Det religiøse højres magtposition her og nu i Israel
Det er ikke muligt at forstå bosættelsesproblematikken på Vestbredden i dag, hvis ikke man tager højde for det religiøse højres stadig stærkere position
I sin seneste rapport ”Israel´s Religious Right and the Question of Settlement” 20. juli 2009 advarer International Crisis Group imod at undervurdere et voksende politisk og socialt fænomen, der kan underminere muligheden for en bæredygtig israelsk-palæstinensisk fred, nemlig den religiøse højrefløjs massive indflydelse på alle niveauer af det israelske samfund.
Netanyahus dilemma: USA eller det religiøse højre?
Benjamin Netanyahu er i en voldsom klemme.
På den ene side står Israel overfor et pres uden fortilfælde for at standse al bosættelsesaktivitet, anført af en ny og forbavsende beslutsom amerikansk administration.
Det endelige resultat af de aktuelle diskussioner mellem Washington og Jerusalem er uhyre vigtigt, men det vil kun være første skridt i en lang proces med det formål at standse udbygning af bosættelser, at evakuere bosættelser og at formulere en bæredygtig fred med palæstinenserne.
Men på den anden side står statsministeren også i spidsen for en yderst højreorienteret regeringskoalition og et hjemligt pres fra bosætterne og deres allierede.
Hvis vi skal forstå de udfordringer, den israelske regering vil komme til at stå overfor i den oven for skitserede proces, er det nødvendigt at forstå den seneste sociale og politiske udvikling i det stadig mere magtfulde religiøse højre.
Bosættelsernes nye magtposition
Bosættelsesspørgsmålet har totalt ændret karakter indenfor de sidste år. Det var engang de sekulære zionister, der stod i spidsen for bosættelsesindsatsen. Det er det ikke mere. I dag har den interne dynamik i det religiøse højre giver de national-religiøse og de ultra-ortodokse forøget indflydelse og magt. Forskanset i en lang række bosættelser på Vestbredden drager de fordel af den demografiske udvikling, hvor den israelske hær bliver mere og mere afhængig af deres indbyggere, og de israelske politikere af deres stemmer.
De ultra-ortodokse og de national-religiøse
De ultra-ortodokse og de national-religiøse udgør størstedelen af de 37 % forøgelse af bosætterbefolkningen i de sidste 6 år. Selvom de ikke udgør en en samlet blok, indtager deres politikere over 1/5 af sæderne i Knesset af den herskende koalition.
Titusinder national-religiøse jøder befolker bosættelserne og de støttes politisk, logistisk og på anden måde af mange hundrede tusinder fra selve Israel. Derudover er der et lige så stort eller måske større antal ultra-ortodokse, som oprindeligt ikke delte de national-religiøses holdning til bosættelser, men som nu har bevæget sig hen imod den og selv er blevet bosættere. Sammen udgør de nationale-religiøse og de ultra-ortodokse en magt, der langt overstiger deres antal. De indtager nøglepositioner i militæret, i regeringen og i de juridiske og uddannelsesmæssige sektorer. De er ligeledes at finde på nøglepositioner i bureaukratiet, hvor de deltager i beslutningsprocesserne og skaber styrkepositioner for de religiøse militante, hvorved de styrker kampen både indenfor og udenfor statsinstitutionerne mod fremtidige opgivelser af land og bosættelser.
Landets højeste fødselsrater
Det religiøse højre mener, at de har tiden på deres side. Både de national-religiøse og de ultra-ortodokse praler med, at de har landets højeste fødselsrater. De har fordoblet deres befolkning i bosættelserne på Vestbredden i løbet af de sidste 10 år. De er på vej op i de militære grader og deres politiske partier spiller traditionelt en vigtig rolle i regeringskoalitionerne.
