Kom min due… med olieblad

Ole Hartling, Jyllandsposten

Kronik: Kom min due… med olieblad Jyllands-Posten 23 august 2001, 1 . sektion side 9 Det er, som om Israel selv holder fast i offerrollen i den rolle, hvor enhver handling jo er berettiget, fordi det må være tilladt for et offer at forsvare sig med alle midler. Men det er svært at se Israel som den svage og forpinte part. Tværtimod, skriver dagens kronikør Af Ole Hartling, overlæge, Vejle Kom, min due, lad dig skue, lad dig skue med olieblad! står der i Brorsons salme Her vil ties, her vil bies. Duen med oliebladet i næbbet hører vi om i første Mosebog (8,11). Den er blevet fredssymbol, men kan vi tro på oliegrenen i Mellemøstkonflikten? Der hugges mange oliventræer om i forbindelse med de israelske bosættelser i de besatte områder, Vestbredden og Gaza. Det bliver nemlig mere og mere klart, at de israelske bosættelser i de besatte områder, Vestbredden og Gaza, har sin store andel i årsagen til de terrorhandlinger, der udøves fra begge sider. Mens terrorhandlingerne hurtigt finder vej til medierne, lyder begrebet bosættelser nok så uskyldigt i mange danske ører. Der er derfor grund til at fremhæve bosættelserne – de er langt mere ødelæggende for fredsprocessen og har langt alvorligere og mere langsigtede konsekvenser end de umiddelbare tab af menneskeliv. Herhjemme er det almindeligt at høre, at konflikten mellem israelerne og palæstinenserne er yderst kompliceret. Udsagnet er ofte en indledning til: “lad os ikke dømme her”, “der skal to til at slås”, “det er uigennemskueligt, hvem der har ret” osv. Og sandt at sige: den nyere historie og fredsprocessen siden 1967 er kompliceret. Men i én henseende er den nuværende situation slet ikke kompliceret: Der sker klare brud på de internationale humanitære love. Efter disse love må civile ikke gøres til genstand for militære angreb. Det står i den IV Genèvekonvention. Angreb på civile er terrorhandlinger. Sådanne handlinger udøves f.eks. med selvmordsbomber af palæstinensere i landet Israel. Og i de besatte områder skydes der mod civile af israelske tropper og af bosætterne, som er bevæbnede og trænet i våbenbrug. Bosættelserne er også en klar overtrædelse af IV Genèvekonvention, som staten Israel har ratificeret. Det er heller ikke i sig selv kompliceret. Den besættende magt må ikke deportere eller overføre dele af sin egen civilbefolkning til områder, der er besat. Alligevel begyndte de israelske bosættelser hurtigt efter 1967 og er fortsat med varierende intensitet gennem årene. Etableringen af bosættelser er faktisk øget med 53 pct. efter Oslo-aftalernes indgåelse. I dag er der i følge FN omkring 380.000 bosættere i de besatte områder, hvor der bor ca. tre mio. palæstinensere. Bosættelserne etableres oftest på bakketoppe i modsætning til de palæstinensiske landsbyer, som gerne ligger i dalene. Man ser f.eks., at der fra dag til dag er anbragt en større gruppe beboelsesvogne på en bakke. Nogen tid efter går byggekraner i gang, og snart ses nybyggede, veludstyrede huse. Det er en fortvivlet ironi, at bosættelserne bygges af fattige palæstinensiske bygningshåndværkere, der simpelt hen ikke har råd til at sige nej til arbejdet. Beboelsesvognene flyttes til næste bakketop, og samme proces går i gang. Den metastatiske spredning af bosættelserne indeklemmer efterhånden de palæstinensiske beboelser, og afskærer dem ofte reelt fra omverdenen. De palæstinensiske selvstyreområder er nu opdelt i 64 mindre sektioner med dårlige forbindelseslinjer. Der kræves tilladelse for enhver palæstinenser til at bevæge sig mellem områderne papirerne kontrolleres af den israelske hær ved de mange kontrolposter. Før bosættelsen går i gang, fjernes ikke sjældent arabiske huse – af sikkerhedshensyn. Beboerne får i reglen et kort varsel til at rømme huset f.eks. en time. Derefter kommer militæret med bulldozere, jævner huset med jorden og kører eventuelt murbrokkerne ned i brønden. Ifølge FN er der alene i år 2000 ødelagt godt 220 huse. En del huse konfiskeres desuden til brug for den militære overvågning. Der anbringes f.eks. et maskingevær på det flade tag. Det omkringliggende land konfiskeres, og der ryddes store arealer med olivenlunde og anden bevoksning. Israelerne kalder det shaving. Dette sker af hensyn til frit udsyn og skudlinier. 