Af Sune Segal (bragt i Berlingske Tidende tirsdag d. 23/4 2002. Publiceret her med forfatterens tilladelse)
Krig mod folkeretten
I dag, ni år efter underskrivelsen af Osloaftalen, er volden eskaleret til uanede højder. Der bliver derfor talt om, at Fredsprocessen skal genoplives. Måske er det imidlertid ikke nogen god idé, i hvert fald hvis meningen er, at man fortsat skal tage udgangspunkt i Osloaftalen. Grunden hertil er den simple, at aftalen er i klar uoverensstemmelse med folkeretten, nærmere betegnet den fjerde Genevekonvention.
En hurtig genopfriskning: Den fjerde Genevekonvention (herefter Konventionen) blev underskrevet og ratificeret af en række lande, heriblandt Israel og USA, i 1949. Formålet med Konventionen er at beskytte civile under besættelse, dels ved at forhindre besættelsesmagten i permanent at ændre besatte territoriers status (dvs. annektering), dels ved at forbyde kollektiv afstraffelse. Underskriverne forpligter sig ikke alene til selv at overholde konventionen, men også til aktivt at arbejde for at sikre, at andre underskrivere overholder den.
Hvad har det at sige i forhold til Osloaftalen? Jo, kort sagt, så var den fundamentale fejl ved aftalen, at den i stedet for at fordre, at Israel overholdt Konventionen, åbnede for forhandlinger om suverænitet over besatte områder.
Her kunne man med stor ret spørge, hvordan PLOs forhandlere kunne være så stupide at opgive sin befolknings ukrænkelige rettigheder i stedet for at stå fast på samme. For at gøre en lang historie kort:
Dels fordi Arafat var groggy på kanten til knockout efter sin støtte til Saddam Hussein under Golfkrigen og for alt i verden ville bevare sin lederposition, og dels fordi han manglede kvalificerede juridiske rådgivere, begik han og hans forhandlere den fatale fejl at give efter på en række afgørende punkter, som de ifølge Konventionen end ikke var berettiget til at forhandle om.
Først og fremmest åbnede de for forhandlinger om formel israelsk annektering af besatte områder i stedet for at holde sig til Konventionens utvetydige forbud mod netop dette fænomen. Ud fra devisen “hellere en dårlig aftale end ingen aftale” gav PLO køb på det palæstinensiske folks ukrænkelige rettigheder og bøjede med Clintons velsignelse nakken for Israels magtlogik frem for at forfølge den rettighedslogik, der – i teorien, selvfølgelig – ville have tildelt palæstinenserne en selvstændig og levedygtig stat.
Resultatet var, at spørgsmålene om bosættelser, grænser, Østjerusalem samt flygtningenes ret til at vende tilbage ikke blot blev udskudt, men blev gjort til genstand for bilaterale forhandlinger, uanset, at alle disse spørgsmål er dækket af Konventionen.
Konsekvenserne er ikke udeblevet. Siden Oslo har Israel konfiskeret adskillige tusinde hektarer palæstinensisk jord, hvorpå der er blevet anlagt nye bosættelser samt veje, der forbinder bosættelserne med hinanden og med Israel. Antallet af bosættere i det annekterede Østjerusalem er steget fra 22.000 til 170.000, mens antallet på Vestbredden er steget fra 100.000 til det dobbelte. Denne tilvækst er den kraftigste på noget tidspunkt siden 1967. De største stigninger har fundet sted under Arbejderpartiets regeringsperioder, især under Ehud Barak. Israel har altså under dække af Fredsprocessen intensiveret sin kolonisering af Palæstina til hidtil uanede højder.
Hvad angår kollektiv afstraffelse, har Israels overgreb mod den palæstinensiske civilbefolkning i de besatte områder i samme periode indbefattet lukning af grænser, destruktion af mindst 8000 private hjem samt af utallige oliven- og frugtplantager, en altomfattende kontrol over den samlede befolknings bevægelsesfrihed, langvarige udgangsforbud, der bl.a. forhindrer børn i at gå i skole, intensiv udnyttelse af palæstinensiske ressourcer, fængslinger uden rettergang samt tortur og summariske henrettelser.
Konventionen forbyder som sagt utvetydigt både kolonisering og kollektiv afstraffelse. Ikke desto mindre har Konventionen på intet tidspunkt været en integreret del af de forhandlinger, der har fulgt Oslo. Således indbefatter ingen af de aftaler, der siden 1993 er indgået mellem Israel og PA, noget eksplicit krav om, at Israel skal nedlægge én eneste af sine bosættelser.
Dette gælder også for det udspil, som Barak/Clinton præsenterede på topmødet i Camp David i juli 2000, hvor de mødtes med Arafat for at diskutere den endelige status for de palæstinensiske områder. Den almindelige udlægning i de hjemlige medier var, at Barak gjorde “historiske indrømmelser”, idet han tilbød Arafat over 90% af territorierne inden for 1967-grænserne, og at det var Arafats (urimelige) nejsigeri, der fik forhandlingerne til at gå i hårdknude – et argument, som Barak gentog så sent som d. 31/3 i et interview på BBC. Et hurtigt blik på hans faktiske tilbud fortæller dog en lidt anden historie.
