvis UM ville argumentere konkret for sine aktuelle anbefalinger.

Comments are closed.