Debat: Mellemøsten: Israel skal tvinges til at respektere folkeretten Politiken 7 juni 2002, Kultur side 6 Af Sune Segal, forlagsredaktør I forbindelse med Israels seneste invasion af de palæstinensiske selvstyreområder stødte man ofte på begrebet ‘hus til hus-undersøgelser’. Begrebet klinger umiddelbart neutralt: Israelske soldater går fra hus til hus i jagten på eftersøgte palæstinensere, der af Israel beskyldes for at være terrorister. Men hvad dækker det egentlig over? Hisham, 27 og bosiddende i Ramallah på Vestbredden, oplevede i april, hvad en sådan undersøgelse kan indebære. En uge forinden havde den israelske hær invaderet byen og indført et altomfattende udgangsforbud, hvor overtrædelse medførte øjeblikkelig nedskydning. Af samme grund havde Hisham og syv af hans venner tilbragt de forløbne dage inden døre i den lejlighed, hvor de var samlet, da invasionen begyndte. Hisham, som jeg lærte at kende under et ophold i Ramallah i marts i år, sad sammen med sine venner og røg cigaretter og spiste dåsetun, da en gruppe soldater sparkede døren ind. Efter at have tjekket de unge mænds ID bagbandt soldaterne Hisham og hans venner, gav dem bind for øjnene og gennede dem ud i en ventende kampvogn. Da der ikke var tilstrækkelig plads i køretøjet, blev Hisham lagt på gulvet, hvor han flere gange blev sparket hårdt, inden de nåede frem til deres bestemmelsessted. Hisham, der ikke havde fået at vide, hvad han var anklaget for, tilbragte de næste 48 timer siddende på knæ uden nogen idé om, hvor han befandt sig, eller hvad der skulle ske. På intet tidspunkt fik han hænderne fri eller bindet taget fra øjnene. Han blev jævnligt slået i hovedet af sine fangevogtere, der råbte »I er palæstinensere, I er mordere« ad ham og de andre fanger. Efter to døgn blev han overført til et fængsel uden for Ramallah. Her blev han låst inde sammen med 50 andre fanger i en celle beregnet til 20 personer. De næste 13 dage bestod det daglige hovedmåltid af et brød, en halv liter yoghurt og tre tomater til deling mellem fem personer. Hisham og hans madgruppe oplevede dog en enkelt gang at få udleveret et stykke kyllingekød. Kødet var imidlertid dybfrossent, hvorfor de måtte lægge det i en plastikpose og hælde vand på, indtil det var tøet op, hvorefter de kunne fortære det rå kød. Efter 13 dage blev Hisham sat på fri fod. Han fik ingen information om årsagen til sin tilfangetagelse. Han har da heller aldrig deltaget i nogen form for oprør mod den israelske besættelsesmagt eller medvirket til overgreb mod den israelske civilbefolkning. Ikke desto mindre er hans historie langtfra usædvanlig. Titusinder af unge palæstinensiske mænd har haft lignende oplevelser i forbindelse med Israels ‘hus til hus-undersøgelser’. Det virker derfor indlysende at stille spørgsmålet: Kan man forestille sig en mere effektiv måde for Israel at skabe had på? Og hvilket resultat kan man forvente? Svaret forekommer lige så indlysende. Men fra et israelsk-jødisk mainstream-perspektiv er det ikke desto mindre tabu at antyde en forbindelse mellem de palæstinensiske selvmordsaktioner hhv. Israels besættelse og overgreb på Palæstinas civilbefolkning. I denne optik har selvmordsaktionerne intet at gøre med det faktum, at Israel siden 1967 har holdt Vestbredden, Gaza og Østjerusalem besat, men bunder snarere i et ubegrundet og irrationelt had, hvorfor Israel fortæller omverdenen, at der ikke findes anden løsning end at bekæmpe vold med vold. Lytter man til Israel, er der altså groft sagt intet alternativ til en ukritisk anerkendelse af landets ret til at sætte sine egne ‘sikkerhedsinteresser’ over grundlæggende principper i humanitær folkeret, heriblandt forbudet mod kollektiv afstraffelse (f.eks. i form af udgangsforbud), fængsling uden sigtelse og under inhumane forhold samt fysisk og psykisk tortur. Her er pointen med at trække dette forhold frem i lyset: Omverdenen – heriblandt den danske udenrigsminister – bør ignorere disse bestræbelser fra Israels