Opfordring til Gillon

Henning Kjeldgaard, Jyllands-Posten

Opfordring til Gillon

Kronik i Jyllands-Posten 24. november 2002

Af Henning Kjeldgaard, tidligere ambassadør, København

Fundamentalt er der ingen forskel på de overgreb, som Milosevic-styret gennemførte på Balkan – og som han nu sidder på anklagebænken for i den internationale krigsforbryderdomstol – og Sharon-regeringens undertrykkelsespolitik i de besatte områder, skriver Henning Kjeldgaard

ISRAELS ambassadør i Danmark, Carmi Gillon, forsøger i en kronik i Jyllands-Posten (30/10) at udnytte den stærke fordømmelse af terrorhandlinger som den 11.september sidste år har medført i næsten samtlige verdens lande. Og som vi så ofte har hørt fra israelsk side, forsøger han at brændemærke palæstinensernes leder Arafat som terrorist. Samt angribe palæstinensernes “venner” for med deres støtte at retfærdiggøre Yassir Arafats terrorstrategi.

Hvem er terrorister?

Betegnelsen “terrorist” har jo altid været anvendt af magthaverne – franskmændene i Algeriet, englænderne i Kenya og apartheidstyret i Sydafrika – i forsøgene på at fortsætte undertrykkelsen af den indfødte befolkning. Og erfaringerne har lært os at magthaverne i sidste ende er blevet tvunget til at forhandle med “terroristerne”.

Men hvis man endelig skal bruge en sådan betegnelse, hvem er det så egentlig, der er “terrorister” i Mellemøsten.

Er det Arafat og det palæstinensiske selvstyre, som EU har hjulpet til med at opbygge? Eller er det ikke snarere Israel, der nu på 35. år har holdt de palæstinensiske områder besat? Og som gennem de sidste to år systematisk har ødelagt hele infrastrukturen og dræbt de mennesker som arbejdede for Arafats palæstinensiske selvstyre?

Op til seks-dages krigen i 1967 var jeg som næsten samtlige unge socialdemokrater en ven af Israel. Men jeg har som dem skiftet mening, efterhånden som Israels besættelse af de erobrede områder varede længere og længere, uden at de skiftende israelske regeringer var villig til at indgå en fredsaftale med palæstinenserne. For en aftale med palæstinenserne – og det vil sige med Arafat, så længe han er deres leder – er den eneste farbare vej til fred for begge parter.

Systemastik krænkelse

Til gengæld har den besættelse, som israelerne har gennemført i en periode, der er syv gange så lang, som da Danmark var besat af nazisterne, haft helt uacceptable konsekvenser.For at gennemtvinge besættelsen har den israelske hær taget stadig skrappere midler i brug. Midler der ikke alene krænker det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse, men som krænker alle former for menneskerettigheder: systematiske fordrivelse af palæstinenserne fra deres jord til fordel for en fanatisk samling bosættere, likvideringer af de repræsentanter man ikke bryder sig om samt tortur af dem, man har taget til fange.

For slet ikke at tale om konsekvenserne i form for sprængning af huse for familierne til de såkaldte terrorister samt ødelæggelsen af de økonomiske muligheder for at overleve i de besatte områder.

Når befolkningerne i Europa – i modsætning til USA – i stigende grad vender sig i afsky mod den israelske besættelse af de palæstinensiske områder på Vestbredden, i Gaza-området og i Østjerusalem, skyldes det erindringen om, hvad en besættelse indebærer.

Modarbejdet FN

Men det skyldes også en frustration over, at Israel har ignoreret eller direkte modarbejdet samtlige de beslutninger, der er truffet i FN for at få afsluttet konflikten. Dermed har Israel ikke alene hindret en løsning af konflikten efter de retningslinjer, som det internationale samfund har opstillet, men har direkte modarbejdet udviklingen af det internationale samarbejde indenfor FN, som er grundlæggende for en dansk – og europæisk – tankegang.

Det gælder ikke mindst den israelske bosættelsespolitik, der – ud over at være folkeretsstridig – har til formål at forhindre oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat ved at skabe en ny realpolitisk kendsgerning.

Bygger på had og frygt

Jeg kan være enig med Carmi Gillon om, at vi skal støtte de moderate, demokratiske og sekulære kræfter i både Israel og i det palæstinensiske selvstyre. Jeg vender mig derfor også mod de terrorhandlinger i form af selvmordsbomber, som Islamisk Jihad og Hamas gennemfører på israelsk territorium. Men hverken den nuværende israelske regering eller bosætterne kan betegnes som moderate, demokratiske eller sekulære. Tværtimod: fundamentalt er der ingen forskel på de overgreb som Milosevic-styret gennemførte på Kroatien, Bosnien og Kosovo – og som han nu sidder på anklagebænken for i den internationale krigsforbryderdomstol – og Sharon-regeringens undertrykkelsespolitik i de besatte områder. Det drejer sig i begge tilfælde om gennemførelsen af en ekstremt nationalistiske og fundamentalistisk politik, som bygger på had og frygt og dermed hindrer egentlige fredsforhandlinger.

Kan koste jobbet

Så kære Carmi Gillon:

Stands tilsviningen af dine modstandere og styrk de kræfter i Israel, der arbejder for, at der kan indgås en ægte fred med palæstinenserne.

Men så længe Sharon er premierminister vil det koste dig dit nuværende job!

Henning Kjeldgaard er medlem af Socialdemokratiets Internationale Udvalg og af Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening

Comments are closed.