Forberedelse af kampen mod rydning af den næste bosættelse efter Gaza i 2005
Mange, både blandt lederne og i græsrodsbevægelsen er begyndt at forberede sig på at modstå kommende krav om nedlæggelse af bosættelser. Opfyldt af en stærk tro på deres sag behandler de enhver konfrontation – lige meget hvor ubetydelig den kan synes- som en prøve på deres styrke. Nedrivning af små udpostskure er blevet besvaret af militante religiøse med voldsomme hævntogter mod palæstinensere.De har stenet deres biler, brændt deres afgrøder, fældet deres træer og ind imellem beskudt deres landsbyer. I disse situationer har det været umuligt for mainstream religiøse ledere at fordømme og tøjle volden.
Erfaringer fra tilbagetrækningen fra Gaza
Før tilbagetrækningen fra bosættelserne i Gaza forudså analytikere og beslutningstagere voldsomme sammenstød . De tog fejl. Afviklingen foregik forbavsende fredeligt og roligt bortset fra enkelte meget pressedækkede episoder. Men det vil være en stor fejltagelse at antage, at det samme vil ske igen på Vestbredden, da der er stor forskel på bosætterbefolkningerne de to steder med hensyn til antal, baggrund og militans.. Derudover har både regeringen og de militante lært af Gazarydningen, og Vestbredjøderne har forberedt sig lige siden på næste runde. De stoler på, at deres støtter indenfor statsinstitutionerne vil afholde regeringen fra at påbegynde aktionen, ligesom de regner med, at deres egne folk vil sørge for at ethvert forsøg på at nedlægge en udpost eller ødelægge enhver form for anlæg vil koste regeringen dyrt.
Hvis uroen spreder sig?
Af denne grund frygter sikkerhedsfolk, at uroen vil sprede sig med vold ikke blot mellem israelske jøder og palæstinensere, men også blandt jøderne internt; de frygter ligeledes splid i militærets rækker, der vil kunne komplicere aktionen.
1. råd fra ICG: Den israelske stat må stramme tøjlerne
Ifølge International Crisis Group burde staten for længst have ændret kurs. I stedet for at hjælpe bosætterbevægelsen burde man have strammet tøjlerne . Alt for ofte har man vist overdreven eftergivenhed overfor anti-palæstinensisk vold eller tilskyndelse til had især med religiøst indhold. Rabinere, der opfordrer soldater til at trodse hærens ordrer til at fjerne bosættelser eller retfærdiggør vold, er stadig på statens lønningslister. Religiøse skoler med stærkt militante holdninger fortsætter med at fungere uden tilsyn og kontrol; opflammende materiale finder vej til hærens kaserner.
Al dette bør standses ifølge International Crisis Group. Domstole bør undersøge og retsforfølge tilfælde af anti-palæstinensisk vold og had forbrydelser, og hæren bør udvise samme nidkærhed med at beskytte ikke-jødiske civile på Vestbredden som jødiske.
2. råd fra ICG: Det er vigtigt at komme det religiøse højre i møde
Men Israels religiøse højre har dybe rødder, som ikke kan tæmmes med direkte konfrontation uanset hvor stærkt et pres, USA vil lægge på den israelske regering. Hvis man ønsker at nå frem til en bæredygtig aftale om en fungerende to-statsløsning er det derfor nødvendigt at forstå det religiøse højres styrkeposition og dets integration på alle niveauer af det israelske samfund. Det er ikke nok med de strammere tøjler- man må også komme dem i møde.
Følgende forslag kunne være muligheder:
• Regeringen kan lovgive om en kompensationspakke for tidlig evakuering, der kan overtale visse bosættere til at rejse frivilligt og isolere de rabiate.
• Regeringen kan forberede evakueringen bedre end i Gaza ved i god tid at bygge nye hjem i Israel til de evakuerede.
• Den palæstinensiske ledelse kan garantere jødisk adgang til hellige steder under deres kontrol.
• For de bosættere der ikke vil forlade det bibelske land, kunne man undersøge muligheder for at de kunne blive boende under palæstinensisk styre.
• Israels religiøse partier skal gøres til del af den diplomatiske proces i stedet for blot at føle sig som dens tilskuere eller ofre.
Oversættelse og redaktion: Marianne Risbjerg Thomsen