side på at tyrannisere opinionen med orwellske begreber som ‘terrorkrig’ og ‘sikkerhedsinteresser’. Denne retorik skal ignoreres, fordi den udgør et (delvist vellykket) forsøg på at fjerne opmærksomheden fra det problem, der er sagens kerne, nemlig besættelse, kolonisering og daglig ydmygelse af hele den palæstinensiske civilbefolkning. Og fordi selvmordsbomber ikke retfærdiggør nogle af delene. Af samme grund skal de beskyldninger om jødehad, der nedkaldes over kritikere af besættelse, kolonisering og overgreb af den art, som Hisham oplevede, ignoreres som det eklatante vrøvl, det er. Og omverdenen må indse, at Israel aldrig af egen fri vilje vil acceptere en uafhængig og levedygtig version af en palæstinensisk stat. Ideen om, at ‘bevarelse af en dialog med begge sider’ nødvendigvis altid er den bedste løsning, er simpelthen forkert. Det sandede verden, da det gjaldt Sydafrika. Nu må den sande, at det også gælder Israel. Den uundgåelige konklusion er, at vedvarende og omfattende diplomatiske og kommercielle sanktioner rettet mod Israels besættelse og kolonisering af Vestbredden, Gaza og Østjerusalem er den eneste farbare vej mod en permanent og retfærdig løsning på den palæstinensisk-israelske konflikt. Og dermed mod sikkerhed for såvel jøder som palæstinensere i Mellemøsten. Såfremt Israel og Israels støtter ønsker at bidrage til at skabe en sådan sikkerhed, bør de til en begyndelse erkende, at de folkeretlige principper, som Israel ignorerer i sikkerhedens og terrorbekæmpelsens navn, blev til i kølvandet på nazisternes massakre på seks millioner civile jøder. Og at formålet med disse principper var og fortsat er at beskytte civile – ikke blot civile jøder, men også folk som Hisham.
Nyheder
- juli 2022
- april 2022
- november 2021
- september 2021
- juni 2021
- marts 2021
- december 2020
- november 2020
- august 2020
- februar 2020
- december 2019
- oktober 2019
- august 2019
- juli 2019
- marts 2019
- april 2018
- marts 2018
- marts 2017
- september 2016
- august 2016
- juli 2016
- juni 2016
- april 2016
- marts 2016
- november 2015
- august 2015
- juli 2015
- juni 2015
- maj 2015
- april 2015
- marts 2015
- december 2014
- november 2014
- oktober 2014
- september 2014
- august 2014
- juli 2014
- juni 2014
- maj 2014
- april 2014
- marts 2014
- februar 2014
- januar 2014
- december 2013
- november 2013
- oktober 2013
- februar 2013
- november 2012
- februar 2012
- december 2011
- november 2011
- september 2011
- august 2011
- maj 2011
- marts 2011
- januar 2011
- december 2010
- november 2010
- oktober 2010
- september 2010
- august 2010
- juni 2010
- maj 2010
- april 2010
- marts 2010
- februar 2010
- januar 2010
- december 2009
- november 2009
- oktober 2009
- september 2009
- august 2009
- juli 2009
- juni 2009
- maj 2009
- april 2009
- marts 2009
- februar 2009
- januar 2009
- december 2008
- november 2008
- oktober 2008
- september 2008
- august 2008
- juni 2008
- maj 2008
- april 2008
- marts 2008
- februar 2008
- januar 2008
- november 2007
- oktober 2007
- september 2007
- august 2007
- juli 2007
- juni 2007
- maj 2007
- april 2007
- marts 2007
- februar 2007
- januar 2007
- december 2006
- november 2006
- oktober 2006
- september 2006
- august 2006
- juli 2006
- juni 2006
- maj 2006
- april 2006
- marts 2006
- februar 2006
- januar 2006
- december 2005
- november 2005
- oktober 2005
- september 2005
- august 2005
- juli 2005
- juni 2005
- maj 2005
- april 2005
- marts 2005
- februar 2005
- januar 2005
- december 2004
- november 2004
- oktober 2004
- september 2004
- august 2004
- juli 2004
- juni 2004
- maj 2004
- april 2004
- marts 2004
- februar 2004
- januar 2004
- december 2003
- november 2003
- oktober 2003
- september 2003
- august 2003
- juli 2003
- juni 2003
- maj 2003
- april 2003
- marts 2003
- februar 2003
- januar 2003
- december 2002
- november 2002
- oktober 2002
- september 2002
- august 2002
- juli 2002
- juni 2002
- maj 2002
- april 2002
- marts 2002
- februar 2002