Israels Højesteret styrker besættelsen
Louis Frankethaler, The Electronic Intifada, 21.02.2007
Journalisten Gideon Levy skrev i det israelske dagblad Ha’aretz: ”Fra nu af vil den israelske Højesteret fungere uden Aharon Barak. Den vil imidlertid, formentligt fortsætte med at fungere inden for rammerne af den arv, som han efterlader sig; en arv som har tilladt næsten enhver form for uretfærdighed i de besatte territorier. Barak vil imidlertid fortsat i Israel og i verden blive fremstillet som en retfærdighedens forkæmper”.
Den israelske Højesteret under forsæde af professor Barak har givet mange observatører indtryk af at være mange ting: progressiv, dristig, præcedensskabende. Imidlertid giver resultaterne under Baraks forsæde kun liden grund til at sammenligne med en retsinstans som Warren-domstolen* i USA.
Denne huskes i første række for at have nedbrudt det grusomme og totalt udemokratiske system for raceadskillelse i USA’s skoler og for sin afgørelse i Miranda-sagen**, som fastslog, at kriminalitetsanklagede skal have klar besked om deres borgerlige rettigheder, herunder retten advokatbistand.
Israels Højesteret under Baraks forsæde derimod (om end den ikke svækker nogle af sine beslutninger vedrørende borgerlige rettigheder i Israel) formaner i mange sammenhænge staten i forbindelse med nogle af de mere markante udslag af israelsk grusomhed under besættelsen, men gjorde kun lidet for at bringe den til ophør og lod den forblive intakt og, som Gideon Levy bemærker det, styrkede den.
Det er sandt nok, at den israelske Højesteret – som den højeste instans i retsvæsenet – er under konstant pres fra både Israels centrums-og højrekræfter, som truer med at indskrænke dens myndighed til at træffe beslutning om forfatningsmæssige spørgsmål.
Fordi Israel ikke har nogen virkelig forfatning og absolut ikke nogen altomfattende foranstaltning til beskyttelse af borgerlige og menneskerettigheder, bliver Højesteret til stadighed opfordret til at begrænse retsaktivismen. Det burde imidlertid ikke have generet domstolen. Retten burde have erklæret besættelsen illegal.
Den kunne have anvendt den klare og højt udviklede retslige argumentation, for hvilken den er så velkendt, til nøjagtigt at forklare hvorledes der ikke er nogen fundamental forskel mellem en ‘illegal’ udpost som Kochav Ya’akov West og en ‘legal’ bosættelse som KochaV Ya’akov eller Ma’aleh Adumim (som begge er beliggende bag den Grønne Linje på konfiskeret og besat palæstinensisk jord) og at staten ikke har ret til konfiskere land for at bygge en mur, der splitter palæstinensere og beskytter bosættelser, der ikke har nogen ret til at eksistere.
Retten kunne let have henholdt sig til international humanitær lov (IHL), som forbyder Israel at gøre lige præcist som det foretager sig i de Besatte Palæstinensiske Områder (BPO). Retten lod mordpolitikken bestå uanfægtet og afleverede en pertentligt begrundet lovanalyse mens den glemte eller ignorerede spørgsmålets menneskelige og menneskerettighedsmæssige dimensioner.
Er der overhovedet nogen, der har tænkt på at rejse det spørgsmål hvorledes Israel er i stand til at vide så meget om så mange ‘terrorister’ ? Israel har infiltreret det palæstinensiske samfund og møvet sig ind i det palæstinensiske livs undergrund for at ‘overtale’ palæstinensere til at blive stikkere for Israels antioprørsbestræbelser.
Som oftest er disse tilbud for barske til at kunne afslås. Ofrene bliver ofte stillet over for “valget” mellem at blive stikker eller at blive hængt ud som stikker.
Endvidere forbød Retten med en vigtig beslutning angiveligt i mange henseender tortur i Israel og dog fremkom den ikke med nogen reference til den israelske eufemisme “moderat fysisk pres” som tortur – hvilket det er.
Snarere end at bringe sin beslutning i samklang med international lov og helt forbyde tortur og grusom og umenneskelig behandling, lod den døren stå åben og banede faktisk vejen for tortur og grusom, umenneskelig og nedværdigende behandlings fortsatte anvendelse som middel i kampen mod terrorisme og oprør om end (og måske) i mindre omfang end tidligere.
