Danpal.dk

Hvornår er det nok?

Af FATHI EL-ABED, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening

Siden Israel førte krig mod sine naboer og besatte blandt andet Vestbredden og Gaza i 1967, er Israel blevet belønnet af verdenssamfundet. I to årtier – og helt nøjagtigt frem til fredsprocessens begyndelse i midten af 1990´ erne – har Israel forsikret kritikerne af besættelsen og koloniseringen af de palæstinensiske områder om, at bosættelserne er midlertidige. I dag – 42 år efter besættelsen og 15 år efter den efterhånden kuldsejlede fredsproces – er antallet af jødiske bosættere på Vestbredden, inklusive det palæstinensiske Østjerusalem, mere end tredoblet og har rundet den halve million. Venter på pressetSiden Barack Obama overtog Det Hvide Hus, har EU og verdenssamfundet ventet – nærmest som små børn, der venter på alverdens lækkerier – på miraklet: Seriøst pres på Israel for at standse tyveri af palæstinensisk land og samtlige byggerier i bosættelserne på Vestbredden. For trods mere end 30 års amerikansk erkendelse af ulovligheden af bosættelser, så amerikanerne først lyset, efter at Barack Obama blev præsident. Den amerikanske administration er nu overbevist om, at bosættelserne er den største forhindring for fred. Men også, at bosættelserne er roden til al ondskab i den israelsk-palæstinensiske konflikt. For bosættelser og bosættere på Vestbredden har med sig bragt et apartheid-lignende system på Vestbredden i form af en 8 meter høj mur, der isolerer palæstinenserne i små enklaver, et indviklet og veludviklet vejsystem på kryds og tværs af Vestbredden, der alene er forbeholdt bosætterne. For slet ikke at tale om en israelsk checkpoint-kultur bestående af mere end 550 kontrol-og blokeringsposter. Omvendt logikHer i 11. time er det langt om længe gået op for amerikanerne – og sjovt nok også for EU – at forholdene for palæstinenserne på Vestbredden er forkastelige – humant og politisk. USA trækker nu i land. Godt nok er kolonisering af besat land ulovlig ifølge folkeretten, men også det kan tilsyneladende gradbøjes, når det kommer til realpolitik. Og nu skal Israel endnu en gang belønnes, ved at presset skal være på bestemte arabiske lande for en åbning over for Israel med et “midlertidigt” stop af bosættelses-byggerier på sølle et halvt år som en modydelse. En sand omvendt logik. Plan for yderligere tyveriFor nylig fremsatte Israel sin plan for yderligere tyveri og kolonisering af palæstinensisk land ved at erklære, at den massivt vil udvide flere jødiske bosættelser på den besatte vestbred – inklusive Østjerusalem. Det gælder tilsyneladende om fortsat at rage til sig, inden Israel føler sig nødsaget til – for en rum tid – at standse udvidelserne. Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har siden erklæret, at disse planer ikke kolliderer med de løfter, som Israel har givet USA, FN og resten af verden om, at udvidelserne blot følger den naturlige vækst. Og her tyder det på, at den naturlige vækst i bosættelserne er af en meget overnaturlig art, som ikke er set nogen steder i verden. Hvornår er det nok? Og hvornår sætter verdenssamfundet en stopper for Israels trodsighed og ligegyldighed over for den sjældne konsensus om totalt stop og rømning af de jødiske bosættelser som et skridt mod en varig og holdbar løsning på den palæstinensisk-israelske konflikt i stedet for gang på gang at belønne Israel?. »Her i 11. time er det langt om længe gået op for amerikanerne – og sjovt nok også for EU – at forholdene for palæstinenserne på Vestbredden er forkastelige – humant og politisk.«.

Debatindlæg i Jyllands-Posten den 21.09.2009

Netanyahus fred er en kynisk undvigelse

Publiceret: 25. august 2009 i Financial Times

Da Barack Obama sagde til Israel, at ”en del af det at være en god ven, er at være ærlig”, fik landets politiske eliter en anelse om, at årtiers tvetungethed om konflikten med palæstinenserne var ovre. I hans tale den 4. juni på Cairo Universitet sagde han det lige ud: ”Ligesom Israels ret til at eksistere ikke kan benægtes, kan Palæstinas heller ikke”.

Den amerikanske præsident kunne have henvendt sig til Benjamin Netanyahu, Israels premierminister, som nægter at holde koloniseringen af palæstinensisk jord tilbage eller skubbe på for en tostats-løsning på konflikten. Men hvor meget hr. Obama end prøver at ændre samtalen i og om Mellemøsten, bliver hr. Netanyahu ved med at forsøge at skifte emne.

