Legitimeringens metamorfoser
Af Meron Benevenisti, Ha’aretz, lørdag 3. marts 2007
Blandt betingelserne for at afslutte boykotten af en palæstinensisk regering ledet af eller med deltagelse af HAMAS er kravet om anerkendelse af Israel et iøjnefaldende punkt. Dette kan udtrykkes enten ideologisk (anerkendelse af dets ret til at eksistere) eller diplomatisk (anerkendelse af staten og overholdelse af aftaler, der er indgået med den).
Ved første øjekast er en sådan betingelse selvindlysende: Den der ikke anerkender eksistensen af den jødiske stat, stræber efter at tilintetgøre den, og det ville derfor være forkert at støtte denne eksistentielle fjende, selv hvis tilbageholdelse af humanitær hjælp rammer millioner af uskyldige.
HAMAS-ledernes insisteren på ikke at afvige fra deres afvisning af at anerkende Israel “uanset hvor meget USA og Kvartetten presser os”, er ikke blot en stillingtagen, der beror på religiøse principper. Den afspejler også en grundlæggende palæstinensisk opfattelse af verden: Kun palæstinenserne, zionismens ofre, er i stand til at give den jødiske stat legitimitet.
De er ganske vist et besat og besejret folk, men så længe de insisterer på det zionistiske forehavendes illegitime natur og hævder, at Israel, der er blevet oprettet på stjålen palæstinensisk jord, ikke har nogen eksistensberettigelse, vil den sky af skyldfølelse, der hænger over det faktum, at virkeliggørelsen af det zionistiske projekt medførte ødelæggelsen af den palæstinensiske nation, ikke forsvinde.
At benægte den jødiske stats legitimitet, 60 år efter dens oprettelse og dens konsolidering som en regional magt synes ved første øjekast at være et sløvt og rustent våben. Og faktisk er det allerede blevet sagt, at det ikke er Israel, der har behov for HAMAS’s anerkendelse, men tværtimod HAMAS, som har behov for Israels anerkendelse.
Men kendsgerningen er, at Israel som plages af mareridtet om de palæstinensiske flygtninges “tilbagevenden” og jamrer over nødvendigheden af at “leve i kraft af sværdet”, insisterer på at få HAMAS’s anerkendelse og kræver, at Kvartetten ikke giver efter på dette punkt.
Nogle vil hævde, at Israels krav om “anerkendelse af dets ret til at eksistere” blot er et påskud, en forhåndsbetingelse der fremføres så det bliver umuligt for HAMAS at imødekomme den og derigennem forpurrer ethvert fremskridt i retning af en aftale, som ville føre til indrømmelser.
Men tidligere erfaringer viser, at Israel var villig til at betale en temmelig høj pris for palæstinensisk legitimering: Hele Oslo-processen byggede på den kendsgerning, at Yassir Arafat – med opbakning fra mange aktivister i den første Intifada, men med modstand fra andre – besluttede at anerkende Israel til gengæld for dets anerkendelse af PLO.
Det varede ikke længe før dette gennembrud – hvorefter begge parter begyndte at omskrive deres historie på grundlag af gensidig delegitimering – gik til grunde i Al-Aqsa Intifadaens flammer. Definitioner af modparten som “terrorister” og “den sataniske zionistiske entitet” dukkede op på ny.
Blot forhutlede rester af gensidig anerkendelse overlevede i form af patetiske møder mellem den israelske premierminister og formanden for den Palæstinensiske Myndighed. Men selv disse svage ekkoer er ved at dø ud, som det kan ses af vedtagelsen af FATAH’s formuleringer fra højtstående FATAH-repræsentanter og Israels vigen tilbage for enhver diskussion om spørgsmål vedrørende endegyldig status.
I den situation, der er blevet frembragt , er gensidig ikke- anerkendelse blevet den forhindring, der ikke kan fjernes, fordi den når helt ned til rødderne af Israels og palæstinensernes erfaringer: Hvis du ikke anerkender mig, er du ude på at tilintetgøre mig. Hvis jeg anerkender dig, fratager jeg dig skylden for den katastrofe, som du har påført mit folk.
Der vil gå lang tid før de to parter bliver i stand til at gå i gang med de grundlæggende spørgsmål, som en gensidig anerkendelse indebærer og det er imidlertid klart, at enhver der gør dette til en betingelse for at indlede forhandlinger, ikke ønsker fred, men fortsat konflikt.
Hvad angår de udefra kommende parter, der er involveret i at fastsætte betingelserne for “anerkendelse” bør de afholde sig fra at komme ind på disse eksistentielle spørgsmål, fordi de end ikke begynder at forstå, hvad “anerkendelse af retten til at eksistere” betyder for begge parter.
Den israelsk-palæstinensiske konfliktdrejer sig om fundamentale spørgsmål om selvopfattelse, selvudfoldelse og en kamp om symbolske og konkrete værdier. Det er en kamp om de højeste værdier ved identitet og overlevelse. At følge visdommens sti involverer at omsætte alt dette til rationelle begreber og ikke beskæftige sig med den metafysiske “ret til at eksistere”.
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen