Muren bygges trods modstand

Sune Segal, DPV

Muren bygges trods modstand fra fredsvagter og bønder

Læs dette brev fra en fredsvagt:

Hej

Jeg er lige vendt tilbage til Ramallah efter at have tilbragt tre dage i en palæstinensisk landsby ved navn Falamiya i nærheden af den Grønne Linje (grænsen menllem Israel og Vestbredden). Indbyggerne står over for at få ca. tre fjerdedele af deres jord konfiskeret i forbindelse med bygningen af det såkaldte sikkerhedshegn mellem Israel og Vestbredden, fordi hegnet på dette sted, lige som det er tilfældet på størstedelen af den projekterede strækning, bliver bygget flere kilometer inde på Vestbredden og altså napper en masse palæstinensisk land med i købet. Både i Falamiya og i de andre berørte landsbyer smadrer projektet den lokale økonomi, fordi befolkningen i omraadet lever af at dyrke oliven og frugt på jorder, der altså nu vil komme til at ligge på den israelske side af hegnet.

Oven i hatten er hegnets rute planlagt således at det tager langt de fleste palæstinensiske brønde og vandreservoirer med i købet, hvilket betyder, at den lokale palæstinensiske befolkning ikke blot mister deres jord, men også det vand, som skulle have været brugt til at overrisle det lidt, de har tilbage.

Det var en intens oplevelse, isaer fordi landsbyen de sidste par dage har haft besøg af op mod 70 europæere, amerikanere og israelere, hovedsageligt fra en international fredsbevægelse ved navn ISM. Det er mange gaester for en landsby med 700 indbyggere. ISM-folkene var og fortsat er i byen for at protestere mod bygningen af hegnet og for helt konkret at forhindre det til jobbet hyrede entreprenørerfirma i at udføre sit arbejde. Det er ganske enkelt foregået ved, at folk er gået ud i plantagerne og har stillet sig i vejen for Manden med Motorsaven (før bulldozerne går i gang med at planere skal træerne – i de fleste tilfælde oliventræer – fældes).

Der var bare lige den hage ved det, at entreprenøren havde hyret fire vagter fra et sikkerhedsfirma (af samme type som det israelske vagtselskab, Group 4 Falck har købt). Fire stk. ravende fuldtidsspsykopater udstyret med pistoler, Uzi´er, skudsikre veste og spejlsolbriller, sat til at passe på overpsykopaten, Chainsaw Man – en lille, kronraget bodybuilder-hooligan med en stor edderkop tatoveret paa nakkedellerne. Hans job var at fælde de oliventræer, der står i vejen for hegnet – og han var det mest utilregnelige menneske, jeg har mødt. Det ene øjeblik gik han rundt og smilede mens aktivisterne prøvede at overtale ham til at lade være med at fælde træerne, det næste øjeblik stak han motorsaven op under næsen på folk mens han skreg, at han ville slå dem ihjel.

Og vagterne – et bundt vanvittigt aggressive 20 årige knægte, der bl.a. på et tidspunkt rev fat i en amerikansk pige på 150 cm og slyngede hende flere meter hen ad jorden og desuden uddelte adskillige knytnæveslag mens de skreg at de ville smadre alle. Tag et bundt sociale misfits med gigantiske mindrevaerdskomplekser, folk, der ikke kan få et andet job. Udstyr dem så med en maskinpistol og fortæl dem, at de skal gå lige i flæsket på enhver, der laver problemer… Og oven i alt det er der saa en masse israelske soldater, der stod og overvåger situationen. Needless to say er de bedste pals med vagterne, som de joker med og lader sidde i deres jeeps naar de holder pause. Det er så sindssygt, at man ikke fatter det selv om man staar midt i det.

Og så var der folkene i landbyen. De var håbefulde indtil i eftermiddags. Historien er, at Frankrig har sponsoreret et stort vandprojekt i området, dvs. vandledninger, boringer, reservoirer etc. De lokale havde derfor kontaktet det franske repræsentationskotor i Ramallah for at få konsulen til at komme ud og forhandle med israelerne om at lade hegnet følge en rute tættere på den Grønne Linje. Samtidig var der som sagt kæmpe røre i landsbyen, eftersom den er oversvømmet af diverse aktivister, og endelig har alle mulige medier været på stedet for at rapportere.

Det er nemt at forestille sig: du befinder dig i en desperat situation, og pludselig er der en nærmest overvældende opmærksomhed på dine problemer; du tænker, måske kan det utænkelige ske, måske vil det lykkes at få hegnets rute ændret; det drejer sig jo trods alt bare om, at det skal bygges på den egentlige grænse i stedet for inde på dit land…

Konsulen kom tirdsdag morgen, han blev modtaget af landsbyens ledende skikkelser, problemet blev officielt fremlagt, repræsentanter for diverse solidaritetsgrupper fremsatte opfordringer til den franske regering, konsulen tilkendegav, at han ville gøre hvad der stod i hans magt.

En time senere mødtes han ude i en af plantagerne med en repræsentant for de israleske myndigheder, der garanterede, at hegnet ikke ville komme til at gøre skade på de installationer, som den Frankrig har doneret. Og der var så det.

Folk håbede virkelig, sådan som man kan forestille sig, at man må håbe i den situation. Deres skuffelse var ikke til at baere. De troede virkelig paa, at situationen kunne aendres. De havde vel fra begyndelsen den samme ide, som jeg forestiller mig, at jeg selv ville have: at en gennemfoerelse af projektet ville vaere saa katastrofal, at det trods alt var utaenkeligt, at virkeligheden kunne vaere saa ond.

I morgen eller i overmorgen forlader de sidste udlændinge byen. Og så kommer tømmermændene.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.