Obama har som sin slagmark valgt de jødiske bosættelser på besat arabiskjord, alle sammen ulovlige i henhold til international lov. ”De Forenede Stater accepterer ikke lovligheden af fortsatte israelske bosættelser”, sagde præsidenten. Washington har opfordret til en total fastfrysning, inklusive den såkaldte ”naturlige vækst”, som har gjort det muligt for bosættelserne at udvide sig eksponentielt. Hr. Netanyahu, i London for at mødes med George Mitchell, præsidentens særlige repræsentant, ønsker at tale om økonomi. Dette er en kynisk undvigelse.

Det er vigtigt at huske, at hr. Netanyahu altid har hævdet, at palæstinenserne ikke kan forvente en nation, kun en eller anden slags overkommunal regering. Hans ytring af ordet ”stat” i hans tale om politik den 14. juni som svar til hr. Obama ændrer ikke dette på nogen væsentlig måde. Ud over det jødiske religiøse krav på Biblens Israel, Eretz Yisrael, mener Netanyahu, at Israels sikkerhed kræver en buffer af besat land – herunder det meste af Vestbredden – for at isolere det fra dets arabiske naboer. Hele den arabisk-israelske ligning er for ham et nul-sums spil. Det udelukker land-for-fred: den af FN’s Sikkerhedsråd påbudte fremgangsmåde lige siden Seksdageskrigen i 1967.

Under hans tid som premierminister i 1996-1999 tilbød han fred-for-fred i stedet for land-for-fred. Nu forvirrer han begreberne med en ”økonomisk fred”.

Økonomi og udsigten til et job er selvfølgelig kraftige midler til forandring. Israels bemærkelsesvær­dige succes med nationsopbygning og økonomisk udvikling står med rette som en daglig anklage mod dets arabiske naboer, svækket og forkrøblet af indadvendte selvherskerdømmer. Alligevel har hr. Netanyahus fiskeri om, at Israel kan hjælpe araberne med at tage globaliseringen op og omdanne regionen til én lykkelig familie, en del nyere historie at forklare.

Selv om det er sandt, at arabiske ledere bruger pat-situationen ”ingen krig, ingen fred” til at retfærdiggøre deres monopoler på magt og ressourcer, er det også sandt, at de (og deres borgere) føler sig bedraget af erfaringen fra Oslo.

I 1992-1996 på højden af fredsprocessen høstede Israel alene en fredsdividende uden at måtte slutte en fred. Diplomatisk anerkendelse af Israel fordobledes, fra 85 til 161 lande, hvilket førte til fordoblet eksport og seks ganges forøgelse i udenlandsk investering. Under den samme periode faldt indkomsten pr. hoved i de besatte territorier med 37 procent, mens antallet af bosættere steg med 50 procent. Økonomisk udvikling beskæftiger sig med fakta; hr. Netanyahu beskæftiger sig med kosmetik.

Med en økonomisk fred, argumenterer han, ville barrierer for vækst blive fjernet, og palæstinensisk økonomi ville blive trukket flot. Men Israel kan og burde fjerne de fleste af disse barrierer alligevel. Ifølge FN var der sidste måned (juli 2009, O. anm.) 614 kontrolposter inde i Vestbredden – et område på størrelse med Lincolnshire eller Delaware – sammenlignet med 613 i juni. Den nylige fjernelse af fx blokeringspunkterne ind til Nablus har ført til en genoptagelse af forretningslivet. Men hvad dette viser er, hvordan Israels opskæring af Vestbredden kvæler al aktivitet.

Hr. Netanyahus følelsesbetonede insisteren på ”naturlig” bosættelsesvækst er lige så falsk. Med store subsidier vokser disse kolonier mere end tre gange hurtigere end befolkningen i selve Israel. Bosættel­sernes kommunegrænser strækker sig langt ud over de bebyggede arealer. Kombineret med sikkerheds­muren bygget på Vestbredsjord, bosætter-alene-vejene og de militære zoner er palæstinenserne indhegnet i stadig skrumpende og usammenhængende Bantustans.

Enhver økonomi behøver bl.a. territorium og bevægelsesfrihed. Den lammede palæstinensiske økonomi er ikke anderledes. Hr. Netanyahu ved det, og Obama-administrationen har gjort det klart for ham, den ved han ved det.

I hans forrige administration omdannede hr. Netanyahu fremstødet for fred til ren metode: han samlede uløste spørgsmål i en bunke af forhandlinger om ”endelig status”, som han aldrig havde til hensigt at begynde på. Under pres fra USA har han ændret taktik – men målet er nøjagtigt det samme.

