EFTER MIG – SYNDFLODEN

Grethe Bille, FMEP

EFTER MIG – SYNDFLODEN

“Apres moi, le deluge” – Efter mig syndfloden. Det er den politiske arv, Bush-administrationen i USA giver videre til sin efterfølgere. Den amerikanske og israelske politik over for palæstinenserne efter det palæstinensiske valg har ført til netop det, som Bush havde som sit erklærede mål at anvise en vej væk fra – nemlig mere elendighed og mangel på værdighed for den arabiske verden. Det skriver Geoffrey Aronson i en kommentar til det amerikanske Daily Star. Geoffrey Aronson er direktør i The Foundation for Middle East Peace i Washington. (FMEP).

For Bush-administrationen er Mellemøstens lange og urolige historie og i særdeleshed historien om den vestlige verdens mislykkede eventyr i den arabiske verden, en tom emballage, som man ikke har taget ved lære af, mener Geoffrey Aronson. Washingtons totale og bedøvende ligegyldighed over for Mellemøstens hidtidige historie og dens mangel på nysgerrighed over for den nuværende historie, er helt utrolig.

Det var i Cairo for et år siden, at Condoleezza Rice præsenterede Bush-administrationens store plan for Mellemøsten – en revolutionerende plan om at opløse det hidtidige mønster af arabiske regimer, der var blevet skabt i den århundrede-lange konflikt mellem den vestlige verden og de arabiske nedarvede statsoverhoveder og nationalister.

“For 60 år siden stræbte mit land, Amerikas Forenede Stater, efter stabilitet på bekostning af demokrati i Mellemøsten, og vi opnåede ingen af delene”, udtalte Condoleezza Rice. “Nu går vi i en anden retning. Vi støtter de demokratiske bestræbelser blandt alle folk.”

Rice var ikke den første vestlige leder, der udtrykte så ædle og tilsyneladende modstridende holdninger. Rice gjorde med sin tale i Cairo den arabiske verden opmærksom på, at Washington var træt af den gamle arabiske garde og nu var parat til ved hjælp af en ny politik at identificere lokale vindere, der bedre var i stand til at stabilisere de arabiske samfund. Hun kaldte denne nye fremgangsmåde for demokrati. I De Forenede Nationer i sidste måned bekræftede præsident Bush Condoleezza Rice’s løfter. Bæredygtigheden af efterkrigstids-æraen – den politik, som generationer af amerikanske ledere, inkl. hans fader, havde stræbt efter, var et fata morgana. I virkeligheden, erklærede Busk, gjorde denne politik Mellemøsten til en yngleplads for ekstremister. Demokrati, fastholdt han, repræsenterede et alternativ til de stemmer af desperation, som anviste vold, terror og martyrier som den sikreste flugt fra elendighed og tab af værdighed.

At identificere vindere er en tåbes ærinde, skriver Aronson videre. Bush-administrationen var overrasket over Hamas’ overvældende valgsejr i Palæstina tidligere i år. Man bifaldt metoden – d.v.s. demokratiet, men ikke resultatet – nemlig en regering, ledet af selve de kræfter, som USA betragter som sin mest uforsonlige, regionale fjende. Som svar har USA ført en kampagne for at underminere den nye palæstinensiske administration. Israel har støttet denne politik, som har til hensigt at gennemføre et såkaldt “blødt kup” over for islamisterne ved bl.a. at tilbageholde pengeoverførsler til de palæstinensiske myndigheder. Selvfølgelig, har Condoleezza Rice udtalt, kan Hamas ikke regere i en situation, i hvilken de ikke kan repræsentere en ansvarlig regering over for det internationale samfund.

Det som adskiller Bush-administrationen fra dens forgængere er ikke så meget den erklærede forkærlighed for reformer og demokratisering af den arabiske verden eller dens intolerance over for sådanne tiltag, når resultaterne ikke svarer til forventningerne. Det som gør Bush-administrationen til noget særligt, er dens arrogante villighed til at ødelægge eksisterende regeringssystemer – ikke alene i Irak og Palæstina, men måske også i Libanon. Det skriver Geoffrey Aronson. Hele artiklen kan læses på www.fmep.org

Refereret for DPV af Grethe Bille

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.