For det første gik Baraks tilbud i realiteten på at tilkende palæstinenserne suverænitet over 50% af Vestbreddens samlede areal. 40% skulle forhandles senere og 10% skulle annekteres øjeblikkeligt af Israel.
Sidstnævnte 10% udgøres af bosættelser, der ligger spredt ud over hele Vestbredden og som alle er forbundet med hinanden og med Israel af et ekstensivt vejnet, som er anlagt på mange tusinde hektarer konfiskeret palæstinensisk jord. Dette vejnet må ikke benyttes af palæstinensere og deler således effektivt Vestbredden op i fire isolerede enklaver.
Tilbuddet indbefattede endvidere et Østjerusalem, der bogstaveligt talt er omringet af bosættelser og således effektivt afskåret fra resten af Vestbredden. En del af Baraks forslag gik da også på, at palæstinenserne skulle opgive deres krav på Østjerusalem, som Israel annekterede efter Seksdageskrigen og hvis kommunegrænse siden er blevet udvidet langt ind på Vestbredden med yderligere konfiskering af palæstinensisk jord til følge. Endvidere havde Vestbredden i Baraks version ikke grænse med nogen anden stat end Israel, idet strækningen langs Jordanfloden og videre ned langs Det Døde Hav skulle annekteres.
Baraks/Clintons udspil i Camp David bestod altså af et territorium totalt omringet af Israel, udgjort af enklaver uden indbyrdes forbindelse og effektivt afskåret fra Østjerusalem. Det var kort sagt et kompromis om et kompromis, hvor Arafat blev tilbudt mellem 50 og 90% af en femtedel af det oprindelige Palæstina. Vigtigere endnu: den version af en palæstinensisk stat, som Barak ønskede, ville i al fremtid være underlagt Israels totale militære og økonomiske kontrol. Og vigtigst: Baraks tilbud var i kraft sit indbyggede krav om annektering af besatte områder i direkte strid med folkeretten.
Tillad mig at opsummere: I henhold til gældende international lov nyder enhver civilbefolkning ret til beskyttelse mod kollektiv afstraffelse og annektering af landområder. Disse rettigheder er ukrænkelige. Hvem der er aggressor og hvem der handler i selvforsvar er i denne sammenhæng uden betydning. Der er således intet – heller ikke angreb, der rammer besættelsesmagtens civilbefolkning – der kan legitimere en besættelsesmagts brug af kollektiv afstraffelse, endsige annektering af så meget som en kvadratcentimeter besat territorium.
Det essentielle i dette er, at det ikke er nok at vedtage resolutioner, der skal stoppe den aktuelle vold. Når volden er aftaget og situationen i Mellemøsten endnu en gang er tilbage ved de sidste 35 års status quo med et Palæstina, der i alt væsentligt er defineret og kontrolleret af den kolonialistiske virkelighed, som Israel har konsolideret gennem hele Fredsprocessen, må det internationale samfund vågne af sin Tornerosesøvn og indse, at volden, inklusive selvmordsbomberne, ikke er sagen i sig selv, men et symptom på den sygdom, der hedder besættelse og kolonisering.
Ledere og meningsdannere må indse, at der ikke eksisterer en fredsløsning i Mellemøsten, uden at Israel ophæver sin militære besættelse og opgiver sine ulovlige territoriale krav i Østjerusalem, Gaza og på Vestbredden.
Og de må indse, at Israel har en klar strategi, der går ud på at forhindre, at diskussionen om folkeretten bliver en integreret del af den endelige løsning på konflikten. At Israel med andre ord søger at undgå en aftale, der indbefatter nedlæggelse af bosættelser og går imod landets ønske om at annektere besatte områder. I det lys kan Israels nuværende invasion forstås som en naturlig respons på det sauidiske fredsudspil, der i princippet tvinger Israel til at leve op til folkeretten. Israels undskyldning hedder krig mod terror, det egentlige formål er krig mod folkeretten – en pointe, som Per Stig Møller overser, når han anvender udtrykket “terrorkrig” (Berlingske d. 13/4).
I sidste instans er spørgsmålet, om magtlogik skal have lov til at overskygge rettighedslogik. Såfremt magtlogikken får lov til at løbe af med sejren og det internationale samfund fortsat undlader at skride ind over for Israel, så står man tilbage med det problem, at den manglende indgriben træder folkeretten under fode og danner en farlig præcedens, der undergraver selve Konventionens åndelige og juridiske fundament.
Hvis det internationale samfund derimod ønsker at holde sig til rettighedslogikken og helligholde Konventionens principper – der blev nedfældet efter at verden havde oplevet historiens mest omfattende massakre på et enkelt folkefærd – så er det helt afgørende, at disse principper bliver efterlevet uden skelen til politiske interesser af nogen art. Dette vil indbefatte, at der skal indgås nye aftaler, der ikke er inficeret af de samme problemer som Osloaftalen, hvilket vil sige, at de bør basere sig på rettighedslogik nærmere end magtlogik.
Sanktioner har nu været på tale, men sanktioner vil ikke tjene rettighedslogikkens langsigtede mål, hvis de blot udgør en midlertidig foranstaltning rettet mod den nuværende israelske vold. Istedet må det være vedvarende sanktioner i stil med dem, der medvirkede til at tvinge verdens næstsidste apartheidregime til at leve op til international lovgivning.