Oversat fra engelsk for DPV af Jørgen Nyeng

BREAKING THE SILENCE: Ambassadør bør selv bryde tavsheden

Af Fathi El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening

»VI HAR EN fri debat i Israel«. Det påstår Israels ambassadør i Danmark Arthur Avnon (Pol 4.9). Det glitrende glansbillede, ambassadøren forsøger at tegne af staten Israel, er i lodret strid med, hvad verdenssamfundet har fået ud af besættelsesmagten Israel de sidste mange år. Ikke mindst i forbindelse med overgrebet mod Gaza omkring årsskiftet. Det strider bestemt også imod, hvad de gode folk i Breaking the Silence beretter om. Især omkring de såkaldte undersøgelser, den israelske besættelseshær og den israelske stat foretager i forbindelse med de utallige overtrædelser af de mest basale rettigheder for den palæstinensiske civilbefolkning. Såkaldte undersøgelser, som aldrig nogen sinde er mundet ud i noget som helst. Israels ambassadør påstår, at den israelske hær opererer med et stort moralsk ansvar. MEN HVORDAN kan en besættelseshær handle moralsk, når selve besættelsen er indbegrebet af den laveste moralske handling, et menneske eller et land kan foretage? Og hvordan kan Israels ambassadør – arrogant og sentimentalt – forsøge at overbevise os om de høje moralske værdier i den israelske besættelseshær, når Breaking the Silence fortæller og med så mange tydelige eksempler godtgør netop den manglende moralske kodeks, regler for krigsførelsen og behandling af den palæstinensiske civilbefolkning – især under det seneste omfattende overgreb mod Gaza – fra den israelske besættelseshærs side. Disse modige tidligere soldater har hver især oplevet på egen krop, hvad det vil sige at trodse de israelske generaler. DISSE MODIGE soldater tog for længst en beslutning om at bryde tavsheden. Og det betaler de en høj pris for. De forfølges og chikaneres konstant og dagligt. Af de utallige israelske sikkerhedsorganer, men også af mange i det israelske samfund. Men også såvel israelske som internationale freds-og menneskerettighedsorganisationer har gennem tiden oplevet veltilrettelagte smædekampagner mod deres arbejde og publikationer. Den israelske fredsbevægelse Gush Shalom, det israelske menneskerettigheds-og dokumentationscenter Bétselem, Amnesty International, Human Rights Watch, FN´s Menneskerettighedsorgan samt mange flere israelske og internationale organisationer og enkelt personer (som den israelske nyhistoriker professor Ilan Pappe) har oplevet det en del gange gennem tiden. Det prompte og altid klare israelske svar er som sædvanlig at så tvivl om disse organisationers og menneskers arbejde og troværdighed. INTET TYDER PÅ fri debat i Israel. Tværtimod. Afsløringer af overgreb mod palæstinenserne – vel at mærke med ordre fra lederskabet hele vejen op i den israelske hær og det politiske system – vidner om en israelsk strategisk beslutning. Man vil ikke kun fortsætte besættelsen og undertrykkelsen af palæstinenserne. Enhver kritik og anklage mod den israelske besættelseshær skal altid mødes med mistro, anklager om antisemitisme og indblanding i interne anliggende. Det vil klæde den israelske ambassadør selv at bryde tavsheden og vedstå de mange uhyrligheder mod den palæstinensiske civilbefolkning i de besatte områder i stedet for at slynge anklager ud til højre og venstre.

Debatindlæg i Politiken af Fathi El-Abed

Cafe-møde om palæstinensiske fanger i israelske fængsler

Onsdag den 16. september kl. 17.00 – 19.00Cafe Cikaden, Griffenfeldsgade 41, Nørrebro

Sahar Francis fra Addameer, komiteen for politiske fanger, Palæstina, vil fortælle om situationen for politiske fanger i israelske fængsler, herunder Israels brug af ’administrativ tilbageholdelse’. Der vises en kort film. Efter oplægget mulighed for spørgsmål og diskussion.

Sahar Francis er advokat og har netop vidnet for FN om Israels massakrer i Gaza.

Der serveres kaffe/the og øl og vand.

Arrangør; www.internationaltforum.dk

Fatahs konference løste ingen problemer

Med afholdelsen af den første generelle konference i Fatah siden 1989 – i august 2009 i Betlehem på Vestbredden – er magten i Fatah bevægelsen endelig skiftet fra diasporaen til Vestbredden.

Men er der sket en fornyelse efter valget med en ny generation Fatah ledere fra Vestbredden?