Kort sagt i disse to sammenhænge, i det mindste, optrådte Retten som agent for staten (om end en kritisk sådan) snarere end som en helt igennem fordomsfri lovens vogter. I begge domme begynder Højesteretspræsident Barak med en faktuel baggrundsredegørelse, som afspejler en meget specifik beretning om Israels kamp mod terrorisme og dets behov for at anvende særlige midler for at føre denne kamp.
I alt væsentligt optræder Retten i disse to tilfælde som en kontrollant af disse metoder snarere end som en dommer over den højeste retfærdighed vedrørende disse metoders anvendelse i “krigen mod terror”. Bygningen af adskillelsesbarrieren fortsættes stadig lige som palæstinenseres afsondring fra deres slægtninge og fastlæggelsen grænserne for den palæstinensiske ikke-stat og den ekspanderede israelske bosætterstat.
Faktisk begyndte Højesteret i en af sine seneste beslutninger vedrørende muren også med en lignende beretning om Israels kamp mod terror og behov for sikkerhed. Muren bliver bygget – med Baraks ord – “imod denne baggrund”.
Skønt Retten i denne beslutning (Mara’abe mod Israels Premierminister, H. C. J. 7957/04) beordrede staten til at omlægge murens linieføring, “godkendte Retten politikken med bygningen af muren…”. I alt væsentligt bliver Højesterets (i den israelske sammenhæng) ‘progressive’ natur henvist til at være irrelevant på grund af dens manglende formåen til eller uvilje imod at træde op imod Besættelsen og den virker blot som kontrollant i forhold til besættelsen.
Det problem, jeg ønsker at behandle er ikke den tilsyneladende
endeløse liste over menneskerettighedskrænkelser i forbindelse med Besættelsen, men snarere den kendsgerning, at disse krænkelser er uløseligt forbundne med den grundlæggende menneskerettighedskrænkelse, den statslige vold i form af Besættelsen.
Den israelske menneskerettighedsadvokat Michael Sfard bemærkede, at i modsætning til “menneskerettighedsneutralister” som kan skelne mellem Besættelsen og de deraf affødte krænkelser, at “besættelsen i sig selv er et menneskerettighedsanliggende. Derfor må man, når man undersøger [den israelske] Højesterets bidrag til eller skadeforvoldelse imod menneskerettigheder, undersøge Rettens rolle i styrkelsen eller svækkelsen af Besættelsen som [en] juridisk og politisk enhed”.
Denne betragtning er helt korrekt og må være rammen om enhver diskussion om menneskerettighedskrænkelser under Besættelsen og i enhver reference til israelsk magtudøvelse, suverænitet og myndighed over den palæstinensiske befolkning på Vestbredden, i Gaza og Jerusalem.
Besættelsen har endvidere været en plage for Israel gennem 40 år og har fængslet palæstinenserne som et statsløst folk praktisk talt uden adgang til retslig beskyttelse bortset fra de
i meget høj grad virkningsløse appeller til det israelske retssystem, som måske nu og da har kritiseret Israel mens det konsekvent opretholder indespærringens gitterværk, som er den fastlåste Besættelse.
Dette frembringer en situation, der er så absurd, at selv når en menneskerettighedsadvokat ‘vinder’ en gunstig dom i Højesteret, så må hun faktisk undersøge, om den sejr, der kom i hus, faktisk var endnu et bidrag til Besættelsen.
Besættelsen og dens skadelige virkninger gør sig stadig gældende på begge sider af den Grønne Linje. Israel forbyder statens palæstinensiske borgere at gifte sig med palæstinensere fra BPO. Emigrantarbejdere bliver stadig behandlet som slaver, mens staten forfølger børn af emigrantarbejdere, der ingen idé har om deres “hjemlande” og udpeger dem til deportation.
I de senere uger har det israelske Ha’aretz’s ugentlige magazine bragt artikler om afrikanske politiske flygtninge, der kæmper for retten til ikke at blive deporteret af Israel og sendt tilbage til deres oprindelseslande for måske at blive dræbt, voldtaget eller på anden måde mishandlet, side om side med Gideon Levys løbende kronik om Israels grusomhed mod palæstinenserne — drab, ødelæggelser af familier og boliger, ydmygelser og ekspropriation af deres menneskelighed — i Besættelsens navn.
Efter 40 års grusom besættelse, som har ødelagt det palæstinensiske såvel som det israelske samfund, har Israel ingen betænkeligheder og viser ingen tegn på at føle nogen skam.
