Palæstina må vente

DS/Information, Information

Leder i Information af ds, 12. marts 2003

MEDDELELSEN VAR GANSKE lakonisk i sin tone i forgårs: Bush-regeringen har besluttet at udskyde offentliggørelsen af sin såkaldte ’køreplan for fred i Mellemøsten’, til efter krigen mod Irak er overstået. Det drejer sig om den plan, der skal sikre etableringen af en selvstændig palæstinensisk stat i løbet af de kommende tre år og dermed bilægge den blodige strid mellem israelere og palæstinensere.

Nuvel, man kan ikke forlange det umulige af de overbebyrdede amerikanske diplomater. Skulle de virkelig have tid til at udarbejde køreplaner og holde møder med israelere og palæstinensere midt i travlheden med at forberede en Irak-krig? Det kunne udløse overarbejde, stress-symptomer og udbrændthed, og det kan vi jo ikke have, vel?

Nyheden, som stod at læse i New York Times i mandags, er en af de utallige historier, som let risikerer at drukne i den flodbølge af andre internationale topnyheder, som oversvømmer medierne i disse dage. Men som ikke desto mindre siger uhyggeligt meget om Bush-regeringens reelle dagsorden i Mellemøsten.

I KØLVANDET PÅ 11. september var der én lære af tragedien, som stort set alle Mellemøst- og sikkerhedseksperter kunne blive rørende enige om: USA burde sætte alle kræfter ind for at løse konflikten mellem Israel og Palæstina. Denne konflikt er et ulmende sår, som forpester og forgifter den politiske atmosfære i hele regionen og nærer de arabiske befolkningers bitterhed mod de vestlige lande, og især mod USA.

Hvad skete der? I stedet for at sætte et energisk initiativ i gang for at løse denne strid, så snart felttoget mod Afghanistan og al-Qaeda-lejrene i dette land var fuldført, valgte Bush-regeringen at rette hele sit fokus mod Irak.

I måned efter måned har Palæstina-spørgsmålet fået lov at sejle eller er blevet holdt hen af amerikanerne. I december meddelte USA, at ’køreplanen’ først kunne offentliggøres efter det israelske valg i slutningen af januar. Og nu brydes også dette løfte med en ny udsættelse. Det sker tilmed i samme øjeblik, som Arafat og hans palæstinensiske selvstyreregering begynder at leve op til de amerikanske krav om at udnævne en premierminister og fratage samme Arafat en del af hans enerådige magtbeføjelser.

UDSÆTTELSEN ER IKKE KUN en hån mod palæstinenserne og deres lidelser. Den er en kæmpe begmand til de USA-venlige arabiske lande, som i optakten til en krig mod Irak i den grad har brug for at kunne forsikre deres egne skeptiske befolkninger om, at også Palæstinaproblemet søges løst.

Og så er den et spark i øjet til EU-landene og til Rusland, som sammen med FN udgør de tre andre parter i den såkaldte ’Mellemøst-kvartet’, der har påtaget sig opgaven at forsøge at mægle og puste nyt liv i den døende fredsproces. De samme europæiske lande, som USA ønsker opbakning fra til sin Irak-krig, er end ikke blevet konsulteret forud for den amerikanske beslutning om at udskyde fredskøreplanen. Ifølge New York Times er de rasende, og blandt de allervredeste er Storbritanniens Tony Blair, som ved tidligere lejligheder har tryglet George W. Bush om at engagere sig mere i Israel-Palæstina-konflikten.

SÅ SENT SOM I FREDAGS lagde Frankrigs udenrigsminister, Dominique de Villepin, under debatten i Sikkerhedsrådet vægt på, at fraværet af fredsbestræbelser i Israel-Palæstina-krisen er en langt større trussel mod stabiliteten i Mellemøsten end Saddam Hussein.

Vor egen udenrigsminister, Per Stig Møller, har også god grund til at føle sig trådt over tæerne. Han havde under det danske EU-formandskab en stor del af æren for at udforme det fredsinitiativ, som i dag udgør grundlaget for ’kvartettens’ anstrengelser – og så sent som i denne uges udgave af Berlingske Nyhedsmagasin understreger han, at USA har forsinket processen. Det havde været langt bedre at starte med at løse den israelsk-palæstinensiske konflikt før et opgør med Irak, mener han. »Når jeg taler med mine arabiske kolleger, lægger de megen vægt på, at det bliver tydeligt for de arabiske befolkninger, at der er vilje til at gennemføre fredsprocessen,« siger han.

I et interview i denne avis i mandags advarer den britiske filosof Jonathan Glover om risikoen for, at den islamiske verden og USA ender i en konflikt, som er en storskala-version af det, der foregår mellem israelere og palæstinensere. Den risiko synes at vokse dag for dag.

Bush og den republikanske højrefløj, der sidder ved roret i Washington lige nu, forsømmer ingen lejlighed til at udtrykke deres foragt for forgængeren Bill Clinton, den jazz-spillende sen-hippie, der glad brugte sin tid på at ryge cigarer med Monica i Det Ovale Værelse, mens han lod verden sejle sin egen sø, og truslerne mod USA hobede sig op. Men Clinton brugte mange kræfter på at forsøge at løse konflikten mellem Israel og Palæstina. Den nuværende regering signalerer helt tydeligt, at den dybest set er ligeglad.

Comments are closed.