Stop Israels krigsforbrydelser mod det palæstinensiske folk

Boykot Israel kampagnen

Stop Israels krigsforbrydelser mod det palæstinensiske folk

Udtalelse vedtaget på Boykot Israel Kampagnens Landstræf Odense d. 28.9.02

Fra landstræffet i Odense

Den israelske besættelsesmagts statsterror mod det palæstinensiske folk har nået et næsten ufatteligt kynisk omfang af forbrydelser. Et helt folk holdes fængslet og ydmyges hver eneste dag, og nedskydninger og likvideringer af bl.a. børn og unge hører til dagens orden.

Det seneste angreb på det palæstinensiske selvstyres hovedkvarter og den reelle fængsling og omringning af Arafat, palæstinensernes valgte leder, må fordømmes af alle fredselskende mennesker.

Jenin-massakren tilbage i april var et andet beskæmmende kapitel i Sharons synderegister. En forbrydelse der aldrig blev undersøgt af FN på grund af Israels sabotage. Bushs efterfølgende erklæring om Sharon som “en fredens mand” er uhyrlig og tankevækkende.

To års palæstinensisk intifada/oprør, med fortsat og udbygget israelsk besættelse på trods af konventioner og FN-resolutioner, har vist at det palæstinensiske folk ikke vil leve som undersåtter i deres eget land.

For hver dag der går sætter Israel sig mere og mere ud over alle konventioner, menneskerettigheder og FN-resolutioner. Allersenest resolutionen hvor Israel blev pålagt at trække sig tilbage fra palæstinensernes hovedkvarter.

Vi deler med bekymring den hasteadvarsel som 100 israelske akademikere netop er kommet med om “indikationer på at ‘krigsrøgen’ fra et eventuelt amerikansk angreb på Irak kunne tænkes udnyttet af den israelske regering til en etnisk udrensning af palæstinenserne i stor skala, både på de besatte områder og blandt palæstinensere i Israel”.

Vi opfordrer forbrugerne til at lægge pres på Danmarks to supermarkedskæder COOP Danmark (som FDB er medejer af) og Dansk Supermarked (som bl.a. A. P. Møller er medejer af) for at få dem til at boykotte israelske varer.

Vi tager afstand fra at dansk våbenindustri, som Terma er en del af, deltager i besættelsen og bekæmpelsen af det palæstinensiske folk med udstyr til de amerikansk producerede F-16 jagere. Og kræver at den danske regering og folketing omgående sætter en stopper for denne eksport til militær aggression.

Imod alle menneskerettigheder og konventioner bemærker vi at Group 4 Falck Danmark deltager i besættelsen og bærer våben for Israel i de illegale besættelser som udbygges hver eneste dag. Bosættelsernes udbygning viser at Israel aldrig trækker sig frivilligt ud af de besatte områder. Vi kræver at den danske regering og Folketing stopper for denne støtte til bosættelserne. Vi opfordrer til boykot af Falck Danmark.

Israels handlinger må få konsekvenser i form af sanktioner. Israel må isoleres på alle områder sådan som det umenneskelige Sydafrika under apartheid-tiden blev det. Handelsmæssigt, økonomisk, politisk, diplomatisk. Dette må gælde, indtil Israel trækker sig ud fra de besatte områder og anerkender palæstinensernes nationale rettigheder.

Boykot Israel Kampagnen vil i tiden fremover fortsætte sit bredt anlagte arbejde for at skabe en folkelig opbakning bag kravet om at boykotte Israel. At udvikle kampagnen i bredden så stadig flere enkeltpersoner og organisationer inddrages er en vigtig aktuel udfordring.ISRAEL UD AF DE BESATTE OMRÅDER – NU

Vedtaget d. 28.9.02Jan Mortensen, dirigent

Dette indlæg blev udgivet i Analyser, Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.