Matt Rees: ”En grav i Gaza”
Af Marianne Risbjerg Thomsen
Matt Rees bog fra 2008 ”A grave in Gaza” er et hæsblæsende gangsterdrama med en hyggelig hovedperson og et orgie af vold, kriminalitet og korruption. Men kan man planlægge en serie på foreløbig 6 krimier om et så alvorligt emne som de interne forhold mellem palæstinenserne uden at inddrage konflikten med Israel? Og risikerer man ikke at dæmonisere ”palæstinenserne” ved at anvende de besatte områder som kulisse for stereotype gangstertyper?
”En grav i Gaza” er den engelske forfatter Matt Rees´ 2. kriminalroman ”baseret på virkelige begivenheder” i de palæstinensiske områder. Efter i 10 år at have skrevet om Mellemøsten for Time Magazine valgte Matt Rees kriminalgenren i stedet for journalistikken for at kunne skrive de historier om de interne forhold mellem palæstinenserne, som han ellers ikke havde mulighed for at skrive.
Da bogen blev udgivet på dansk i foråret 2009, blev den blandt andet anmeldt i Information, hvor jeg læste, at hovedpersonen , den midaldrende let overvægtige historielærer Omar Yussef fra Betlehem, ”bliver hvirvlet ind i kampen mellem forskellige palæstinensiske sikkerhedsstyrker i Gaza i et miljø gennemsyret af korruption og kriminalitet”.
Da den engelsk udgave var udgivet i 2008 , tog jeg som givet, at den ville beskæftige sig med konflikter mellem Hamas´ og Fatahs sikkerhedsstyrker i perioden før og efter Fatahs fordrivelse fra Gaza i juni 2006.
De sidste 2 år har jeg beskæftiget mig med Hamas i faglige sammenhænge, og jeg var derfor nysgerrig efter at se, hvordan Matt Rees ville forholde sig til dem i en kriminalroman, når vores vestlige journalistiske medier sædvanligvis afviser at forholde sig til dem.
Bogen var åbenbart efterspurgt, for der var lange ventelister på biblioteket, så jeg valgte at købe bogen til ferielæsning.
Allerede på de første sider af bogen fremgik det til min overraskelse, at handlingen udspiller sig før januar 2006, hvor Hamas vandt parlamentsvalget, og Fatah afviste at overdrage sikkerhedsstyrkerne til den nye regering. I krimien er grænseovergangene stadigvæk åbne, og man hører om de store grupper af arbejdere, der hver morgen og aften må passere overgangene for at passe deres arbejde i Israel. De sikkerhedsstyrker, der spiller den centrale rolle i krimien, tilhører derfor Fatah, og Hamas er kun repræsenteret ved et par verdensfjerne islamister.
Fatah som skurkene
Side op og side ned kunne jeg så læse om ”det korrumperede Fatahstyres kriminelle gerninger i Gaza”. De kriminelle gerninger med kidnapninger af FN udsendinge, tortur og drab udspiller sig dels på det Fatah styrede universitet og dels i topledelserne af flere konkurrerende Fatah sikkerhedsstyrker i Gaza. Central er også et todages møde i det Revolutionære Råd, hvor vi ser, hvordan Rådet er dybt involveret i ”gangsterdramaet”.
Matt Rees har selv begrundet sit valg af fiktion i stedet for journalistik med, at den palæstinensiske virkelighed er ligesom et gangsterdrama, og han holder sig ikke tilbage fra en detaljeret beskrivelse af et fuldstændig lovløst samfund i Gaza, hvor alle forbrydelser synes at være forbundne.
Matt Rees fravalg af den politiske virkelighed
Mange anmeldere har undret sig over, at man hører så lidt om Israel i krimierne, og Matt Rees har selv givet udtryk for, at han ikke ønsker at beskæftige sig med konflikten mellem Israel og palæstinenserne ”for at undgå klicheer”, men i stedet vil have læserne til at se noget, de ikke havde regnet med at se og dermed udfordre dem på deres forudfattede meninger.
Måske er der en lignende forklaring på, hvorfor Matt Rees har valgt at placere Gazakrimien i de gode gamle Fatahdage, før konflikterne mellem Fatah og Hamas splittede det palæstinensiske samfund.
Det er for kompliceret at inddrage den politiske virkelighed med den israelske besættelse og undertrykkelse, der er en del af forklaringen på volden og kriminaliteten i de palæstinensiske territorier. På samme måde er det også lettere at præsentere et galleri af tegneserieagtige Fatah gangstere end at forholde sig til den politiske baggrund for de forskellige palæstinensiske politiske grupperinger.
Den menneskelige dimension er også med
Men ”En grav i Gaza” byder også på mere end ren ramasjang. Man når at få sympati med den forpustede historielærer, der må gennemleve så mange uhyrligheder, mens en sandstorm samtidig lægger sit kvælende tæppe over alt liv.
Fiktionsformen giver forfatteren mulighed for at vise en mere menneskelig dimension i det palæstinensiske samfund ved at gå ind og give et mere detaljeret portræt af en enkelt familie, der er hvirvlet ind i hændelserne ved familiefaderens arrestation. Vi får her en mulighed for at se familiemedlemmerne som levende personer i stedet for de anonyme ofre for vold og overgreb, vi kender fra medierne. Vi ser, hvordan hovedpersonen modtages i dette palæstinensiske hjem med stor venlighed og varme, og vi forstår hans hjemve, hver gang han får mulighed for at trøste den fængslede skolelærers hustru og nyde hendes gode mad i det hyggelige hjem.