Kronik: Kom min due… med olieblad Jyllands-Posten 23 august 2001, 1 . sektion side 9 Det er, som om Israel selv holder fast i offerrollen i den rolle, hvor enhver handling jo er berettiget, fordi det må være tilladt for et offer at forsvare sig med alle midler. Men det er svært at se Israel som den svage og forpinte part. Tværtimod, skriver dagens kronikør Af Ole Hartling, overlæge, Vejle Kom, min due, lad dig skue, lad dig skue med olieblad! står der i Brorsons salme Her vil ties, her vil bies. Duen med oliebladet i næbbet hører vi om i første Mosebog (8,11). Den er blevet fredssymbol, men kan vi tro på oliegrenen i Mellemøstkonflikten? Der hugges mange oliventræer om i forbindelse med de israelske bosættelser i de besatte områder, Vestbredden og Gaza. Det bliver nemlig mere og mere klart, at de israelske bosættelser i de besatte områder, Vestbredden og Gaza, har sin store andel i årsagen til de terrorhandlinger, der udøves fra begge sider. Mens terrorhandlingerne hurtigt finder vej til medierne, lyder begrebet bosættelser nok så uskyldigt i mange danske ører. Der er derfor grund til at fremhæve bosættelserne – de er langt mere ødelæggende for fredsprocessen og har langt alvorligere og mere langsigtede konsekvenser end de umiddelbare tab af menneskeliv. Herhjemme er det almindeligt at høre, at konflikten mellem israelerne og palæstinenserne er yderst kompliceret. Udsagnet er ofte en indledning til: “lad os ikke dømme her”, “der skal to til at slås”, “det er uigennemskueligt, hvem der har ret” osv. Og sandt at sige: den nyere historie og fredsprocessen siden 1967 er kompliceret. Men i én henseende er den nuværende situation slet ikke kompliceret: Der sker klare brud på de internationale humanitære love. Efter disse love må civile ikke gøres til genstand for militære angreb. Det står i den IV Genèvekonvention. Angreb på civile er terrorhandlinger. Sådanne handlinger udøves f.eks. med selvmordsbomber af palæstinensere i landet Israel. Og i de besatte områder skydes der mod civile af israelske tropper og af bosætterne, som er bevæbnede og trænet i våbenbrug. Bosættelserne er også en klar overtrædelse af IV Genèvekonvention, som staten Israel har ratificeret. Det er heller ikke i sig selv kompliceret. Den besættende magt må ikke deportere eller overføre dele af sin egen civilbefolkning til områder, der er besat. Alligevel begyndte de israelske bosættelser hurtigt efter 1967 og er fortsat med varierende intensitet gennem årene. Etableringen af bosættelser er faktisk øget med 53 pct. efter Oslo-aftalernes indgåelse. I dag er der i følge FN omkring 380.000 bosættere i de besatte områder, hvor der bor ca. tre mio. palæstinensere. Bosættelserne etableres oftest på bakketoppe i modsætning til de palæstinensiske landsbyer, som gerne ligger i dalene. Man ser f.eks., at der fra dag til dag er anbragt en større gruppe beboelsesvogne på en bakke. Nogen tid efter går byggekraner i gang, og snart ses nybyggede, veludstyrede huse. Det er en fortvivlet ironi, at bosættelserne bygges af fattige palæstinensiske bygningshåndværkere, der simpelt hen ikke har råd til at sige nej til arbejdet. Beboelsesvognene flyttes til næste bakketop, og samme proces går i gang. Den metastatiske spredning af bosættelserne indeklemmer efterhånden de palæstinensiske beboelser, og afskærer dem ofte reelt fra omverdenen. De palæstinensiske selvstyreområder er nu opdelt i 64 mindre sektioner med dårlige forbindelseslinjer. Der kræves tilladelse for enhver palæstinenser til at bevæge sig mellem områderne papirerne kontrolleres af den israelske hær ved de mange kontrolposter. Før bosættelsen går i gang, fjernes ikke sjældent arabiske huse – af sikkerhedshensyn. Beboerne får i reglen et kort varsel til at rømme huset f.eks. en time. Derefter kommer militæret med bulldozere, jævner huset med jorden og kører eventuelt murbrokkerne ned i brønden. Ifølge FN er der alene i år 2000 ødelagt godt 220 huse. En del huse konfiskeres desuden til brug for den militære overvågning. Der anbringes f.eks. et maskingevær på det flade tag. Det omkringliggende land konfiskeres, og der ryddes store arealer med olivenlunde og anden bevoksning. Israelerne kalder det shaving. Dette sker af hensyn til frit udsyn og skudlinier. 