Apartheid i Israel

Michael Jansen, The Jordan Times

Apartheid i Israel

The Jordan Times, Michael Jansen 01.03.2007

Den seneste rapport, der er blevet udgivet af FN’s menneskerettighedsrapportør i de palæstinensiske territorier, sammenligner Israels politik dér med Sydafrikas i apartheidæraen.

John Dugard, en sydafrikansk juraprofessor og forhenværende antiapartheidaktivist opfordrer det internationale samfund til “alvorligt at overveje” hans anbefaling af, at den Internationale Domstol i Haag skal afsige en vejledende kendelse om Israels politik og handlinger.

I det 24-siders dokument, der er lagt ud på rådets hjemmeside, skriver Dugard: “ Det internationale samfund , der udtrykker sig gennem FN, har identificeret tre regimeformer som skadelige for menneskerettigheder – kolonialisme, apartheid og fremmed besættelse” og anklager Israel for at praktisere dem alle tre.

Af de tre anklager er den der mest ophidser Israel anklagen for at institutionalisere apartheid i de besatte og koloniserede palæstinensiske territorier. Dugard siger, at Israels politik “helt afgjort minder om aspekter af apartheid”.

Han påpeger, at Israel begår mange krænkelser af 1972-Konventionen om Afskaffelse og Afstraffelse af Forbrydelsen Apartheid og citerer Israels indskrænkninger af palæstinensernes bevægelsesfrihed, bygningen af mure og hegn for at adskille israelere og palæstinensere, bygning af større og mindre israelske byer og veje der er forbeholdt jødiske bosættere og nedrivning af palæstinensiske boliger, der er opført uden israelske tilladelser.

Han sammenligner Israels liste over farlige personer – 180.000 navne lang – som ikke må komme igennem de hundredvis af checkpoints med Sydafrikas berygtede “paslove”, som var en hindring for sorte afrikaneres frie bevægelighed.

Dugard anfægter Israels påstand om, at formålet med Vestbreddens checkpoints og blokader er at beskytte israelere mod angreb fra militante palæstinensere og selvmordsbombere.

Han påpeger: “Det er til overmål blevet klart, at muren og checkpointsene hovedsageligt tager sigte på at fremme sikkerhed, bekvemmelighed og komfort for [Israels 430.000] besættere”, som bor på Vestbredden i modstrid med den Fjerde Genevekonvention.

Dugard fremhæver eksemplet med muren, der bliver bygget i Østjerusalem og betegner den som et “instrument for samfundsmæssig manipulation der tager sigte på at få Jerusalem judaiseret ved at reducere antallet af palæstinensere i byen”.

Som bevis peger han på, at “Muren bliver bygget ind gennem palæstinensiske bydele, adskiller palæstinensere fra palæstinensere på en måde, som overhovedet ikke kan begrundes med sikkerhedshensyn”.

Han spørger: “Kan det seriøst benægtes, at formålet med en sådan adfærd er at etablere og opretholde én races – jøders -dominans over en anden race – palæstinensere – og systematisk undertrykke den?” Han påpeger: “En sådan hensigt eller formål kan udledes af de handlinger, der beskrives i denne rapport”.

Israel og dets apologeter afviser vredt anklagen om apartheid og anklager dem, der fremsætter den for at være antisemitter og opfordrer Israels venner til at afvise anklagen. Blandt som Israel har prøvet at fordømme og svine til er USA’s forhenværende præsident Jimmy Carter og Nobel Pristageren Desmond Tutu, tidligere anglikansk ærkebiskop i Cape Town og formand for Sydafrikas Sandheds- og Forsoningskommission.

Andre personligheder, der rejser anklagen (om apartheid, o.a.) er Arun Gandhi, Mahatma Gandhis barnebarn; Winnie Mandela, den sydafrikanske leder Nelson Mandelas tidligere hustru; Michael Ben Yair, der var Israels justitsminister fra 1993 – 1996; Ami Ayalon, forhenværende admiral i Israels flåde og chef for Shin Bet, Israels indre sikkerhedstjeneste; Tommy Lapid, leder af Israels Shinui Parti; og Meron Benvenisti, forhenværende viceborgmester i Jerusalem.

