Dansk fredsvagt deporteres

DPV

Dansk fredsvagt deporteres

Den danske fredsvagt Ole Poulsen, sidder nu i fængslet i Ramle udenfor Tel Aviv. Her afventer han at blive deporteret fra Israel. Ole Poulsen blev anholdt fredag under en protest mod opførelsen af den israelske mur, der skal adskille de besatte områder fra Israel. Læs øjenvidneskildringen af fredsvagten Signe Færck.

Ved anholdelsen i fredags forsøgte Fredsvagterne at beskytte omkring 200 lokale palæstinensiske landsbyboere, som protesterede mod opførelsen af Israels »adskillelsesmur«. Opførelsen af muren sker lige udenfor landsbyen og fratager beboerne 80% af deres jord og dermed livsgrundlag.

Den danske Fredsvagt Signe Færck var tilstede ved anholdelsen af Ole Poulsen. Hun beretter: »Fredag demonstrerede vi på samme sted mod opførelsen og placeringen af Muren. Da vi fandt ud af, de var i gang med at ødelægge træer i et af de andre områder, gik vi samlet til dette sted. Vi fik stoppet bulldozerne og presset militæret tilbage. Vi blev stående på stedet overfor militær og politi.«

»Kort efter bønnen blev vi givet et ultimatum om at forlade området, der var militært lukket område ellers ville de bruge vold. Vi fortalte dem, at vi blev på området der tilhørte bønderne fra landsbyen, og alle aktivister satte sig ned.«

»Pludselig og uden anledning begyndte militæret og politiet at affyre store mængder tåregas og flere lydbomber. Folk begyndte at løbe tilbage og op af en skrænt og militæret skød mange gummikugler, tåregas og enkelte live bullets (skarpe skud, red.) efter flygtende folk.«

»Jeg var et stykke ned af vejen, da jeg vendte mig og så enkelte internationale tilbage ved militæret. Ole og et par andre løb tilbage for at hjælpe dem, og jeg så Ole bliver skubbet eller smidt meget hårdt mod jorden og en soldat, der truede ham med sit maskingevær rettet mod brystet.«

»Arrestationen var generelt meget brutal, til trods for at man gentagne gange hørte fredsvagterne råbe ‘no violence’, ‘stop the violence’ og ‘don`t hurt us’ (‘ingen vold’, ‘stop volden’ og ‘slå ikke’, red.) Imens forsatte andre soldater med at skyde gummikugler og tåregas efter internationale og palæstinensere til vi var helt ude af syne.«

Personale fra Danmarks ambassade i Israel har besøgt Ole Poulsen i fængslet i Ramle og han har det – efter omstændighederne – godt. Deportationen af de internationale fredsvagter ventes at finde sted i midten af ugen.

Af Linda Hansen/Monsun

Comments are closed.