Kan ledelsen finde frem til en samarbejdsregering med Hamas, der kan føre troværdige, palæstinensiske forhandlinger med Israel om ophævelsen af besættelsen og oprettelsen af en to-statsløsning?

Og vil den nye centralkomite overhovedet kunnefungere med deltagelse af både en Marwan Barghouti og en Muhammed Dahlan?

Mahmoud Abbas, den 74-årige leder af den palæstinensiske Fatah bevægelse har markeret sig markant ved at afholde en generel konference i Betlehem på Vestbredden i denne uge.

Men garvede palæstinensiske observatører siger, at Abbas største interne politiske udfordringer stadigvæk ligger foran ham, og mange af disse udfordringer, siger de, stammer direkte fra de kompromisser  han var nødt til at indgå for overhovedet at kunne samle en konference- samt sikre sig, at den fremstod som en succes i form af en politisk platform og et valg af ny ledelse

Konference på Vestbredden.

Et af de største kompromisser er kædet sammen med beslutningen om at afholde konferencen inde på den israelsk besatte Vestbred . Dette betød nemlig, at adskillige Fatah aktivister fra den demografisk tunge palæstinensiske diaspora – samt det indesluttede Gaza – var afskåret fra at deltage af Israel.

Derudover blev de 470 medlemmer fra Gaza yderligere forhindret i at deltage af den islamiske bevægelse Hamas, som nu kontrollerer Gaza: Hamas sagde, at man kun ville tillade Fatahs delegerede at rejse til Betlehem, hvis Fatah løslod de utallige Hamas medlemmer, som sidder fængslet på Vestbredden.

Dette blev afvist af Fatah.

Fatah medlemmerne i Gaza måtte således nøjes med at deltage i konferencens valg af  lederskab via telefon og email.

Valg af ny ledelse.

Det var derfor ikke særlig overraskende, at det store flertal af konferencens 2241 deltagere endte med at komme fra Vestbredden.

For en bevægelse som blev grundlagt – for ca 50 år siden- i den palæstinensiske diaspora, og som var baseret på påtrængende politiske krav fra de eksilerede palæstinensere, var denne magtkoncentration på Vestbredden en voldsom politisk manifestation.

Det massive skift til Vestbankens dominans i bevægelsen var tydeligt allerede i den første runde af valg. Af de 19 personer – alle mænd – der blev valgt til centralkomiteen (CC) var 1 fra Gaza og 2 fra diasporaen. Resten var fra Vestbredden.

Mahmoud Abbas blev tidligt i valghandlingerne genvalgt som leder af Fatah i en afstemning, hvor der ikke var opstillet modkandidater.

Det gamle Fatahs reaktion

Ved de første indledende resultater af afstemningen til CC udløstes en storm af vrede fra mange gamle Fatah medlemmer og aktivister, der antydede valgsvindel og tog en række initiativer for at påvirke de resterende afstemninger.

Det nye Fatah

Mange vestlige kommentatorer understregede, hvorledes valget til CC afspejlede, at magten nu var gledet over til en ny generation. Dette forhindrede dog ikke Muhammed Ghneim, 71 , som hørte til de tidligste ledere omkring Arafat, i at samle det største antal stemmer blandt de valgte, 1368. Derudover udgjorde den gamle garde fra Fatah stadigvæk omkring halvdelen af de valgte, samtidig med at flertallet af de unge indvalgte medlemmer i CC viste sig at være i 50’erne og 60’erne . Udsigten til en foryngelsesproces syntes således ikke at være særlig stor.

To nye magtfulde medlemmer af CC

To medlemmer af den ’nye unge generation i CC’ er velkendte i vesten, nemlig Marwan Barghouthi,50, der for øjeblikket afsoner 5 livstidsdomme i et israelsk fængsel og Mohammed Dahlan, 47, Fatahs sikkerhedschef, som i mange år har arbejdet tæt sammen med USA og den israelske sikkerhedstjeneste.

Barghouthi blev nummer 3 i afstemningen med 1063 stemmer og Dahlan blev nummer 10 med 853.

Disse mænds mange støtter havde håbet, at de ville ende allerøverst på valglisten, og udfaldet var derfor en stærk skuffelse. Ifølge visse rapporter kom Dahlan kun med på listen over vinderne, fordi der i sidste øjeblik blev indgået aftaler med Abbas og andre politikere.

Derudover er det et problem for det nye CC , at Barghouti og Dahlan, selvom de tilhører den samme generation, repræsenterer meget divergerende holdninger til mange problemer.