78 pct. af ødelagte skovarealer skyldes direkte bosættelserne. Vand og el er indlagt i bosætternes huse, og der etableres kloakering ofte hvor ubehandlet spildevand ledes ned i dalene. Bosættelserne etableres med kunstvandet landbrug eller som industriforetagende eller alene til beboelse, især nær byerne f.eks. Jerusalem. Det er bemærkelsesværdigt, at knapt 400.000 bosættere bruger lige så meget vand som tre mio. palæstinensere. Palæstinenserne har kun adgang til 15 pct. af egne vandressourcer. Der er allerede store miljøproblemer og vandforurening og -mangel både i Israel og i de besatte områder. Særlige adgangsveje – såkaldte by-pass roads med brede sikkerhedszoner omkring forbinder bosættelserne indbyrdes og med Israel. Vejene er af god kvalitet og løber i nogle tilfælde parallelt med de primitive arabiske veje evt. adskilt med høje betonmure. Det er et billede, der kendes fra Sydafrika under apartheid. I mange tilfælde overtages den hidtidige direkte vej mellem to byer simpelt hen af besættelsesmagten, og palæstinenserne henvises herefter til mindre forbindelsesveje, der gerne er store omveje. Hovedgaden gennem Betlehem er nu blokeret af betonklodser, og man må bruge en omkørsel for at komme til byens forskellige dele. En landsby, som måske ligger 10 minutters bilkørsel fra en by, kan det tage timer at nå frem til. Mindre veje blokeres f.eks. med jordvolde, hvor en israelsk vej skærer igennem. Så er det kun muligt at krydse til fods. Det betyder, at landbrugsprodukter og andre varer omlæsses på begge sider af hovedvejen Det kan være en så stor fordyrelse, at få varerne frem til markederne, at afgrøderne opgives. Hertil kommer talrige kontrolposter, der sinker samfærdslen. Til tider lukkes der helt, eller kontrollen gennemføres så ihærdigt, at der er timelange køer. I nogle områder kan lærere og elever være så længe om at nå frem til undervisningsstederne, at mange helt opgiver; bl.a. kan de heller ikke være sikre på at nå hjem igen til familien om aftenen. Man skønner, at der nu mistes 50-60 pct. af undervisningstimerne i de besatte områder. Sundhedsvæsenet lider også, og sundhedstilstanden påvirkes. Hospitaler og klinikker må lukke, fordi hverken læger, sygeplejersker og patienter kan komme frem. Transport og fordeling af medicin vanskeliggøres. Medicinen kan ikke holdes tilstrækkelig nedkølet under de lange transporter. Vaccinationsprogrammer gennemføres ikke i fuldt omfang. Ambulancer fra det palæstinensiske Røde Halvmåne selskab (svarer til Røde Kors) må køre omveje og tilbageholdes desuden ofte ved kontrolposterne. Nogle gange får de slet ikke lov at køre igennem, og det har i rapporterede tilfælde ført til patientens død. Heller ikke FN’s forsyningslastbiler kan færdes uhindret, og det forlanges f.eks., at fødevarer og medicin omlastes til andre biler af kontrol- og sikkerhedshensyn. Det hindrer praktisk talt, at hjælpen kan fordeles. Nogle landsbysamfund er så effektivt afskåret fra omverdenen, at mængden af fødevarer er begrænset. Der er iagttaget lavere fødselsvægt blandt nyfødte og længdevæksten ses påvirket i de besatte områder. Den officielle forklaring på bosættelserne er, at de skal opfange den naturlige israelske befolkningstilvækst. At mange nybyggede bosættelser endnu står tomme vidner om de reelle strategiske planer med anlæggelsen. Der skal skabes et fait accompli: dette er israelsk beboede områder og derfor israelsk land. Beboere hentes f.eks. ind fra udlandet bl.a. fra Rusland og tilbydes boliger i de nye områder. Der loves skattefordele eventuelt skattefrihed, gratis skolegang og skolebus for børn, fri bil og boliger med lave eller ingen afdrag og forrentning. En israeler kan f.eks. med fordel sælge sit hus i Tel Aviv ved Middelhavet til priser i millionklassen og herefter som millionær flytte til et praktisk talt gratis nyt hus på Vestbredden. Afstandene er små, og faktisk arbejder mange af bosætterne f.eks. i Tel Aviv. Vejforbindelserne sikres af militæret, og trafikken er behageligt lav på de eksklusive veje. Selv om antallet af bosættere er lavt i forhold til den palæstinensiske befolkning, får etableringen i de besatte områder på grund af den medfølgende militære kontrol som nævnt store konsekvenser. Det kan f.eks. illustreres med tal fra Gaza, hvor misforholdet er meget udtalt og næsten alle befolkningens vanskeligheder fremstår endnu tydeligere end på Vestbredden. Gazastriben er umådelig tæt befolket. På 365 km lever 1,1 mio. palæstinensere. Der er 6-7.000 bosættere, der for størsteparten bor på de frugtbare og rekreative områder ud mod Middelhavet. Bosætternes boligareraler og gartnerier andrager 11 pct. af jorden. På grund af en sikkerhedszone langs Gazas grænse og omkring selve bosættelserne er der inddraget yderligere jord svarende til ca. 29 pct. af arealet, endelig betyder vejene til og fra bosættelserne med store shavede sikkerhedszoner omkring, at i alt mindst 40 pct. af Gazas jord er inddraget til brug for 6-7.000 bosætterne