Carters nationale sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski advarede om, at hvis ikke der blev fundet en løsning på den palæstinensisk-israelske konflikt, ville de to samfund blive tvunget til at leve adskilt, et i bekvemmelighed og det andet i fattigdom. Brzezinskis forudsigelse er gået i opfyldelse.

Ifølge Verdens Fødevareprogrammet (WFP) og FAO (FN’s organisation for Fødevarer og Landbrug) lider næsten halvdelen af palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza under usikre fødevareleverancer.

I en rapport, der er blevet offentliggjort i denne uge, siger disse to agenturer, at Israels lukninger og blokader og den vestlige finansboykot af den Palæstinensiske Myndighed fratager palæstinenserne en væsentlig ernæring.

46 % af palæstinenserne lider under usikre eller sårbare

Fødevareleverancer, sammenlignet med 35 % i 2004 skønt WFP i løbet af 2006 øgede fødevarehjælpen med 25 % og dækkede behovene for 260.000 ikke-flygtninge i Gaza og 400.000 på Vestbredden.

Samtidigt udvidede FN’s Nødhjælps- og Arbejdsagentur for Palæstinensiske Flygtninge sine lister over flygtninge, der var berettigede til fødevarehjælp for at dække behovene hos dem, der tidligere havde været selvforsynende hvad angik fødevarer.

Det er vigtigt for Israel at få lukket munden på eller tilsvine enhver, der sammenligner Israel med apartheidens Sydafrika.

PÅ DEN ENE SIDE argumenterer Israel med, at den jødiske stat har en moralsk eksistensberettigelse: Godtgørelse til jøderne for århundreder af vestlig forfølgelse.

Skønt Israels grundlæggende fædre erkendte, at oprettelsen af Israel medførte, at der blev begået uretfærdigheder mod palæstinenserne, argumenterede de med, at den israelske valgmulighed var “den mindste uretfærdigheds politik”, en påstand, som palæstinenserne aldrig kunne acceptere.

For at opretholde den opfattelse, at det er en moralsk størrelse, må Israel forhindre, at det internationale samfund når frem til at erkende det forhold, at Israel – lige som Sydafrika gjorde det – har antaget apartheiden i behandlingen af sin indfødte befolkning.

PÅ DEN ANDEN SIDE forsøger Israel at undgå afstraffelse i form af sanktioner for at praktisere racediskrimination i samme udstrækning som det sydafrikanske apartheidregime.

Mange af Israels kritikere opfordrer til indførelse af sanktioner mod Israel indtil det bringer sin besættelse af de i 1967 erobrede områder til ophør, ophører med bosætteraktiviteter på Vestbredden og i Jerusalem og ophæver de apartheidforholdsregler, som det har indført.

Blandt de vigtigste aktører på sanktionsfronten har der været toneangivende protestantiske kirker i USA. De har opfordret til frigørelse fra økonomiske interesser i amerikanske og andre selskaber, der forsyner Israel med bulldozere til bygning af bosætteleder og ødelæggelse af palæstinensiske boliger og frugthaver.

Andre har foreslået frigørelse fra økonomiske interesser i amerikanske og andre vestlige organisationer – som lokale pensionsfonde – der har forbindelser til offentlige israelske institutioner. Disse bestræbelser på at straffe Israel har rejst en storm af protester fra Israel og det venner og tvunget kirkerne til at genoverveje deres stillingtagen.

Hvis frigørelsen for økonomiske interesser griber vidt og bredt om sig, vil Israel komme under et betragteligt offentligt pres for ophøre med sin besættelse og kolonisering af Vestbredden, Jerusalem og de syriske Golan-højder og for at afskrive apartheiden.

Mærkeligt nok bevirker Israels besættelse og kolonisering af palæstinensisk jord, som er langt mere skadelig for palæstinensiske interesser end afsondringen og truer med at fratage palæstinenserne retten til selvbestemmelse, ikke den slags følelsesmæssige protester, som apartheiden afstedkommer, skønt apartheiden i dette tilfælde er en uundgåelig følgevirkning af besættelsen og koloniseringen.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.