Forsoning med Hamas?

I det meget centrale spørgsmål om hvorvidt Fatah skal forsone sig med Hamas og på hvilke betingelser, er Barghouti , lige som de fleste Fatah fanger i de israelske fængsler, en stærk fortaler for og udøver af en forsoningspolitik, mens Dahlan er en stærk anti-Hamas høg.

I 2007 var Dahlan en nøglespiller i den USA støttede plan om at vælte Hamas regeringen i Gaza med magt. Forsøget mislykkedes. Siden da har han været en højst kontroversiel skikkelse i palæstinensisk politik—også indenfor Fatah, – hvor der er nogle, der kritiserer hans mislykkede anti-Hamas kup og andre, der kritiserer, at han overhovedet gjorde forsøget.

Fatahs struktur giver ikke plads til ændringer

Hussein Agha, en af veteranerne blandt palæstinensiske kommentatorer baseret i London, bemærkede, at selvom CC’s ’unge garde’ måske kan blive enige med hinanden om, hvordan de ønsker at revitalisere Fatah, ville de alligevel få det svært.

”Bevægelsen har ikke endnu den slags interne struktur på plads, der ville give dem mulighed for at gennemføre et virkeligt skifte”, sagde han. Han tilføjede imidlertid, at et resultat af den succesrige konference vil være, at Abbas fremover vil være nødt til at være meget mere opmærksom overfor det nye kollektive lederskab samt være mere proaktiv i at skaffe sig støtte her, end han nogensinde har været i det tidligere CC. Hvor han tidligere afviste ønsker om større gennemsigtighed indenfor ledelsen, har han

både i forbindelse med konferencen og nu bagefter vist en ny opmærksomhed overfor stemningen i Fatahs base.

Abbas programerklæringer i Betlehem

I sin tale til konferencen undlod Abbas at rette nogen kritik mod Fatahs sejre og nederlag siden sidste konference i 1989.

I stedet balancerede han på en tynd line i spørgsmålet om, hvorvidt Fatah skal støtte en aktiv, formodentlig militær modstand mod den israelske besættelse. Han sagde, at selvom ” legitime former for modstand forblev en palæstinensisk ret”, ville Fatah alligevel fortsætte sit arbejde med at forhandle fred med Israel.

Hans bemærkning om ”legitim modstand” har vakt en forudsigelig vrede hos de israelere, der ikke ønsker at forhandle en fredsaftale med palæstinensiske ledere, uanset hvor moderate de måtte være.

I sin rapport understregede Abbas også, at palæstinenserne kun skulle genoptage de endelige fredsforhandlinger med Israel, hvis Israel standser sit bosættelsesprogram på Vestbredden og løslader alle de 11.000 politiske fanger, som på indeværende tidspunkt er fængslet.

Det er en kendsgerning, at Fatahs holdning til de store diplomatiske spørgsmål – på papir, dermed er kommet meget tæt på Hamas holdning.

Forsoningsforhandlinger

Forsoningsforhandlingerne i Cairo finder sted i slutningen af august, men palæstinensiske kommentatorer bemærker, at Abbas , i modsætning til visse medlemmer af  Fatahs nye CC, stadig modsætter sig en sådan forsoning. De vurderer, at der ikke er stor sandsynlighed for, at Cairoforhandlingerne vil skabe en koalition af de to parter, der er i stand til at repræsentere alle palæstinensere i en genoptaget fredsforhandling— med mindre Abbas underkastes et langt hårdere pres fra Washington for at opnå dette.

Hussein Aghas vurdering

”Vil kongressen styrke Fatah?”

Agha gav et nuanceret svar. ”  Den gjorde alle deltagerne i mødet meget lykkelige”, sagde han.” Husk at mange af dem ikke har set hinanden i mange år. Så ud fra den synsvinkel var konferencen en virkelig succes for Abu Mazen (Abbas)”. Men han tilføjede, ” Der var overhovedet ingen rigtige politiske diskussioner i Betlehem. Ingen af Fatahs mange problemer blev løst eller overhovedet taget op. Så følelsen af lykke vil ikke vare længere end 2-3 måneder – højst.

Oversættelse og redigering: Marianne Risbjerg Thomsen

Desmond Tutu: Sikkerhed opnås ikke med hegn og våben

En kendt skikkelse fra det sorte flertal i Sydafrika under kampen mod apartheid, Biskop Desmond Tutu, har besøgt Mellemøsten. Det er der kommet nogle kommentarer og diskussioner ud af – også om boykot af Israel kan hjælpe den palæstinensiske sag. Gush Shaloms leder er ikke overbevist herom.

Tutu: Araberne betaler prisen for Holocaust

Den israelske avis Haaretz (28. august 2009) har interviewet Nobelprismodtager Desmond Tutu under hans besøg. I en kommentar til Netanyahu´s erklæring i Berlin 25. August om at læren af Holocaust er, at Israel altid skal kunne forsvare sig selv, sagde Tutu:

– Det Israel bør lære af Holocaust er, at det aldrig kan opnå sikkerhed ved hjælp af hegn, mure og våben, og fortsætter: I Sydafrika forsøgte de (Apartheidregimet) at skabe sikkerhed med geværløb. Det lykkedes aldrig. De fik sikkerhed, da princippet om menneskerettigheder for alle blev anerkendt og respekteret.

I en tale i Jerusalem sagde Tutu, at Vesten er fyldt med skyldfølelse overfor Israel på grund af Holocaust – og sådan bør det også være. Men hvem betaler en bod for dette i dag – det gør arabere, det gør palæstinenserne. En tysk ambassadør sagde engang til mig (Tutu), at Tyskland er skyldig på to områder. Den ene er hvad de gjorde mod jøderne. Og i dag står vi så dermed et medansvar for palæstinensernes lidelser.

Han langede også ud efter de jødiske organisationer i USA, og sagde at de intimiderede enhver som kritiserer besættelsen og kalder al kritik for anti-semitisme. Tutu mindede om, at disse organisationer havde presset amerikanske universiteter til at aflyse invitationer sendt til ham selv.

Dette er ulykkeligt, da min egen position faktisk kan forbindes til Torah´en ord. Vi er alle skabt i Guds billede, og vi har en Gud, som altid skal være særligt opmærksom over for de undertrykte, sagde Tutu.

Tutu i Bil´in – landsbyen

Tidligere på dagen besøgte Tutu og den øvrige delegation landsbyen Bil´in (ved Øst-Jerusalem), hvor palæstinensere hver uge protester mod adskillelsesmuren, som bygges på deres jord. Tutu sagde i den anledning:

Vi plejede at tage børnene med på ture i Swaziland og måtte passere grænsekontroller i Sydafrika. Det var lidt det samme som her – du er afhængig af en politimands nåde. De bestemmer om og hvornår du kan komme igennem og de kan sende dig tilbage uden nogen grund. Der er dog også en forskel: Vi var ikke udsat for kollektiv afstraffelse, da vi gjorde modstand mod Apartheid. Vi kendte ikke til, at huse blev jævnet med jorden på grund af mistanke mod et enkelt medlem af familien

Aktivisterne i Bil´in fik ham til at tænke på Gandhi som var i stand til at besejre Britisk herredømme i Indien med ikke-voldelige metoder, samt på Martin Luther King, som startede sit virke med at rejse en sag for en kvinde som var træt af kun at måtte side bagerst i bussen.

Tutu erklærede at ingen sag var håbløs og fremhævede fredsprocessen i Nord-Irland. Den var formidlet af George Mitchell, som nu er USA´s udsending i Mellemøsten.

Tutu: Sanktioner hjalp mod Apartheid

Tutu kommenterede i Haaretz også opfordringer fra professor Neve Gordon (Ben Gurion Universitetet) til at indføre målrettede sanktioner mod Israel.

Min vurdering er, sagde Tutu, at sanktioner af mange grunde var vigtige for at skabe forandringer i Sydafrika. Vi havde sports-boykot og da vi er sports-tossede, berørte sanktionerne mange. Sanktioner blev psykologisk et af vigtigste instrumenter i kampen. For det andet ramte de den sydafrikanske regering på tegnebogen, da der blev våben-boykot og også økonomisk boykot.

Da F.W. de Klerk blev præsident (med henblik på at ophæve apartheid) havde han ringet og ønsket tillykke. Klerks første reaktion havde været at spørge om Tutu nu ville få aflyst sanktionerne. Udadtil hævdede regeringen altid at sanktionerne ikke påvirkede dem. Det var ikke sandt.

En anden vigtig virkning af sanktionerne var, at de viste at omverdenen bekymrede sig om os. Det gav håb og det gjorde os mere synlige i modstanden.

Gush Shalom: Boykot kan næppe virke over for Israel

I en kommentar til spørgsmålet om sanktioner over Israel, skriver Uri Avnery, leder af den israelske fredsbevægelse Gush Shalom, efter et møde med Desmond Tutu, at han ikke mener at betingelserne for en boykot-succes er opfyldt.

Kampen i Sydafrika var mellem en stor majoritet og en lille minoritet, som sad på magten. Det betød, at mere end 90 procent af befolkningen støttede en boykot, selv om de selv måtte lide under den.

I Israel er situationen modsat. Jøder tæller mere end 80 procent af Israels befolkning og 99 procent heraf er imod boykot og sanktioner mod Israel. Israels befolkning vil derfor ikke føle at Verden er med os, men at Verden er imod os.

I Sydafrika støttede boykotten flertallet og opmuntrede i kampen. I Israel vil boykot betyde større opslutning til det ekstreme højre, skriver Uri Avnery. Han medgiver, at det for palæstinenserne vil se anderledes ud, men at fortalerne for boykot (herunder Neve Gordon) siger, at deres initiativ er taget for at hjælpe jøderne og ikke palæstinenserne.

Det er mere end tænkeligt, at den jødiske forståelse af at Verden er imod os, er irrationel, skriver Uri. Men i nationers liv, og i individers liv, kan man ikke ignorere det irrationelle. En generel boykot mod Israel vil understrege vores opfattelse af at vi befinder os i offerrollen. 

Tag dog ikke fejl, skriver Avnery. Gush Shalom og jeg er tilhængere af at støtte boykot af varer fra bosættelser, et initiativ vi startede for 11 år siden.  Her forsøgte vi at vise, at der er to slags israelere. De der er imod besættelse og bosættelser, og de som er for. Boykotten støttede førstnævnte gruppe og initiativet er aldrig blevet beskyldt for at være anti-israelsk eller anti-semitisk. I dag arbejder EU på at lukke for bosættervarer.

De som opfordrer til generel boykot tror ikke længere på, at forandringer kan komme fra israelsk side. Jeg tror omvendt ikke, at der vil ske positive forandringer medmindre de har en betydelig støtte i den israelske befolkning, ligesom jeg ikke ser mulighed for en effektiv boykot, konkluder Uri Avnery, leder af Gush Shalom.

Bearbejdning/oversættelse: Ole Olsen

Kilder: www.haaretz.com www.gush-shalom.org

Arrangementer i september

Mandag den 14. september

Debat aften på Christiansborg om USA´s næste skridt i Mellemøsten; Obamas plan for fred i Mellemøsten. Mandag den 14. September kl. 19.30 – 21.00. Arrangører: Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, Dansk Israelsk Selskab og New Outlook. Tilmelding nødvendig på dalil@jubii.dk.

Fredag den 18. september

Debat aften om Palæstina i Albertslund fredag den 18. September kl. 17.00 – ca. 20.00. Det sker på Herstedlund etape 2, Robinievej 48, 2620 Albertslund. Med mad og billeder fra Palæstina. Oplæg ved Fathi El-Abed, Formand DPV. Alle er velkomne.

Breaking The Silence arrangementer i Odense og Århus:

Torsdag den 10. September kl. 14.30 – 17.00 på Fyns HF kursus i Odense (kontakt Ulla Lundberg p-west@post8.tele.dk.

Torsdag den 10 september Kl.19.00 – 21.00 afholder DPV i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp om en debataften med den israelske soldaterorganisation ”Breaking the Silence”. Det foregår i Folkekirkens Nødhjælps lokaler Klostertorv 6, 3. sal , i Århus. Kontaktperson(er): Annica Mårtensen (annica@mailme.dk) og Jo Falk Nielsen (jofalk@webspeed.dk)

Fredag den 11. September kl. 11.00 – ca. 13.00 er Breaking The Silence i Ulfborg, hvor Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening i samarbejde med Skolecentret på Tvind, Skorkærvej 8, inviterer til foredrag samt efterfølgende debat. Kontaktperson er Annica Mårtensen (annica@mailme.dk).

ISRAELS KYNISKE BRUG AF FORARGELSE

Der blev for nogle dage siden bragt en mindre flatterende historie i en svensk avis om at israelere muligvis havde stjålet dræbte palæstinenseres organer og solgt dem. Frem for at søge fakta skilt fra fup, er historien nu blevet gjort til en svensk-israelsk krise – af Israels toppolitikere.De hævder, at svenske toppolitikere må påtage sig et ansvar for hvad en avis skriver – noget i lighed med hvad Mellemøstlige lande forlangte af den danske regeringer efter JP bragte satiretegninger med profeten Muhamed.Det gode spørgsmål er, om de israelske politikere virkeligt er forargede eller om de kynisk benytter artiklen til at føre kampagne mod de svenske politikere? Der skal jo meget snart være møde mellem Israel og det svenske EU-formandsskab om (mangel på) fremskridt i fredsprocessen. Det emne er penibelt for Israel.Det er en kendt israelsk og pro-israelsk taktik at angribe politiske kritikere på deres moralske habitus og påståede ansvar frem for at forholde sig til deres synspunkter. Jeg og andre kender virkningen. Selv om angrebene er grundløse bliver man kortvarigt mat i sokkerne.Lige nu ser det ud til, at de svenske politikere har is i maven, men lur mig, om de alligevel ikke må møde frem til forhandlingerne med Israel med sprækker i selvtilliden og dermed svækket politisk styrke – ofre for den seneste iscenesatte israelske forargelse!Ole