Israel fortsætter sin destruktive besættelse, næsten uhindret og ustraffet. Den Palæstinensiske Myndighed havner i borgerkrig, mens Israel skadefro ser til, som var også dette en del af dets plan. For palæstinenserne er Israel og dets Højesteret to alen ud af et og samme stykke.
Mens Højesteret nok har løftet pegefingeren mod staten ved en række lejligheder (og i nogle tilfælde skaffet ægte forbedringer for individuelle klagere) har den undladt – måske var den uformående eller skræmt – at fremkomme med det væsentlige ord, som hver sag krævede: NEJ. I stedet fortsætter Israel sit Besættelsesprojekt til det punkt, hvor der ikke syners at være nogen vej tilbage.
Palæstinenserne er blevet så dehumaniserede, at de passer til Hannah Arendts definition på dem, der “er blevet fordrevet til hinsides lovens rækkevidde”, og som -selv når de nyder menneskerettigheder – er blevet i den grad udelukket fra det politiske samfund, at de i flere omgange er blevet nægtet retten til en identitet.
Og igen , disse ‘menneskets rettigheder’, som ifølge Arendt er formodet umistelige, kan ikke gennemtvinges, selv ikke i de stater, der foregiver at basere selve deres demokratiske eksistens på dem, i forholdet til folkeslag, der er blevet berøvet tilhørsforholdet til en stat.
Det er lige præcis hvad den israelske Besættelse har gjort mod palæstinenserne, fjernet dem fra statsborgerskabets sfære og totalt afvist deres forhåbninger om national identitet og suverænitet. På lignende vis kaster Agambens*** opfattelse af ‘homo sacer’ i forbindelse med palæstinensernes status også lys på problemet og bidrager til Hannah Arendts opfattelse.
For Agamben at se er palæstinenseren i kraft at være konfronteret med den israelske Besættelses’s absolutte magt blevet frataget selv den mest minimale status og rettigheder, som en slave har. Selv en slave har nogle rettigheder og en vis beskyttelse;, og det ser i tiltagende grad ud til, at palæstinensere mangler endog denne basale beskyttelse.
Palæstinenseren er underkastet den israelske Besættelsesmagts vilje. Han eller hun har ikke nogen stemme og ikke nogen politisk status med noget indhold. Alt for ofte fremturer Israel ustraffet, når der er tale om palæstinenseres liv, ejendom og velfærd. Selv når de får adgang til domstolene finder palæstinensere liden støtte og er underkastet Israels vilkårlige magtudøvelse.
Dertil kommer, at palæstinensere er underlagt et separat retssystem, nemlig en “militærret” hvor deres adgang til behørig retsprocedure, fair retssager og ikke-smertevoldende forhør bliver alvorligt hæmmet.
Israelere (i særdeleshed israelske bosættere i BPO) , på den
anden side er underlagt det israelske retsvæsen og kun alt for ofte sker det , at de i praksis nyder straffrihed for forbrydelser – endog for voldelige forbrydelser – som de begår mod palæstinensere og når de fortsætter med at deltage i den strukturelle vold i forbindelse med ekspansion af og byggeri i bosættelser, som er åbenlyst illegale handlinger.
For palæstinensere gælder princippet om lige beskyttelse under loven ikke. Det er praktisk talt meningsløst. Skønt de er underlagt israelsk styre nyder de ikke nogen særlig beskyttelse i sammenligning med den lovbeskyttelse, der er fastsat for bosættere, andre israelere og sådanne som er berettigede til at være israelere (d.v.s. jøder).
Så det er åbenlyst, at palæstinenseren er ‘homo sacer’ *** for den israelske besættelsesmagt, hvis ikke for det israelske samfund som helhed. Ifølge Dani Filc og Hadav Ze’ev “indgår homo sacer i samfundet som den ekskluderede, som den man må slå ihjel uden at drabet på ham/hende bliver anset for at være et mord. Han/hun henregnes under loven som den der er udelukket fra lovens beskyttelse…I visse sammenhænge , som i BPO bliver folk faktisk ‘homines sacri’” (“The fiction of sovereignty and the denial of the right to health care: Israel’s policy in Occupied Territories (Draft)) .