78 pct. af ødelagte skovarealer skyldes direkte bosættelserne. Vand og el er indlagt i bosætternes huse, og der etableres kloakering ofte hvor ubehandlet spildevand ledes ned i dalene. Bosættelserne etableres med kunstvandet landbrug eller som industriforetagende eller alene til beboelse, især nær byerne f.eks. Jerusalem. Det er bemærkelsesværdigt, at knapt 400.000 bosættere bruger lige så meget vand som tre mio. palæstinensere. Palæstinenserne har kun adgang til 15 pct. af egne vandressourcer. Der er allerede store miljøproblemer og vandforurening og -mangel både i Israel og i de besatte områder. Særlige adgangsveje – såkaldte by-pass roads med brede sikkerhedszoner omkring forbinder bosættelserne indbyrdes og med Israel. Vejene er af god kvalitet og løber i nogle tilfælde parallelt med de primitive arabiske veje evt. adskilt med høje betonmure. Det er et billede, der kendes fra Sydafrika under apartheid. I mange tilfælde overtages den hidtidige direkte vej mellem to byer simpelt hen af besættelsesmagten, og palæstinenserne henvises herefter til mindre forbindelsesveje, der gerne er store omveje. Hovedgaden gennem Betlehem er nu blokeret af betonklodser, og man må bruge en omkørsel for at komme til byens forskellige dele. En landsby, som måske ligger 10 minutters bilkørsel fra en by, kan det tage timer at nå frem til. Mindre veje blokeres f.eks. med jordvolde, hvor en israelsk vej skærer igennem. Så er det kun muligt at krydse til fods. Det betyder, at landbrugsprodukter og andre varer omlæsses på begge sider af hovedvejen Det kan være en så stor fordyrelse, at få varerne frem til markederne, at afgrøderne opgives. Hertil kommer talrige kontrolposter, der sinker samfærdslen. Til tider lukkes der helt, eller kontrollen gennemføres så ihærdigt, at der er timelange køer. I nogle områder kan lærere og elever være så længe om at nå frem til undervisningsstederne, at mange helt opgiver; bl.a. kan de heller ikke være sikre på at nå hjem igen til familien om aftenen. Man skønner, at der nu mistes 50-60 pct. af undervisningstimerne i de besatte områder. Sundhedsvæsenet lider også, og sundhedstilstanden påvirkes. Hospitaler og klinikker må lukke, fordi hverken læger, sygeplejersker og patienter kan komme frem. Transport og fordeling af medicin vanskeliggøres. Medicinen kan ikke holdes tilstrækkelig nedkølet under de lange transporter. Vaccinationsprogrammer gennemføres ikke i fuldt omfang. Ambulancer fra det palæstinensiske Røde Halvmåne selskab (svarer til Røde Kors) må køre omveje og tilbageholdes desuden ofte ved kontrolposterne. Nogle gange får de slet ikke lov at køre igennem, og det har i rapporterede tilfælde ført til patientens død. Heller ikke FN’s forsyningslastbiler kan færdes uhindret, og det forlanges f.eks., at fødevarer og medicin omlastes til andre biler af kontrol- og sikkerhedshensyn. Det hindrer praktisk talt, at hjælpen kan fordeles. Nogle landsbysamfund er så effektivt afskåret fra omverdenen, at mængden af fødevarer er begrænset. Der er iagttaget lavere fødselsvægt blandt nyfødte og længdevæksten ses påvirket i de besatte områder. Den officielle forklaring på bosættelserne er, at de skal opfange den naturlige israelske befolkningstilvækst. At mange nybyggede bosættelser endnu står tomme vidner om de reelle strategiske planer med anlæggelsen. Der skal skabes et fait accompli: dette er israelsk beboede områder og derfor israelsk land. Beboere hentes