Glem ikke Gaza !
Al-Ahram Weekly 17.-23.08.2006
Efter Israels militære nederlag i Libanon, frygter palæstinenserne, at deres blod vil blive brugt til at styrke den israelske offentligheds tillid til Olmerts regering, skriver Khaled Amayreh fra Vestbredden
__________________________________________________________________
Nu da den FN-sponsorerede våbenhvile mellem Israel og Hezbollah træder i kraft er palæstinenserne bekymrede over om Israel kunne finde på at gå i gang med et nyt amokløb i Gaza for at afstive stemningen i en tydeligt modløs israelsk offentlighed.
Faktisk holdt den israelske hær aldrig op med at myrde palæstinensere og ødelægge deres huse blot en eneste dag under krigen mod Libanon. Palæstinensiske medicinske kilder offentliggjorde i denne uge, at flere end 187 palæstinensere er blevet dræbt, hovedsageligt i Gaza-striben, siden begyndelsen af juli måned.
Ifølge Riyad Awad, direktør for det Gaza-baserede Health Information Centre er drab på palæstinensere ved at blive en “makaber daglig rutine. Der går ikke en dag uden at israelske hær dræber i gennemsnit 5-6 palæstinensere, de fleste af dem børn og kvinder og andre uskyldige civile. Israel har den opfattelse, at verden giver det mandat til at dræbe og lemlæste efter forgodtbefindende”, siger han.
I mandags, den dag, da våbenhvilen i Libanon trådte i kraft tilintetgjorde den israelske hær en moder og hendes to børn i det nordlige Gaza, da en Merkava tank affyrede en artillerigranat ind i deres hjem og rev deres kroppe i småstykker.
Nogle timer senere bombede og ødelagde israelske krigsfly tre civile hjem i Jabalya og Beit Hanoun minutter efter at Shin Bet – Israels agentur for indenrigssikkerhed – ringede til de berørte familier og advarede dem om, at de skulle forlade boligen eller straks blive bombet.
Bombningerne forvoldte ødelæggelser i hver af de tre bydele og sårede 14 uskyldige civile, nogle af dem alvorligt.
Ghazi Hamed, talsmand for den palæstinensiske regering, fortalte Al-Ahram Weekly at muligheden af, at Israel ville foranstalte “endnu et orgie” af terror og mord i Gaza var mere end virkelig. “Israel tror – og måske har det ret deri – at verden som ikke sagde noget og ikke gjorde noget mens Israel systematisk ødelagde Libanon og nedslagtede civile i massevis, vil udvise en lignende adfærd, hvis Israel gør det samme i Gaza-striben”.
Hamed mener, at en fornyet israelsk kampagne i Gaza ikke nødvendigvis vil være rettet mod at opnå specifikke politiske eller sikkerhedsmæssige mål. Snarere ville en ny nedslagtning give en indenrigspolitisk gevinst til en nu betrængt og i høj grad ydmyget premierminister og forsvarsminister.
“Ser du, intet andet ville styrke den kollektive stemning i Israel som mord på palæstinensiske børn og udgydelse af palæstinensisk og libanesisk blod”, sagde Hamed. Et andet formål med en omgang fornyet
beskydning af Gaza fra luften, ville være at straffe palæstinenserne for deres solidaritet og identifikation med Hezbollah under krigen.
Og det er sandt nok, palæstinenserne der uophørligt bliver angrebet og udsultet af Israel, gav udtryk for deres tilfredshed med at se den israelske hær blive tilføjet en nedtur af Hezbollahs krigere. Hezbollahs leder, Sheikh Hassan Nasrallah, hvis portræt ses overalt på Vestbredden og i Gaza, er hurtigt blevet den mest populære politiske skikkelse blandt palæstinenserne.
Mange palæstinensere, især i modstandsbevægelsens rækker, drømmer om at følge Hezbollahs eksempel og udgøre en afskrækkende kraft over for Israel. Lige nu er det vigtigste middel, som palæstinenserne har til rådighed til forulempning af Israel hjemmelavede Qassam-projektiler. Men de er mest af alt psykologiske våben der kan skabe kollektiv angst blandt israelere, der bor i nærheden af Gaza.
Faktisk erkender den palæstinensiske modstandsbevægelse og de politiske ledere, i det mindste på tomandshånd, at situationen i Gaza og Libanon er meget forskellig, eftersom Libanon når alt kommer til alt, er en selvstændig stat, mens palæstinenserne i realiteten er fanger, der lider munder en militær besættelse, der kontrollerer næsten ethvert aspekt af deres liv.