og sikring af deres færdsel. De 1,1 mio. palæstinenserne er trængt sammen på de resterende 55-60 pct. i denne Gaza-ghetto. Det er et trøstesløst syn at se de store øde tidligere landbrugsområder og rester af tidligere beboelser omgivet af militære kontroltårne og pigtråd. Der er næppe uenighed om, at staten Israel bl.a. blev etableret som en slags soning af det jødiske folks lidelser under Anden Verdenskrig. Holocaust kaster stadig sine lange skygger ind over verden og verdenssamfundets holdning til Israel. Det er, som om Israel også selv holder fast i offerrollen i den rolle, hvor enhver handling jo er berettiget, fordi det må være tilladt for et offer at forsvare sig med alle midler. Men det er svært at se Israel som den svage og forpinte part. Tværtimod. Den historiske ironi er, at det i dag er Israel, som vil skaffe sig Lebensraum. Ariel Sharon har i april i et avisinterview sagt, at han ikke ser nogen grund til at opgive én eneste bosættelse. Han fastslår, at Israel nu højst vil tilbagelevere 42 pct. af de besatte områder, og det udgøres ret præcist af de 64 sektioner, der er resultatet af, at landet takket være bosættelserne er gennemskåret på kryds og tværs, hvad der vil gøre enhver oplevelse af en samlet og selvstændig nation umulig, hvis det skulle komme dertil. Forholdene for palæstinenserne bliver stadig vanskeligere. Bosættelserne har stor militærstrategisk betydning med hensyn til at holde de besatte områder i et jerngreb. Menneskene kan ikke færdes frit i deres eget land, og ved hvert eneste gøremål mindes de om, at de er under besættelse. De udsættes for ydmygelse på ydmygelse, og de forarmes gradvist. Landet er dybt afhængigt af donationer fra verdens hjælpeorganisationer og blandt andre EU. Det udtrykkes sådan, at USA betaler bosættelserne og EU betaler konsekvenserne af dem. Jeg så en tegning, som en 14-årig palæstinensisk pige i Betlehem havde lavet. Den viste en slange med stars and stripes som aftegninger på skindet. Den svæver i luften, og rundt omkring flagrer dollarsedler. Slangen holder en af dollarsedlerne i munden. På ryggen bærer den en israelsk bosættelse, som den er klar til at anbringe på jorden, hvor bulldozere i mellemtiden er i gang med at fjerne huse og oliventræer.
Nyheder
- marts 2024
- december 2023
- november 2023
- juni 2023
- april 2023
- december 2022
- november 2022
- juli 2022
- april 2022
- november 2021
- september 2021
- juni 2021
- marts 2021
- december 2020
- november 2020
- august 2020
- februar 2020
- december 2019
- oktober 2019
- august 2019
- juli 2019
- marts 2019
- april 2018
- marts 2018
- marts 2017
- september 2016
- august 2016
- juli 2016
- juni 2016
- april 2016
- marts 2016
- november 2015
- august 2015
- juli 2015
- juni 2015
- maj 2015
- april 2015
- marts 2015
- december 2014
- november 2014
- oktober 2014
- september 2014
- august 2014
- juli 2014
- juni 2014
- maj 2014
- april 2014
- marts 2014
- februar 2014
- januar 2014
- december 2013
- november 2013
- oktober 2013
- februar 2013
- november 2012
- februar 2012
- december 2011
- november 2011
- september 2011
- august 2011
- maj 2011
- marts 2011
- januar 2011
- december 2010
- november 2010
- oktober 2010
- september 2010
- august 2010
- juni 2010
- maj 2010
- april 2010
- marts 2010
- februar 2010
- januar 2010
- december 2009
- november 2009
- oktober 2009
- september 2009
- august 2009
- juli 2009
- juni 2009
- maj 2009
- april 2009
- marts 2009
- februar 2009
- januar 2009
- december 2008
- november 2008
- oktober 2008
- september 2008
- august 2008
- juni 2008
- maj 2008
- april 2008
- marts 2008
- februar 2008
- januar 2008
- november 2007
- oktober 2007
- september 2007
- august 2007
- juli 2007
- juni 2007
- maj 2007
- april 2007
- marts 2007
- februar 2007
- januar 2007
- december 2006
- november 2006
- oktober 2006
- september 2006
- august 2006
- juli 2006
- juni 2006
- maj 2006
- april 2006
- marts 2006
- februar 2006
- januar 2006
- december 2005
- november 2005
- oktober 2005
- september 2005
- august 2005
- juli 2005
- juni 2005
- maj 2005
- april 2005
- marts 2005
- februar 2005
- januar 2005
- december 2004
- november 2004
- oktober 2004
- september 2004
- august 2004
- juli 2004
- juni 2004
- maj 2004
- april 2004
- marts 2004
- februar 2004
- januar 2004
- december 2003
- november 2003
- oktober 2003
- september 2003
- august 2003
- juli 2003
- juni 2003
- maj 2003
- april 2003
- marts 2003
- februar 2003
- januar 2003
- december 2002
- november 2002
- oktober 2002
- september 2002
- august 2002
- juli 2002
- juni 2002
- maj 2002
- april 2002
- marts 2002
- februar 2002