Deir Yassin: Mørklægning af historien
Af Michael Galvin
14. juli 2009
Fem kilometer vest for Jerusalems gamle by ligger ruinerne af Deir Yassin, en palæstinensisk landsby som blev slettet fra kortet under Naqba i 1948. At passere gennem de moderne boligkomplekser, brede boulevarder og tårnagtige kontorbygninger i Vestjerusalem for at nå til stedet, er en slående kontrast til de hullede veje og slidte trapper i den arabiske østlige del af byen. Før den israelske invasion og bygningen af boligområder for jødiske indvandrere var disse høje dækket af terrasseformede figen-, mandel- og olivenlunde. Nu er de hjem for en moderne vestlig storby, og den eneste tegn på det modsatte er omhyggeligt gemt væk.
Deir Yassin var en palæstinensisk landsby beliggende på et højdedrag i korridoren mellem Tel Aviv og Jerusalem, der var udpeget til besættelse i 1948´s Plan D (eller Plan Dalet) hvis hensigt var at erobre så meget af Palæstina og fordrive så mange palæstinensere som muligt. Under denne operation bemyndigede Den Jødiske Forsvarsstyrke, Haganah, terroristgrupperne Irgun og Stern-banden til at gennemføre overtagelsen i visse zoner.
I februar 1948 organiserede Deir Yassin en selvforsvarskomité som forberedelse mod den jødiske trussel. Den 4.april angreb Haganah alle byer på Jaffa-Jerusalem-vejen. Tidligt om morgenen den 9. april 1948 angreb Stern-bande- og Irgun-kommandoer, ledet af den senere israelske premierminister Menachem Begin , Deir Yassin, en landsby på kun 750 palæstinensere, og blev holdt tilbage af modstanden i byen. Haganah ankom med tungt artilleri, og der fulgte en massakre hvorved 120 mænd, kvinder og børn blev dræbt, de overlevende blev læsset på lastbiler og kørt i parade gennem Jerusalems gader. Af omkring 144 huse blev 10 sprængt med dynamit. Begravelsespladsen blev senere ødelagt, og Deir Yassin blev slettet fra kortet. I september samme år blev ortodokse jøder fra Polen, Rumænien, og Slovakiet bosat dér trods indvendinger fra visse jødiske ledere som ønskede at stedet for massakren skulle forblive som et mindested. Centret for bosættelsen blev navngivet Givat Shaul Bet, og efterhånden som Jerusalem ekspanderede, blev Deir Yassin hurtigt blot en del af byens stadigt voksende forstæder.
I 1951 begyndte opbygningen af Kfar Shaul sindssygehospitalet under anvendelse af de resterende landsbyhuse. Da vi ankom til porten for det svært bevogtede hospital, spurgte sikkerhedsvagterne os flere gange hvem vi skulle besøge. Da vi mumlede noget om en eller andens moder, holdt de op med at spørge, men de insisterede på at konfiskere eventuelle kameraer. Efter at have passeret metaldetektoren kunne vi frit strejfe omkring i den nydeligt bevarede gamle palæstinensiske landsby på toppen af højen. Helt forskelligt fra det omgivende ortodokse boligområde bygget i standard-bosætterstil med højhuse lige udenom på alle sider, var hospitalet hjem for gamle kalkstensbuegange, resterne af flere brønde og mandel- og oliventræer der udgjorde landsbyens frugthaver. En høj cypres står i midten af hvad der klart en gang var begravelsespladsen. Desuden syntes nogle få af de gamle huse uden for landsbyen at blive brugt til beboelses- og handelsformål, og ét var et varehus.
Selv om dette steds historie vejer tungt på Israel-Palæstina-politikken, er Deir Yassin selvfølgelig blevet selektivt glemt. Ikke desto mindre betragtes massakren på palæstinensere i Deir Yassin som en af de mest betydningsfulde begivenheder i palæstinensisk og israelsk historie, da der er almindelig enighed om, at massakren havde en stor virkning på at få omkring 700 000 palæstinensiske arabere til at flygte fra deres byer og landsbyer under krigen i 1948 og derved skabe det nuværende palæstinensiske flygtningeproblem. At høre nyhederne om drabene slog de arabiske bysamfund med terror, og de flygtede fra da af hyppigt over for Irgun-, Stern-bande- og Haganah-fremrykninger. Således er massakren ikke nødvendigvis væsentlig på grund af dens størrelse eller brutalitet, men snarere fordi den står som det stærkeste tidlige advarselstegn om en kalkuleret fordrivelse af 450 arabiske bysamfund for at gøre plads for jøder fra resten af verden.
Selv om besøgende i ”Det Hellige Land” synes at være forelsket i den gamle historie der bare venter på at blive opdaget omkring hvert hjørne, mørklægges en anden og mere nylig historie omhyggeligt og systematisk. Mens masser af turister flokkes ved indgangen til De Bibelske Landes Museum lige neden for højen, vil de eneste besøgende til Deir Yassin stadig kun være israelske sindssygepatienter.
Oversat fra engelsk for DPV af Jørgen Nyeng