Koncert med Al Bara´em fra Betlehem

DPV

Koncert med musik-gruppe fra Betlehem

Lørdag d. 26. oktober kl. 18.00 på Sankt Annæ Gymnasium.

Den palæstinensiske musikgruppe Al Bara´em (med 9 sangere og musikere) kommer til Danmark i oktober. De giver koncert på Sankt Annæ Gymnasium, og spiller palæstinensisk folkemusik inspireret af bl.a. spanske toner. Det er Verdensmusik i særklasse og en enestående chance for at møde original palæstinensisk musik og kultur i Danmark.

Entre er 60 kr. for voksne og 20 kr. for børn.

Arrangører er Dansk Palæstinensisk Venskabsforening i samarbejde med danske og palæstinensiske foreninger i DK.

Mere om Al Bara´em:

Al-Bara’em er arabisk for “blomsterknop”. Med dette navn beskriver gruppen den optimisme og fornyelse som de via deres musik vil formidle. Gruppen forsøger med sin musik at udtrykke et håb for en lysere fremtid for det palæstinensiske folk.

Gruppens medlemmer har flere års erfaring fra andre musikgrupper, hvor de har deltaget på festivaler, til bryllupper og til andre arrangementer. I søgen efter nye udfordringer fandt gruppens medlemmer sammen og dannede i 1985 gruppen Al-Bara’em.

Gruppen har en høj standart hvad angår tekst og musik. Deres ambition er at producere originalmateriale med rødder i de bedste palæstinensiske musikalske og litterære traditioner. Al-Bara’em forsøger at lave sange som er relevante for menneskers dagligdag. De ønsker at afspejle pulsen i det palæstinensiske liv gennem en autentisk blanding af orientalsk og vestlig musik.

Al-Bara’em har gennem flere år optrådt for både palæstinensisk, israelsk og udenlandsk publikum. De har deltaget på festivaler og til koncerter flere steder i Europa, samt været hovednavnet på flere af de største hjemlige festivaler. Gruppens første plade kom på gaden i 1995 og de arbejder i øjeblikket med deres tredje plade som indeholder 9 sange.

For yderligere oplysninger om gruppen og koncerten kontakt danpal@danpal.dk

Dette indlæg blev udgivet i Analyser, Gamle indlæg, Klip fra pressen. Bogmærk permalinket.