Israelske intellektuelle elsker krigen i Libanon
Anti War Com, af Ran HaCohen, 07.08.2006
Tilegnet de få israelske intellektuelle, der vover at tage til orde imod krigen
Alle generaliseringer er forkerte, bortset fra denne: Liberale israelske intellektuelle er imod krig. Det har de altid været og de har endog lidt meget på grund af deres kritiske synspunkter, som de med stolthed understreger. De var modstandere af den foregående krig, de vil være modstandere af den næste krig, de er imod alle krige.
Der er imidlertid blot én mindre undtagelse: Den aktuelle krig, hver pågående krig, som de altid støtter. Det er fordi den aktuelle krig – tjah, den er noget helt forskellig fra alle de andre krige ! Hvordan kan man overhovedet finde på at sammenligne ?! Den aktuelle krig er altid uundgåelig, og nødvendig, og retfærdig, og støtteværdig.
Til dem, der forestiller sig Israels intellektuelle elite som en sober oase af rationelle, moderate, fredselskende liberale, er her nogle få snapshots af Israels intellektuelle og begejstrede fortalere på deres pågående march til støtte for ødelæggelsen af Libanon.
Fra 1984 til 1948
Næsehornskongen Ari Shavit, journalist på Ha’aretz, engang “Fred NU”-aktivist og seniormedlem af Sammenslutningen for Borgerlige Rettigheder i Israel (ACRI) skriver
“Israel udkæmper lige nu dem mest retfærdige krig i sin historie.[…] Derfor må enhver, der længselsfuldt ser frem til, at Israel i fremtiden skal trække sig tilbage fra besatte områder til anerkendte og permanente grænser slutte op om Israel i denne krig. Enhver, der ønsker fred, stabilitet og en afslutning på besættelsen må støtte Israel i dets retfærdige krig”. (Ha’aretz 18.07.2006)
Så, sagt med få ord, krig er fred og fred er krig; og Israel ødelægger blot Libanon for at give palæstinenserne deres frihed.
Mens Shavits intellektuelle inspiration lyder litterær (George Orwell) går historikeren professor Yosef Gorny fra Tel Aviv University snarere tilbage i historien. I en kort artikel med overskriften “Den anden uafhængighedskrig” (sic!) skriver han:
“I en virkelighed, hvor Iran truer den frie verden er denne kamp mod naboen i Libanon en krig for staten Israels eksistens i fremtiden. I denne henseende, skønt under helt forskellige omstændigheder, har kampen for at oprette selve Staten under Uafhængighedskrigen for omkring 60 år siden og krigen i vore dage en fællesnævner. Og deri ligger også deres fælles berettigelse: Kampen for national eksistens”. (Ha’aretz, 30.07.2006.
Gornys formulering er blot lidt mere patetisk end andres, men den endeløst genbrugte idé om, at Hezbollah er en trussel mod Israels eksistens, har hjernevasket mange israelere. Dramatikeren Yehoshua Sobol, beskriver Hezbollah-angrebet (såvel som
Qassam-missilerne fra Gaza)som “en bebudelse af, at selve vor identitet ikke har nogen ret til at eksistere” (Ma’ariv 30.07.2006).
Hvor skørt den end kan forekomme, er folk blevet overbevist om, at det forhold, at en stor del af Israel er inden for rækkevidde af Hezbollahs missiler, udgør en trussel mod vores eksistens. Samtidig anses det faktum, at ethvert sted i Mellemøsten – og langt udover Mellemøsten – er inden for rakkevidde af Israels konventionelle og ukonventionelle våben ikke for at udgøre en trussel mod nogens eksistens: Når alt kommer til alt, er Israel et ansvarligt land, der blot ønsker fred……
Forfatteren A.B. Yehoshua den selvudnævnte “fredens mand” udtrykker det på sin typiske, mere primitive måde:
“Endelig har vi en retfærdig krig, og så skal vi ikke gnave for meget i den så den bliver uretfærdig”. (Ha’aretz 21.07.2006)
Dræb dem alle sammen
“Endelig”, siger Yehoshua oprigtigt: Den gamle “peacenik” har sandelig i lang tid længtes efter en krig. Den israelske fascistleder Affe Eitam indrømmede engang, at noget det virkeligt indgiver ham en frydefuld fornemmelse er “synet af mænd på vej i krig”; for Yehoshua er renselsen den ønskede effekt.