Obama på vej mod knæfald i bosættelsesspørgsmålet

Ifølge den israelske avis Haaretz 27. august har USA bøjet sig for Israels krav på bosætterspørgsmålet. USA vil angiveligt acceptere, at Øst-Jerusalem holdes ude fra et stop og at igangværende og aftalt byggeri i andre bosættelser ikke stoppes. Det betyder i virkeligheden, at USA lader israelsk lov stå over international lov.

Ifølge både vestlige og israelske diplomater har USA´s Mellemøstudsending George Mitchell så at sige taget til efteretning at Netanyahy ifølge israelsk lov ikke kan erklære et stop for bosættelser i Øst-Jerusalem. USA vil dog ikke på nogen måde bifalde nye bosættelser i Øst-jerusalem.

For de øvrige bosættelser har Netanyahu øjensynlig accepteret et midlertidig stop for ny byggerier i 9 måneder – idet de allerede igangsatte som nævnt ikke stoppes. Det drejer sig om ca. 2500 boliger (formentlig svarende til ca. 10.000 nye bosættere). Desuden kan Israel etablere børnehaver og andre offentlige bygninger, hvis de selv finder det nødvendigt.

Netanyahu har erklæret, at han forventer at ophæve bosættelsestoppet, hvis det ikke bliver mødt med positive skridt fra palæstinensisk og arabisk side. På dette spørgsmål han øjensynligt dog endnu ikke USA’s støtte.

I forhold til forlydender om, at den palæstinensiske præsident Abbas måske er parat til at mødes med ham under FN’s generalforsamling, erklærer Nytanyahu sig meget postitiv. Indtil nu har Abbas afvist møder, medmindre der bliver et totalt stop for bosættelsesbyggeri.

Hvis der bliver et møde, vil Netanyahu kræve palæstinensisk anerkendelse af Israel som en jødisk stat samt en eventuel fredsaftale kun kan blive aktuelt, hvis palæstinenserne herefter afstår fra yderligere krav.

Oversættelse/bearbejdning: Ole Olsen

Dansk-Palæstinensisk VenskabsforeningRegion Hovedstaden indbyder til:

Foredragsrække om Israel-Palæstina

Emnerne er følgende:

Historien fra zionismens begyndelse til 1948Søren Højmark.Onsdag den 9. september kl. 20 – 22.Søren Højmark er redaktør af PalæstinaOrientering, cand. theol og tidligere seminarielektor.

Historien efter 1948Carlo Hansen.Onsdag den 30. september kl. 19.30 – 21.30.  Carlo Hansen er journalist og forfatter, bl.a. til ”Kaktussens land,” Kliim 2002.

Palæstinenserne i IsraelMahmoud IssaTirsdag den 20. oktober kl. 19.30 – 21.30.Mahmoud Issa er cand.mag. og forfatter til bl.a. ”Lubya var en landsby i Palæstina,” Tiderne skifter 2005.

Palæstinensiske flygtningeIben Baadsgaard Al-KhalilMandag den 9. november kl. 19.30 – 21.30.Iben Baadsgaard Al-Khalil har boet og arbejdet i en flygtningelejr i Libanon og har her i Danmark arbejdet med traumatiserede flygtninge. Nu freelancejournalist.

Religion i det hellige land – velsignelse og forbandelsePeter Friis-NielsenMandag den 7. december kl. 19.30 – 21.30.Peter Friis-Nielsen er cand. theol. Freelancefotograf og kommunikationskonsulent.

Hvor?

– Alle foredrag finder sted i Verdenskulturcentret Nørre allé 7, lokale 305. Gratis adgang!

For Hvem?

– Foredragene kræver ikke specielle forudsætninger og er åbne for såvel medlemmer som ikke-medlemmer af Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening.

Yderligere oplysninger

Hvis du ønsker yderligere oplysninger, kan du henvende dig til Dagmar Dinesen, tlf. 4921 6700, mobil 2820 4910, e-mail dpv.h.afd@gmail.com