f.eks. ind fra udlandet bl.a. fra Rusland og tilbydes boliger i de nye områder. Der loves skattefordele eventuelt skattefrihed, gratis skolegang og skolebus for børn, fri bil og boliger med lave eller ingen afdrag og forrentning. En israeler kan f.eks. med fordel sælge sit hus i Tel Aviv ved Middelhavet til priser i millionklassen og herefter som millionær flytte til et praktisk talt gratis nyt hus på Vestbredden. Afstandene er små, og faktisk arbejder mange af bosætterne f.eks. i Tel Aviv. Vejforbindelserne sikres af militæret, og trafikken er behageligt lav på de eksklusive veje. Selv om antallet af bosættere er lavt i forhold til den palæstinensiske befolkning, får etableringen i de besatte områder på grund af den medfølgende militære kontrol som nævnt store konsekvenser. Det kan f.eks. illustreres med tal fra Gaza, hvor misforholdet er meget udtalt og næsten alle befolkningens vanskeligheder fremstår endnu tydeligere end på Vestbredden. Gazastriben er umådelig tæt befolket. På 365 km lever 1,1 mio. palæstinensere. Der er 6-7.000 bosættere, der for størsteparten bor på de frugtbare og rekreative områder ud mod Middelhavet. Bosætternes boligareraler og gartnerier andrager 11 pct. af jorden. På grund af en sikkerhedszone langs Gazas grænse og omkring selve bosættelserne er der inddraget yderligere jord svarende til ca. 29 pct. af arealet, endelig betyder vejene til og fra bosættelserne med store shavede sikkerhedszoner omkring, at i alt mindst 40 pct. af Gazas jord er inddraget til brug for 6-7.000 bosætterne og sikring af deres færdsel. De 1,1 mio. palæstinenserne er trængt sammen på de resterende 55-60 pct. i denne Gaza-ghetto. Det er et trøstesløst syn at se de store øde tidligere landbrugsområder og rester af tidligere beboelser omgivet af militære kontroltårne og pigtråd. Der er næppe uenighed om, at staten Israel bl.a. blev etableret som en slags soning af det jødiske folks lidelser under Anden Verdenskrig. Holocaust kaster stadig sine lange skygger ind over verden og verdenssamfundets holdning til Israel. Det er, som om Israel også selv holder fast i offerrollen i den rolle, hvor enhver handling jo er berettiget, fordi det må være tilladt for et offer at forsvare sig med alle midler. Men det er svært at se Israel som den svage og forpinte part. Tværtimod. Den historiske ironi er, at det i dag er Israel, som vil skaffe sig Lebensraum. Ariel Sharon har i april i et avisinterview sagt, at han ikke ser nogen grund til at opgive én eneste bosættelse. Han fastslår, at Israel nu højst vil tilbagelevere 42 pct. af de besatte områder, og det udgøres ret præcist af de 64 sektioner, der er resultatet af, at landet takket være bosættelserne er gennemskåret på kryds og tværs, hvad der vil gøre enhver oplevelse af en samlet og selvstændig nation umulig, hvis det skulle komme dertil. Forholdene for palæstinenserne bliver stadig vanskeligere. Bosættelserne har stor militærstrategisk betydning med hensyn til at holde de besatte områder i et jerngreb. Menneskene kan ikke færdes frit i deres eget land, og ved hvert eneste gøremål mindes de om, at de er under besættelse. De udsættes for ydmygelse på ydmygelse, og de forarmes gradvist. Landet er dybt afhængigt af donationer fra verdens hjælpeorganisationer og blandt andre EU. Det udtrykkes sådan, at USA betaler bosættelserne og EU betaler konsekvenserne af dem. Jeg så en tegning, som en 14-årig palæstinensisk pige i Betlehem havde lavet. Den viste en slange med stars and stripes som aftegninger på skindet. Den svæver i luften, og rundt omkring flagrer dollarsedler. Slangen holder en af dollarsedlerne i munden. På ryggen bærer den en israelsk bosættelse, som den er klar til at anbringe på jorden, hvor bulldozere i mellemtiden er i gang med at fjerne huse og oliventræer.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Møder. Bogmærk permalinket.