Måske er tabet af palæstinensernes menneskerettigheder affødt af en anden menneskerettighedssituation, som Arendt diskuterede i forbindelse med det første tab, som de retsløse lider, “tabet af deres hjem…..og tabet af hele den samfundsmæssige struktur, som de er født ind i hvor de indrettede sig et tilholdssted i verden”.
Dette tab er ensbetydende med et monumentalt tab af et samfundsmæssigt og politisk liv, som først begyndte i 1948, hvis ikke før. Måske ville der – hvis ikke det var for besættelsen i 1967, som fortsætter denne korrumpering af rettigheder, have været plads til helbredelse og forsoning. Imidlertid viste 1967 og de efterfølgende årtier, at Israel ikke var interesseret i forsoning, men snarere i territorial overlegenhed på bekostning af politisk visdom, retfærdighed og lighed.
Det kunne være af denne grund, at i det mindste én velkendt akademiker refererer til Israel som en anakronisme, som et land der i kraft af sin ødelæggelse af det palæstinensiske samfund, besættelse og bosætterpolitik har sat sig selv på niveau med en kolonistat fra det 19. Århundrede som USA, der ekspanderede ud over sine grænser og til stadighed flyttede sine grænser på bekostning af den indfødte amerikanske befolkning.
Den israelske Højesteret overså og fortsætter med at overse denne udvikling, når den giver Besættelsen sit godkendelsesstempel. Således forbliver palæstinenserne i alt væsentligt anonyme, frataget borgerlige og menneskerettigheder uden nogen virkelig adgang til oprejsning.
Som Levy skriver efter, at Aharon Barak havde afleveret sin endelige retsbeslutning, “den israelske besættelsesmagt vandt betydningsfuld styrke. Denne yderligere styrke kom i form af den brede legitimering af dens uretfærdigheder fra den mest prestigefyldte institution i the israelske samfund“, Højesteret.
Dog er det ikke muligt at placere hele skylden for denne parodi hos Israels Højesteret. Besættelsens politik er en vidtfavnende politik, som alle Israels borgere stiltiende hvis ikke åbenlyst affandt sig med gennem fire årtier. Det omfang hvori medskyld hænger ved er et komplekst spørgsmål, men det er klat, at Besættelsen medfører en situation i hvilken det israelske samfund det i det mindste indirekte, bærer lige så stort et ansvar som Israels politiske, militære og juridiske myndigheder.
Benægtelse og nærsynethed er israelske lidelser. Meget lige som irakere ikke vækker sorg hos amerikanere, således vækker ej heller palæstinensere sorg hos israelere.
Måske opfatter israelerne den vold, der rammer palæstinenserne som noget der umuligt kan være en krænkelse af menneskerettigheder, men anskuer den snarere i forlængelse af Cyra Choudhury’s tanker om USA og Iraq som en opdragende forholdsregel “der anvendes over for et folk, der bærer en kollektiv skyld for både at være Den Anden og et ‘kriminelt’ kollektiv der vovede at vende sig imod og gøre modstand mod en åbenlyst illegal Besættelse.
Lige som Guantánamo Bay er blevet et metafor for hvorledes USA har handlet og stadig fremturer ustraffet, kan Besættelsen nu anses for Israels Guantánamo Bay.
* Højesteretsdommer Earl Warren var i årene 1953 – 1969) formand for USA’s Højesteret, der i denne periode gennemførte en lang række dybtgående reformer vedrørende borgerlige rettigheder, frihedsrettigheder, domsmagten og forbundsregeringens beføjelser. I denne periode blev raceadskillelsen bragt til ophør.
** Ernesto Miranda var en fattig mexicansk immigrant i Phoenix, Arizona. Han blev efter en identifikationsseance identificeret af et offer for en forbrydelse. Miranda blev i 1963 arresteret og anklaget for voldtægt og kidnapning og genem to timer afhørt mens han var i politiets varetægt. Han blev ikke oplyst om sine rettigheder som tiltalt. På grund af mangelfuld retsprocedure blev Mirandas sag taget op til fornyet overvejelse i 1965.
*** Agamben italiensk filosof, der først og fremmest er blevet berømt for sine idéer og teorier i forbindelse med homo sacer -fænomenet i det antikke Rom og dets forekomst i nutidens samfund. En homo sacer er en fredløs, som enhver kan slå ihjel uden at det anses for at være et mord.
Louis Frankethaler bor i Jerusalem, hvor han arbejder for Den Offentlige Komité mod Tortur i Israel (PCATI).
Oversat fra engelsk og redigeret for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen