Tale af Fathi El-Abed ved mindearrangementet for Mahmoud Darwish

Fathi El-Abed, DPV

Tale af Fathi El-Abed ved mindearrangementet for Mahmoud Darwish

Mahmoud Darwish

Kære døden, nej vent!Giv mig lige tid nok til at forberede en begravelseI det sprøde forårDer hvor jeg blev født,Hvor jeg vil forbyde alle talerneAt gentage hvad de siger om det triste hjemland,Om vores figen og oliven…Kære døden, vent! Lad mig lige pakkeMin taske først…min tandbørste, min sæbe

Det var hans måde at udfordre døden på. Nøjagtigt som han udfordrede besættelsen på. Helt til det sidste. Med det stærkeste våben han besad. Ord og pennen. Han forlod os kun for nyligt. Og det er næsten ikke til at bære.

Mahmoud Darwish, nationalpoeten, Ikonet og symbolet på alt hvad det palæstinensiske folk kæmper for, forlod os uventet og lige pludselig på en mørk dag i august midt i den mørkeste periode palæstinenserne har gennemlevet i deres lange, seje og utrættelig kamp for frihed og selvstændighed. 

Mahmoud Darwish, Ikonet og stemmen forlod os i en tid hvor hans stemme er der så meget brug for. I en tid hvor den palæstinensiske stemme og det palæstinensiske skrig høres kun ved et tilfælde uden for Palæstina.

MEN….jeg har en god nyhed til mit folk. Til verden…og til alle der har mistet noget siden nyheden om at han nu havde indledt rejsen mod det ukendte ramte os alle; Mahmoud Darwish lever. Mahmoud Darwish døde ikke. For store mænd og ikoner dør som bekendt ikke. De rejser blot langt væk og er os usynlige. For med ham lever håbet. I hans ord lever frelsen og befrielsen fra den onde besættelse.

Jeg husker Mahmoud Darwish under den israelske invasion af Libanon i 1982 og den efterfølgende belejring og ødelæggelse af Beirut. Jeg husker at hans ord nåede den halve af verden da han skrev ”Madih Al Thil – Al Ali” under de massive israelske angreb i de 2 måneder angrebet og massakrerne varede mod civilbefolkningen i byen. Han var vores håb og længsel efter at nogen i denne uretfærdige verden ville komme os til undsætning fra den israelske og amerikanske militær maskine.

Mahmoud Darwish skrev i ”Madih Al Thil – Al Ali”… Amerika er pesten og pesten er Amerika. Helle den arabiske verden jublede. Alle de undertrykte i verden jublede for disse ord. Han fik priser og blev hædret fordi han så simpelt og kort kunne beskrive uretfærdigheden der kom fra imperiet i vest.

Skæbnen ville at hans hjerte svigtede og træk vejret for sidste gang i hjertelandet i det imperium han så meget foragtede. Var det et tilfælde? Eller blot skænens ironi?

Mahmoud Darwish er blevet hyldet af konger, præsidenter, af de intellektuelle og fredselskende.  Ligesom så mange andre holdte han sit folks fane højt uanset hvor han endte. Hans ord var inspiration og kilde for så mange i Palæstina, i den arabiske verden og alle der gik ind for retfærdighed for det palæstinensiske folk. Han er for længst blevet gjort udødelig.

Mahmoud Darwish er med os i aften. I os alle. Nøjagtigt som jeg kunne fornemme hans ånd for et par uger siden i Ramallah…i Nablus…i  Areha… i Al-Khalil og ikke mindst i Al-Quds. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om at hans ånd svæver over hans elskede Haifa og Akka og den jord han blev skabt af i Galilæe.

Hans ånd svæver sikkert også over hans yndlings og elskede by….Beirut som han så ofte beskrev som perlen og juvelen. Mahmoud Darwish og Beirut er 2 navne med samme betydning. De stod side om side når det gjaldt den arrige modstand mod fascismen. Begge navne vil i al evighed stå uadskilt og synonymt med trodsighed, stædighed, frihed og befrielse. Og det er ikke så overraskende at israelerne har adskillige gange forsøgte at knække disse to symboler. Mahmoud Darwish og Beirut repræsenterer netop alt hvad en aggressor ikke står for. Og det er ikke så mærkeligt. For begge har gennem tiden været begrebet af den skudsikkervest der værnede om alt som er anstændigt ved Palæstina og Libanon.

I Beirut fandt han frihed til at ytre sig markant og bestemt. Det var en tid af  stolthed. Det var en tid hvor han sammen med den store sanger og revolutionære Marcel Khalifah tryllede og fortryllede gang på gang. Og hvordan kan vi tale om Mahmoud Darwish uden at nævne Marcel Khalifah. Det er en umulighed. En utilgivelig fejltagelse. Marcel Khalifa  er den libanesiske stemme. Sangeren over alle sangere. Mahmoud Darwish den palæstinensiske og arabiske ukronede konge af ord og lyrik. Marcel Khalifas musik omsatte Mahmoud Darwishs ord og idéer til et sprog som alle kunne forstå og gjorde det mere folkeligt. Og ikke mindst mere revolutionært.

Sammen sang de for Beirut, for Haifa, for Intifadaens børn og alle de kæmpende og alle de anstændige. Sammen sang de om undertrykkelse og håbet. Om besættelse og befrielse.

I Palæstina fandt Mahmoud Darwish gejsten og kampen tilbage efter flere årtiers landflygtighed. Han var tættere på sit mål end nogen sinde før. Han nåede at mærke friheden uden at blive fri. Han kunne se til sit opvækststed ved Palæstinas kyst….men nåede ikke at røre eller nyde det.

Mahmoud Darwish skrev og råbte ”Sajil Ana Arabi”

Skriv: Jeg er araber og farven på mit hår er som kulletsog farverne i mine øjne er brune, min adresse:Jeg er fra en glemt landsby hvis gader ikke har navne.Skriv: Jeg er araber, mine forældres vingårde er stjålet fra mig.Den jord, jeg arbejdede på, og alle mine børn.Intet er blevet tilbage …til mig og mine efterkommereAndet end disse sten.Vil I også tage dem?

Mahmoud Darwish var stolt over at være en palæstinensisk flygtning. Han råbte højt om det på vores alles vegne. Han gør mig stolt som palæstinenser. Hvor er jeg stolt over at være palæstinenser. Nøjagtigt som Mahmoud Darwish var. Det er hårdt og det er ikke altid dans på roser at være palæstinenser. Men bedre kan det ikke blive…for jeg siger det med stolthed: ”Sajil Ana Falastini”…Skriv: jeg er palæstinenser

Mahmoud Darwish… forlod os meget meget uventet OG alt alt for tidligt.

Mahmoud Darwish…eksilets digter og Palæstinas humanistiske profet er rejst langt langt væk…

Mahmoud Darwish….forlod os  med en fortsat længsel efter sin moders brød.

Mahmoud Darwish…

Endnu et ikon. Endnu en stemme. Endnu en stor palæstinenser. Endnu en stolthed. Og endnu et stort stort tab.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.