For to år siden drømte han om blodige israelske operationer i Gaza; hans
drøm er nu blevet til virkelighed, skøn:
“Efter at vi har fjernet bosættelserne……vil vi anvende magt mod en hel befolkning, gribe til total magtanvendelse… Vi vil afbryde strømmen i
Gaza. Vi vil stoppe brændstofforsyningen til Gaza… Det bliver ikke nogen ønskværdig krig, men helt afgjort en lutrende krig”.(Ha’aretz 19.03.2004)
Rafi Ginat, chefredaktør på det israelske dagblad med de største oplagstal, har nogle endnu mere elastiske fantasier. På forsiden af sin avis opfordrer han regeringen til “at udradere landsbyer, der huser Hezbollah-terrorister” og til “med brændende ild at udvaske Hezbollah-terroristerne, deres hjælpere, deres kollaboratører og dem der ser den anden vej, og enhver der lugter som en Hezbollah, og lade deres uskyldige dø i stedet for vore”.(Yediot Ahronot, 28.07.2006)
Poetisk mellemspil
Folkelige sangskrivere og sangere som den ortodokse Amir Benayon er sjældent liberale, så der er ingen der løfter et øjenbryn, når han mere poetisk udtrykker de samme tanker:
“ De, der hader mig, opfordrer til at kidnappe mig, at udradere mig
Og sprøjte mig med gift…
Den grusomme fjende myrder endnu et barn
Og fjenden må dø…..må dø….”
En israelsk intellektuel, ville imidlertid trække på skuldrene af dette som typisk “primitivisme fra Østen”. Vi liberale har vore åndssnobbede poeter, der er i besiddelse af en forfinet smag og en overvældende lærdom.
Som Ilan Shenfeld, som hævder, at han “altid har været venstreorienteret”, hvilket er grunden til at han, som enhver sand poet, lider så meget i denne krig:” Det er ikke let for mig at skrive et digt, der støtter krigen og opfordrer til at invadere en anden suveræn stats territorium og ødelægge den”. Shenfeld overvandt denne vanskelighed og hans digt viser, med en hentydning til “den nationale poet” Bialik, endnu en gang, at sand sjælekval frembringer den bedste poesi:
“Marcher mod Libanon og også mod Gaza med plove og salt.
Ødelæg dem til den sidste indbygger.
Gør dem til en gold ørken, en ubeboet, beskidt dal.
Fordi vi længtes efter fred og ønskede den og først ødelagde vore huse,
Men de var en omsonst gave til disse mordere med skæg og Jihad -bånd,
Som råber: ‘Massakre nu !’ og hverken kender kærlighed eller fred
Hverken god eller fader. […..]
“Frels dit fok og lav bomber,
og lad dem regne over byer og landsbyer og huse indtil de styrter sammen
Dræb dem, udgyd deres blod, sæt dem en skræk i livet så at de ikke igen
Vil prøve at ødelægge os, indtil vi fra bjergenes larmende toppe hører udmyg bøn og klagesange.
Og dine grave vil opsluge dem. Enhver der foragter en dag med blodudgydelse skal foragtes.
Frels dit folk og gå i krig. (Ynet, 19.07.2006)
Amos Oz forbereder sig på krigsforbrydelser
Ironisk nok blev Shenfelds digt sat på forsiden samme dag som massakren (den anden af slagsen) fandt sted i Qana, et sammenfald af omstændigheder, som gjorde digteren selv noget forlegen. Blodbadet ville ikke have generet en langt mere erfaren israelsk propagandist: Amos Oz, selve inkarnationen af den zionistiske fredslejr.
