Islam til halsen

Sune Segal, _

Islam til halsen

Negative stereotyper præger pressens dækning af emner, som angiveligt har islam som fællesnævner, lige fra optøjer på Nørrebro til tvangsægteskaber og bilbomber. Journalister bør være yderst opmærksomme på at undgå sådanne stereotyper, som alt for let sniger sig ind i nyhedsstof, der beskæftiger sig med disse emner. Den store udfordring er at finde en balance mellem stereotyper og nuancer.

Islam er genstand for en nærmest overvældende interesse i Vestens medier. Dette gælder ikke mindst Danmark, hvor den såkaldte tørklædedebat blot er den nyeste tilføjelse til listen over de “islam-relaterede” emner, som de fleste danskere har en mening om. På bagrund af et otte måneders ophold i Beirut hvor jeg i min egenskab af antropolog interviewede en stor del af den vestlige presse i byen, vil jeg her kommentere dette forhold.

Problemet er, med et enkelt ord, stereotyper. Med flere ord er det, at betydningsmættede og let genkendelige billeder er irriterende praktiske, når der kun er begrænset spalteplads eller sendetid til rådighed. Hvad angår formidlingen af spørgsmål, der på den ene eller den anden måde relaterer sig til islam, er problemet, at de stereotyper, der er knyttet hertil hovedsageligt er af negativ karakter. Har man sagt islam har man også sagt fanatisme, kvindeundertrykkelse, terrorisme og store bomber. Havde en eller anden journalist havde været så smart at copyrighte krigeren med det støvede fuldskæg, Kalashnikov’en og de gule øjne, som lyser af religiøs fanatisme, så ville vedkommende sandsynligvis være særdeles velhavende i dag.

Jeg er langtfra den første, der beskæftiger sig med denne problemstilling. Edward Said, litteraturprofessor på Columbia University i New York, har i mange år beskæftiget sig med Vestens opfattelse af Islam. Han argumenterer for, at denne opfattelse er præget af en lang række stereotype forestillinger, som ikke afspejler virkeligheden eller “sandheden” om hvordan islam og muslimerne “er”. Den er snarere et resultat af en forestilling om, at der eksisterer en mere eller mindre homogen gruppe af mennesker kaldet muslimer, om hvilken det er muligt at have en generel viden. I denne sammenhæng langer han især ud efter Vestens medier og argumenterer, at en stor del af problemet er, at journalister ofte er for mageligt anlagte til at researche tilstrækkeligt og derfor er tilbøjelige til at trække dels på stereotyper, dels på let tilgængelige oplysninger.

At journalister er for mageligt anlagte gælder rimeligvis i visse tilfælde, som for eksempel da en dansk mellemøstkorrespondent i anledning af Israels 50-års fødselsdag skulle skrive en artikel om Israel og havde brug for en repræsentant for den palæstinensike befolkning i landet. Han valgte at tage hen på American Colony Hotel – et af den vestlige presses populære hangouts i Jerusalem – hvor han interviewede den palæstinensiske dørmand.

Mens vi er ved spørgsmålet om bekvemmelighed, så er det symptomatisk, at mens Berlingske, Information, JP og Politiken alle har korrespondenter i hhv. Jerusalem og Tel Aviv, så har ingen af dem korrespondenter i Mellemøsten uden for Israel.

Pointen her er ikke, at det er umuligt for en journalist i Mellemøsten at bedrive sin gerning på forsvarlig vis med Israel som base. Det er den britiske journalist Graham Usher et strålende eksempel på. Men jeg er overbevist om, at en af grundene til, at Israel huser langt størstedelen af Vestens mellemøstkorrespondenter er, at det er væsentligt lettere at arbejde som journalist i Israel, end i f.eks. Jordan eller Libanon, ikke mindst fordi det israelske forsvars pressetjeneste er yderst gavmild med oplysninger og ofte tilbyder at transportere journalister til hotspots. Kort sagt er jeg ikke i tvivl om, at bekvemmelighed er en faktor, som kan let kan fordreje perspektivet i et ellers sobert stykke journalistisk arbejde.