Derfor vil palæstinensiske guerillagrupper vælge en lavprofileret modstand, der tager sigte ikke så meget på at besejre Israel militært – et mål, der helt klart er uden for deres formåen – men snarere at gøre besættelsen kostbar for Israel.
Imidlertid mangler bestræbelserne på at få indgået en fangeudvekslingsaftale mellem Israel, og palæstinenserne at give reelle resultater, da Israel, der er hårdt mærket af krigen i Libanon, afviser at indgå på nogen forbindelse mellem den krævede løsladelse af den tilfangetagne israelske soldat, korporal Gilad Shalit og tilbageholdte palæstinensiske politikere og folk fra modstandsbevægelsen, mange af den tilbageholdt uden at være blevet anklaget eller stillet for en dommer.
En palæstinensisk regeringsembedsmand beskrev i denne uge den israelske holdning til Shalit sagen som “arrogant, uforskammet og nedladende. De ønsker, at vi skal sætte Shalit på fri fod til gengæld for et vagt og uforpligtende løfte om at løslade et ikke nærmere angivet antal af palæstinensere fra israelske interneringslejre”, sagde embedsmanden, som betingede sig anonymitet, fordi han ikke har autorisation til at udtale sig til medierne.
Mandag 14. august fortalte den israelske premierminister Ehud Olmert forældrene til de to israelske soldater, der var blevet taget til fange fem uger forinden (den episode, som Israel brugte begrundelse for sin i forvejen forberedte krig mod Libanon), at hans regering ville forhandle med Hezbollah om at få soldaterne frigivet.
Dette løfte, der vakte skarp kritik fra nogle, som fremførte, at det kunne Olmert have gjort uden at starte en krig, som medførte flere end 100 dræbte israelske soldater, tyder på, at den israelske regering sluttelig kan tænkes at ville acceptere at forhandle om en udveksling af palæstinensiske tilbageholdte og gidsler med Shalit.
Men lige nu går Israels bestræbelser ud på at få sat Shalit på fri fod enten gennem en skæv aftale med den Palæstinensiske Myndighed – hvilket er usandsynligt i betragtning af både HAMAS’s og Shalits vogteres ubøjelige afvisning af en sådan aftale – eller ved at finde frem til soldatens opholdssted ved hjælp af intensivt efterretningsarbejde, sådan som den israelske hær har prøvet på det siden Shalits tilfangetagelse 25. juni.
Endelig, nu da den HAMAS-ledede regering næsten er sat ud af funktion, delvist på grund af Israels bortførelse af mange af dens ministre og dusinvis af palæstinensiske lovgivere, har ledere fra FATAH og HAMAS holdt møder i Gaza-striben i en fornyet bestræbelse på at danne en national enhedsregering.
Der er mange palæstinensere, med forskellig politiske baggrunde, som er nået frem til den konklusion, at en national enhedsregering formentlig er det eneste palæstinenserne kan gøre for at redde den Palæstinensiske Myndighed fra opløsning og sammenbrud.
I sidste uge pegede den palæstinensiske premierminister Ismail Haniyeh på, at palæstinensiske ledere seriøst burde overveje at nedlægge den Palæstinensiske Myndighed, som han mente var ved at blive en national belastning.
Haniyeh argumenterer med, at der ikke er nogen fornuft “i at begå selvbedrag og give verden det fejlagtige indtryk, at der findes en national palæstinensisk regering, når den israelske besættelseshær gør det af med hver en smule af myndighed og bortfører ministrere og lovgivere og tvinger embedsmænd til at gå under jorden“.
Den stiltiende opfordring til at opløse den Palæstinensiske Myndighed fik uventet støtte fra den Tunis-baserede FATAH-leder Farouk Qaddoumi, som argumenterede med, at der ikke er nogen fornuft i at opretholde en “Myndighed, som ikke har nogen myndighed”.
Den Palæstinensiske Myndigheds Præsident Mahmoud Abbas forkastede idéen som “udelukket lige nu”. Det bliver imidlertid i tiltagende grad klart, at skulle en national enhedsregering vise sig at være ude af stand til at få afsluttet Israels USA-støttede blokade og give palæstinenserne nyt håb om frihed for besættelse, så ville kravet om opløsning af den Palæstinensiske Myndighed blive for overvældende til at kunne modstås, selv af Abbas.
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen