På virtuelt familiebesøg i Gaza

Sune Segal, _

På virtuelt familiebesøg i Gaza

I det følgende vil du stifte bekendtskab med Iman, 20 år og studerende på det palæstinensiske universitet Bir Zeit i landsbyen af samme navn. Jeg mødte Iman i begyndelsen af marts i år, og altså inden den israelske hær påbegyndte sin nyeste invasion. Siden da er situationen blevet intenst forværret. Det er dog vigtigt at huske på, at forholdene for de studerende fortsat vil være som beskrevet i det følgende, når besættelseshæren igen har trukket sig ud af Bir Zeit og Ramallah.

“Jeg har ikke kunnet besøge min familie i halvandet år… halvandet år”, gentager Iman eftertænksomt og stryger sit skulderlange hår væk fra øjnene, inden hun fortsætter: “De bor en lidt over en times kørsel herfra, i Gaza City. Før Intifadaen brød ud, besøgte jeg dem hver uge. Men siden da har israelerne forbudt os at rejse mellem Vestbredden og Gaza”.

Iman læser økonomi på Bir Zeit-universitetet, der ligger ligger få kilometer fra Ramallah. Hun er i samme situation som de ca. 500 andre Gaza-palæstinensere, der studerer her: siden den anden palæstinensiske opstand mod Israels besættelse brød ud i oktober 2000, har de alle været forhindret ikke blot i at tage til Gaza, men i at forlade Ramallah.

Men her på den næstsidste dag af Eid al Adha – den vigtigste højtid i den islamiske kalender – får de muligheden for et gensyn med deres familier, om end en virtuel mulighed: julemanden har aflagt visit i Palæstina i form af det palæstinensiske telekommunikationsselskab Jawwal. Firmaet har arrangeret en videokonference, som giver de studerende mulighed for at tale med – og ikke mindst se – deres mødre, fædre og søskende i Gaza.

Seancen foregår i universitetets store spisesal. Her er ca. 150 studerende samlet om lange borde, hvor der i anledning af Eid’en bliver serveret kylling, ris og et større antal forskellige salater. Stemningen er god, folk snakker livligt sammen og glæder sig mærkbart til den forestående begivenhed.

Det pragmatiske tørklæde

På et hvidt lærred transmitteres der fra en hotellobby i Gaza City. Også der, på den anden side, er stemningen tydeligt forventningsfuld. Fireårige knægte i skjorte og slips, deres jævnaldrende søstre i blomstrede kjoler, mødre, fædre, onkler og tanter stiller sig efter tur foran kameraet og prøver at få øje på deres søster, bror, søn eller datter.

Her på Bir Zeit-siden er små grupper af venner og veninder nu stimlet sammen i små grupper; der fnises højlydt, alle har blikket rettet mod lærredet, mens de ivrigt forsøger at lokalisere kendte ansigter. En pige får øje på sine forældre, bryder ud i et begejstret hvin og begynder at hoppe op og ned, mens hun vinker hektisk. Mor og far vinker tilbage, ligeså begejstrede – “hvordan har du det”, mimer faren, for Jawwal-folkene arbejder endnu på at få lyd på.

Jeg spørger Iman, om hun er spændt. “Næh, ikke rigtigt – jeg taler jo i telefon med dem hver dag, og det er lidt mærkelig at se dem på denne måde”, svarer hun og forklarer, at hun var med til et lignende arrangement sidste jul. “Det var svært rigtigt at snakke om noget. Vi fik tre-fire minutter, og som du kan se, er der 100 andre, der står og hører på.”

“Men det var skægt at se min lillebror. ‘Hvem er den dreng?’ spurgte jeg min far. Jeg kunne ikke kende ham – helt alvorligt”, griner hun. “Han var tolv, sidst jeg så ham. Han var helt forandret, fra en lille dreng til en rigtig teenager. Og så havde min mor tørklæde på! Hun har aldrig gået med tørklæde før. Jeg spurgte hende ‘Mor, hvordan i alverden kan det være, at du er begyndt at gå med tørklæde?’ Og ved du hvad hun sagde?”, spørger Iman mig: “Hun svarede, at i den nuværende situation, hvor der hver dag er folk, der bliver dræbt, ved man aldrig, hvornår man skal dø. Hun sagde: ‘Hvis man skulle være uheldig, er det er bedre at være på den sikre side, hvad Gud angår’, fortæller Iman og griner højlydt.

