Et palæstinensisk synspunkt på Jimmy Carters bog
Af Ali Abunimah, The Wall Street Journal 26.12.2006
Ekspræsident Jimmy Carter har gjort hvad kun få amerikanske politikere har vovet at gøre: Talt oprigtigt om den israelsk-palæstinensiske konflikt. Han har gjort denne nation, og fredens sag, en meget stor tjeneste ved at rette opmærksomheden mod hvad han kalder “den afskyelige undertrykkelse og forfølgelse i de besatte palæstinensiske territorier, med et hårdt system af nødvendige pas og en stram raceadskillelse mellem palæstinensiske borgere og jødiske bosættere på Vestbredden”.
USA’s 39. Præsident, den mest succesfulde arabisk-israelske fredsmægler indtil dato, har med oprejst pande gjort front mod et uvejr af kritik, deriblandt antydningen fra den proisraelske Anti-Defamation League af, at hans argumenter er antisemitiske.
Mr. Carter har prøvet at formilde kritikerne ved at fremføre, at han ikke har kritiseret israelsk politik inden for Israels egne grænser, set i forhold til Vestbredden, Gaza-striben og Jerusalem – territorier, der blev besat af Israel i 1967. Han sagde til NPR: “Jeg ved, at Israel er et vidunderligt demokrati med lige behandling af alle borgere hvad enten de er arabere eller jøder. Og derfor undgik jeg meget omhyggeligt at kommentere noget som helst inde i Israel”.
I betragtning af den pression, som Carter er udsat for, kan det være forståeligt, at han siger dette, men han er galt afmarcheret. Udover næsten fire millioner palæstinensere, der lever under israelsk styre i de besatte territorier, lever der endnu en million inden for Israels grænser fra før 1967. Disse palæstinensere er efterkommere efter dem, der ikke blev fordrevet eller ikke flygtede, da staten Israel blev oprettet i 1948.
Nominelt har de israelsk statsborgerskab, og til forskel fra de sorte sydafrikanere under den sydafrikanske apartheid har de stemmeret ved parlamentsvalgene. Men det er hvor enhver fornemmelse af lighed hører op. I Israels historie er et arabisk ledet parti aldrig blevet opfordret til at indgå i en regeringskoalition. Og blandt snesevis af jødiske ministre har der overhovedet kun været en enkelt arabisk juniorminister (d.v.s. ikke medlem af regeringskabinettet, o.a.).
Diskrimination mod ikke-jødiske borgere er både uformelt og legaliseret systematisk forekommende. Ikke-jødiske børn går i separate skoler og bor i områder, der modtager en brøkdel af de bevillinger, der bliver de jødiske områder til del. Resultaterne kan ses i de langt mere beskedne uddannelsesmæssige vilkår, økonomisk, sundhedsmæssigt og hvad angår livsindkomst blandt Israels palæstinensiske borgere.
Meget af landets jord, kontrolleret af den regeringskontrollerede Jewish National Fund, kan ikke udlejes eller sælges til ikke-jøder. Virkningerne minder om de restriktive klausuler, som engang i mange byer i USA holdt ikke-hvide ude af visse boligområder.
En lov fra 2003 lovfæster, at en israelsk borger kan få familiesammenføring med en ægtefælle, der ikke er israelsk borger fra hvor som helst i verden, med undtagelse af de besatte territorier. En borgerretsleder i Israel har sammenlignet det med de amerikanske forholdsregler mod raceblanding fra 1950’erne, da par af forskellig race måtte tage ud af staten Virginia for at blive lovformeligt gift.
For palæstinenserne er den mest skamløse form for diskrimination Israels “Lov om tilbagevenden”, som gør det muligt for en jøde fra et hvilket som helst land at slå sig ned i Israel; hvorimod eksilerede familiemedlemmer til palæstinensiske borgere i Israel, der undertiden blot bor nogle få miles på den anden side af Israels grænser, ikke må sætte foden på israelsk jord.
Opkomsten af Avigdor Lieberman, Israels ny vicepremierminister, som åbenlyst går ind for at fratage israelske palæstinensere deres statsborgerskab og overflytte dem til områder udenfor Israels grænser, afspejler en tiltagende ekstremistisk politik. Som svar på den tiltagende diskrimination udsendte palæstinensiske ledere i Israel for nylig en rapport “Fremtidsvisionen for palæstinensiske arabere i Israel”.
Denne rapport opfordrer til, at Israel skal blive en stat, hvor alle borgere og lokalsamfund har lige rettigheder uden hensyn til religiøst tilhørsforhold. Mange israelske kommentatorer reagerede vredt og kaldte det et forsøg på at nedbryde Israel som en “jødisk stat”.
Imidlertid ville, selv hvis Mr. Carters anbefalinger bliver sat i værk
og Israel trækker sig tilbage fra de i 1967 besatte territorier, kampen om legitimiteten af en stat, der privilegerer én etno-religiøs gruppe på bekostning af en anden, ikke ophøre.
Som i andre opdelte samfund, som Sydafrika, Nordirland, og i sandhed i vor egen smertefulde erfaring, kan kun lige rettigheder og respekt for hele folket i dets forskellige identiteter føre til en varig fred. Denne diskussion bliver endnu hårdere end den, som ekspræsident Carter modigt har sat i gang, men er til syvende og sidst en diskussion, som vi må gå i gang med, hvis der skal blive fred i Israel-Palæstina.
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen