Israel skal tvinges til at respektere folkeretten

Sune Segal, Politiken

Debat: Mellemøsten: Israel skal tvinges til at respektere folkeretten Politiken 7 juni 2002, Kultur side 6 Af Sune Segal, forlagsredaktør I forbindelse med Israels seneste invasion af de palæstinensiske selvstyreområder stødte man ofte på begrebet ‘hus til hus-undersøgelser’. Begrebet klinger umiddelbart neutralt: Israelske soldater går fra hus til hus i jagten på eftersøgte palæstinensere, der af Israel beskyldes for at være terrorister. Men hvad dækker det egentlig over? Hisham, 27 og bosiddende i Ramallah på Vestbredden, oplevede i april, hvad en sådan undersøgelse kan indebære. En uge forinden havde den israelske hær invaderet byen og indført et altomfattende udgangsforbud, hvor overtrædelse medførte øjeblikkelig nedskydning. Af samme grund havde Hisham og syv af hans venner tilbragt de forløbne dage inden døre i den lejlighed, hvor de var samlet, da invasionen begyndte. Hisham, som jeg lærte at kende under et ophold i Ramallah i marts i år, sad sammen med sine venner og røg cigaretter og spiste dåsetun, da en gruppe soldater sparkede døren ind. Efter at have tjekket de unge mænds ID bagbandt soldaterne Hisham og hans venner, gav dem bind for øjnene og gennede dem ud i en ventende kampvogn. Da der ikke var tilstrækkelig plads i køretøjet, blev Hisham lagt på gulvet, hvor han flere gange blev sparket hårdt, inden de nåede frem til deres bestemmelsessted. Hisham, der ikke havde fået at vide, hvad han var anklaget for, tilbragte de næste 48 timer siddende på knæ uden nogen idé om, hvor han befandt sig, eller hvad der skulle ske. På intet tidspunkt fik han hænderne fri eller bindet taget fra øjnene. Han blev jævnligt slået i hovedet af sine fangevogtere, der råbte »I er palæstinensere, I er mordere« ad ham og de andre fanger. Efter to døgn blev han overført til et fængsel uden for Ramallah. Her blev han låst inde sammen med 50 andre fanger i en celle beregnet til 20 personer. De næste 13 dage bestod det daglige hovedmåltid af et brød, en halv liter yoghurt og tre tomater til deling mellem fem personer. Hisham og hans madgruppe oplevede dog en enkelt gang at få udleveret et stykke kyllingekød. Kødet var imidlertid dybfrossent, hvorfor de måtte lægge det i en plastikpose og hælde vand på, indtil det var tøet op, hvorefter de kunne fortære det rå kød. Efter 13 dage blev Hisham sat på fri fod. Han fik ingen information om årsagen til sin tilfangetagelse. Han har da heller aldrig deltaget i nogen form for oprør mod den israelske besættelsesmagt eller medvirket til overgreb mod den israelske civilbefolkning. Ikke desto mindre er hans historie langtfra usædvanlig. Titusinder af unge palæstinensiske mænd har haft lignende oplevelser i forbindelse med Israels ‘hus til hus-undersøgelser’. Det virker derfor indlysende at stille spørgsmålet: Kan man forestille sig en mere effektiv måde for Israel at skabe had på? Og hvilket resultat kan man forvente? Svaret forekommer lige så indlysende. Men fra et israelsk-jødisk mainstream-perspektiv er det ikke desto mindre tabu at antyde en forbindelse mellem de palæstinensiske selvmordsaktioner hhv. Israels besættelse og overgreb på Palæstinas civilbefolkning. I denne optik har selvmordsaktionerne intet at gøre med det faktum, at Israel siden 1967 har holdt Vestbredden, Gaza og Østjerusalem besat, men bunder snarere i et ubegrundet og irrationelt had, hvorfor Israel fortæller omverdenen, at der ikke findes anden løsning end at bekæmpe vold med vold. Lytter man til Israel, er der altså groft sagt intet alternativ til en ukritisk anerkendelse af landets ret til at sætte sine egne ’sikkerhedsinteresser’ over grundlæggende principper i humanitær folkeret, heriblandt forbudet mod kollektiv afstraffelse (f.eks. i form af udgangsforbud), fængsling uden sigtelse og under inhumane forhold samt fysisk og psykisk tortur. Her er pointen med at trække dette forhold frem i lyset: Omverdenen – heriblandt den danske udenrigsminister – bør ignorere disse bestræbelser fra Israels side på at tyrannisere opinionen med orwellske begreber som ‘terrorkrig’ og ’sikkerhedsinteresser’. Denne retorik skal ignoreres, fordi den udgør et (delvist vellykket) forsøg på at fjerne opmærksomheden fra det problem, der er sagens kerne, nemlig besættelse, kolonisering og daglig ydmygelse af hele den palæstinensiske civilbefolkning. Og fordi selvmordsbomber ikke retfærdiggør nogle af delene. Af samme grund skal de beskyldninger om jødehad, der nedkaldes over kritikere af besættelse, kolonisering og overgreb af den art, som Hisham oplevede, ignoreres som det eklatante vrøvl, det er. Og omverdenen må indse, at Israel aldrig af egen fri vilje vil acceptere en uafhængig og levedygtig version af en palæstinensisk stat. Ideen om, at ‘bevarelse af en dialog med begge sider’ nødvendigvis altid er den bedste løsning, er simpelthen forkert. Det sandede verden, da det gjaldt Sydafrika. Nu må den sande, at det også gælder Israel. Den uundgåelige konklusion er, at vedvarende og omfattende diplomatiske og kommercielle sanktioner rettet mod Israels besættelse og kolonisering af Vestbredden, Gaza og Østjerusalem er den eneste farbare vej mod en permanent og retfærdig løsning på den palæstinensisk-israelske konflikt. Og dermed mod sikkerhed for såvel jøder som palæstinensere i Mellemøsten. Såfremt Israel og Israels støtter ønsker at bidrage til at skabe en sådan sikkerhed, bør de til en begyndelse erkende, at de folkeretlige principper, som Israel ignorerer i sikkerhedens og terrorbekæmpelsens navn, blev til i kølvandet på nazisternes massakre på seks millioner civile jøder. Og at formålet med disse principper var og fortsat er at beskytte civile – ikke blot civile jøder, men også folk som Hisham.

Comments are closed.