“Hvordan går det så…”

Nu er lydforbindelsen etableret. Den første studerende, en høj, tynd fyr med blondt hår og modebriller, bliver kaldt frem og får en mikrofon stukket i hånden, mens hans forældre og søskende stiller sig op foran kameraet i Gaza. Iman oversætter for mig: “Som jeg sagde, en hel masse almindeligheder: ‘hvordan går det, hvor er du blevet stor, hvordan går det med studierne, hvordan har dén og dén det’, osv. – man kan ikke nå at tale om noget på tre minutter.” Efter alt at dømme er der dog også plads til et morsomt indslag eller to, for indimellem bryder tilskuerne ud i latter og klapsalver, inklusive Iman.

Efter en halv time er det Imans tur. Tre minutter ved mikrofonen, så er hendes tur til ende. Hun kommer over og sætter sig ved siden af mig igen. “Det er virkelig svært” siger hun. “Det største problem er, at man fjerner sig mentalt fra sin familie”,

“Du ved, jeg er hér, de er dér, og samtidig er det her de vigtigste år i mit liv. Det er fra man er 17-18 år og i årene fremover, at man bliver voksen, danner sin personlighed, får sine egne meninger osv. Det er et meget dårligt tidspunkt at være afskåret fra at se sine forældre og resten af sin familie. Der opstår…” – hun leder efter det rette ord – “…en kløft mellem en selv og ens familie. Man kommer til at tænke forskelligt, følger ikke hinandens udvikling. Det er nok noget af det værste ved ikke at kunne rejse”. “Tænk – min bror, der bor i Canada, kan besøge familien – og jeg kan ikke”, tilføjer hun og fortæller, at blot det at besøge Ramallah, der ligger 10 minutters kørsel fra universitetet, kan være forbundet med store problemer.

Handling tak, ikke medynk

Dette har jeg kunnet konstatere ved selvsyn: på vejen fra Ramallah op mod universitetet har israelerne destrueret to meter af vejen, der nu gennemskæres på tværs af en meterdyb rende omgivet af massive betonblokke. Telefonforbindelsen samt en primær vandledning til landsbyen Bir Zeit er røget med i købet, og selv om den bemandede kontrolpost, der lå her to dage tidligere, er nedlagt, passerer israelske patruljer jævnligt området og inddrager folks ID-kort (alt i alt ikke i indlysende overensstemmelse med de israelske myndigheders erklæring nogle dage forinden om, at man havde til hensigt at lette restriktionerne og gøre det lettere for palæstinenserne at besøge deres familier under Eid al Adha).

“Det er virkelig ødelæggende for alle sider af samfundet, at de spærrer os inde på denne måde. Vi kan ikke deltage i hinandens liv, folk udsætter bryllupper på ubestemt tid, fordi de håber, at familiemedlemmer, der bor andre steder i Palæstina, på et eller andet tidspunkt vil kunne få mulighed for at komme. Det tager alt for lang tid at færdiggøre en uddannelse, fordi vejene bliver lukket. Sidste semester var der kun to en halv måneds undervisning, fordi lærere og studerende ikke kan rejse frit”.

“Vi lever under militær besættelse, og det eneste vi får fra omverdenen, er fordømmelse, eller i bedste fald medynk”, slutter hun.

Natten til 11/4 invaderede israelerne Bir Zeit. Politiken skrev samme dag, at kampvogne havde omringet universitetet og at flere studerende blev tilbageholdt. Besættelseshæren har udstedt udgangsforbud. Jeg har prøvet at ringe til Iman, men der er ingen forbindelse.

Læs mere om invasionens konsekvenser for de studerende på Bir Zeit, bl.a. for de 12 kvindelige studerende, der siden d. 29/3 har været fanget på et kvindekollegie i Ramallah uden vand, strøm og telefonforbindelse (s….). Følg udviklingen dag for dag på electronicintifada.net

Comments are closed.