I mange tilfælde forholder sagen sig dog ganske anderledes: Der er mange journalister, der aldrig kunne finde på at springe over hvor gærdet er lavest. De journalister og korrespondenter jeg talte med i Beirut, var alle yderst opmærksomme på det problematiske i, at negative stereotyper er fremherskende i vestlige mediers repræsentation af islam, Mellemøsten, den arabiske verden etc. For mange af disse journalisters vedkommende var det et bevidst valg at arbejde i Beirut fremfor i Israel. De ønskede at fremstille sagen fra en anden vinkel end den fremherskende. Robert Fisk (Independent) gentog over for mig en af sine væsentlige pointer fra sit værk om krigen i Libanon, Pity the Nation:

Hvad er en palæstinenser som kommer til Israel med et våben? Han er en “terrorist”. Hvad er en israeler som kommer her (til Libanon) med et våben? Han er en “soldat”. Etc. etc. Det er det værste ved journalistik, klichéerne.

Davidd Hirst (Guardian) kom med en direkte opfordring til sine kolleger:

Det er ikke journalistens opgave at medvirke til at konsollidere stereotypier. Det er tværtimod hans opgave at nedbryde dem.

Men problemet er, som de fleste af de yngre journalister jeg talte med sagde, at der er sjældent spalteplads eller sendetid til at føre modtageren ind i en helt ny vinkel eller problemstilling. Derfor er det ikke bare fristende, men nærmest naturligt, eller endda nødvendigt at anvende stereotyper, som skaber en umiddelbar genkendelse hos modtageren.

Alt dette er blot eksempler på, hvad jeg talte om i begyndelsen, nemlig den rutinemæssige tilgangsvinkel, som præger megen journalistik, ikke mindst i forbindelse med dækningen af “islam-relaterede” emner. Problemet er er kort og godt, at man som journalister fra starten står i slam til halsen: Tusinder af artikler, radio- og tv-programmer går forud for det indslag, man skal til at lave. Der er dannet præcedens for, hvordan man skaber umiddelbar genkendelse hos modtageren.

I den nuværende situation er debatten forplumret af forestillinger og implicitte postulater om sammenhængen mellem islam, fanatisme, gadevold, andengenerationsindvandrere, kvindeundertrykkelse, terrorisme, tvangsægteskaber og sundhedsfarlige shawarmaer.

Disse forestillinger og postulater bør bekæmpes med alle midler, for de afsporer debatten i en sådan grad, at ideén om et indvandrervenligt Danmark for mange folk er ensbetydende med et apokalyptisk helvede, hvor der er dødsstraf for at spise kogt flæsk og hvor den, der undlader at skære genitalierne af sin fire-årige datter med en rusten køkkenkniv dømmes til offentlig piskning på Rådhuspladsen.

Man kan begynde med at lave om på, at historier fra Mellemøsten mere eller mindre selvfølgeligt ledsages af billeder af store grupper af bedende eller af vrede mænd iført flagrende gevanter og fanatiske blikke. Det må heller ikke ske, at der i et indslag i Tv-Avisen om andengenerationsindvandrere i Volsmose pludselig indklippes to sekunder med stenkastende palæstinensere – på Vestbredden. Det er uforsvarligt at bidrage til cementeringen af forestillinger om sådanne sammenhænge, som i bedste fald er unøjagtige og som i værste fald skader de mennesker, som de vedrører.

Her er balancegangen mellem stereotyperne og nuancerne den største udfordring. Jeg mener ikke hermed, at det er journalistens opgave at frigøre sig totalt fra alt, hvad der hedder gældende praksis, regler og rutine. Ejheller opfordrer jeg til, at enhver form for generalisering skal undgås. Men hvis man tager Hirsts opfordring alvorligt og ønsker at medvirke til at nedbryde stereotype forestillinger, så må man være indstillet på tit at skulle ofre den klarhed, som en velkendt forklaringsramme eller en kliché forsyner en given historie med, til fordel for en mindre klar, mere tidskrævende, men retfærdigvis også mere virkelighedsnær fremstilling af de forhold man dækker.

Dette indlæg blev udgivet i Aktuelle dokumenter, Analyser, Gamle indlæg, Klip fra pressen. Bogmærk permalinket.