STOK ELLER GULEROD?
Meget kort fortalt er der to redskaber i udenrigspolitikken – stokken og gulerodden. Man kan enten lokke eller true andre til at bevæge sig i ønsket retning. Valget af metode afhænger af en konkret vurdering.
For at formå Israel til at trække sig tilbage fra besatte områder, så palæstinenserne får en chance, bruger Danmark i udpræget grad gulerodden. I EU-regi presser DK konstant på for at udvide forbindelserne til Israel, økonomisk og politisk, og i denne måned har EU vedtaget i princippet at gå videre i denne retning.
At resultaterne af gulerodspolitikken er vanskelige at få øje på, illustreres nok mest klart af den vurdering, som FNs særlige rapportør on menneskerettigheder i området, veteranen Richard Falk, udsendte 9/12. Han vurderer, at Israels blokade af Gaza er en kollektiv afstraffelse, som kommer tæt på at være en forbrydelse mod menneskeheden.
Han skriver også, at det svækker FNs muligheder for at leve op til sin pligt om beskytte civilbefolkningen i Gaza, at mange regeringer fortsat støtter Israels afstraffelsespolitik. Ingen lande nævnt, men han har givet haft USA, Danmark samt en del andre EU-lande i tankerne.
Jeg er tilhænger af gulerodsmetoder, hvis de virker, men når det klart ikke er tilfældet, og når den begunstigede part (Israel)bruger stokkemetoder, der er i strid med international lov, må der vel være en kant?
Kunne Udenrigsministeren mon lokkes til at forklare sin tyrkertro på at israelske holdninger kan flyttes med gulerødder, mens afstraffelse, sult og nød er recepten overfor palæstinensere?
Læserbrev af Ole Olsen til Politiken