Efter at have støttet daværende premierminister Ehud Barak længe efter, at han – Barak – startede den morderiske nedkæmpning af Intifadaen, forlader Oz sig nu på sine læseres korte hukommelse, når han under den orwelianske titel “Derfor slår Israels raketter til for freden” skriver:
“Mange gange i fortiden har den israelske fredsbevægelse kritiseret israelske militæroperationer. Men ikke denne gang [……] Denne gang invaderer Israel ikke Libanon. Det forsvarer sig selv.[….] Den israelske fredsbevægelse bør støtte Israels forsøg på selvforsvar, slet og ret, så længe denne operation hovedsageligt er rettet mod Hezbollah og i så høj grad som muligt skåner civile libaneseres liv.( Los Angeles Times 19.07.2006)
Og her tilføjer han, for ikke at blive bragt i forlegenhed af en fremtidig massakre på civile for alle eventualiteters skyld:
“(Dette er ikke altid nogen let opgave, da Hezbollahs raketenheder ofte anvender civile libanesere som menneskelige sandsække)”.
Den indre fjende
Hezbollah er ikke Israels eneste fjende: Intellektuelle fra hele verden er også altid et yndet mål for vore patrioter. I en kommentar til et åbent brev – “Åbent brev imod krigen“- fra Noam Chomsky, Arundhati Roy, José Saramogo, Howard Zinn og Naomi Klien, ligestiller den fremtrædende litterære kritiker Ariana Melamed dem med den nazistiske filosof Martin Heidegger. Hvad pokker har de til fælles med ham ? Joh, de er alle intellektuelle, der er galt afmarcheret.
Men den værste fjende er den indre. Litteraturforskeren professor Gershon Shaked anklager “den [israelske] venstrefløj” for “et ønske om at behage europæerne” i en sådan udstrækning, at “de giver slip på alle moralske kriterier, for ikke et nævne et minimum af patriotisme”.
Af samme surdej, skønt noget mere detaljeret er den erfarne journalist og analytiker Dan Margalits forklaring , som uden forbehold anklager “den radikale venstrefløj (med reference til den liberale/venstreorienterede zionist Shulamit Aloni) ikke blot for “en moralsk afgrund uden fortilfælde“, men også for “kærlighed til dens læremester i Beirut,Damascus og Teheran”. (Ma’ariv 26.07.2006)
Vidtrækkende analogier
Haifa-sociologen professor Oz Almog opdager lige pludselig en “forfærdende lighed mellem 1933 og 2006” med Irans præsident som den nye Adolf Hitler, ”Islamisk fundamentalisme” som den nye Nazisme og alle dem, der vover at kritisere Israels grusomheder, for at være produkter af europæisk antisemitisme. (Ynet. 30.07.2006). Sådanne banale historiske analogier er naturligvis altid anvendelige.
Tidligere har forfatteren Yoram Kanyuk gentagne gange pralet af sin fredsaktivisme engang i det forrige årtusinde og udtrykt sin støtte til den daværende Likud-leder Ariel Sharon ved at sammenligne ham med Winston Churchill – på de blodigste dage under Intifadaen, under “Operation Defense Shield” (Ha’aretz 15.05.2002). Nu vil Kanyuk næppe
spille ud med noget mindre end at gøre Ehud Olmert til en ny Napoleon, eller bliver det Julius Cæsar ?
“Trods de store tabstal går jeg ind for denne krig og jeg støtter Olmert som fører en vigtig krig, af den allerstørste betydning, måske endog en mytisk krig. På et kort øjeblik blev han en stor øverstbefalende. (Ynet,23.07.2006)
Da USA’s invasion i Iraq skulle forsvares, sammenlignede Kanyuk Saddam Hussein med Hitler (Ha’aretz 08.10.2003).
På Kanyuks skarpe pen bevægede Hitler sig nogle hundrede miles mod øst konverterede til Shia-Islam og tillagde sig endog et skæg – men formåede ikke at narre vor litterære detektiv, som udvikler Anden Verdenskrig plus Harmageddon til Tredje Verdenskrig ‘made in Israel’:
“ Iranerne og HEZBOLLAH siger lige præcist hvad de tænker. De ønsker at bringe os ud i en hård krise og så finde en måde, hvorpå de kan udrydde os. Da Hitler talte sådan, lo folk af klovnen. Venstrefløjen ler stadig. Men man kan til dens forsvar sige, at dengang lo også den internationale venstrefløj. Europa med dusinvis millioner af muslimer, der lever dér – og der er ikke få ekstremister blandt dem – vil blive ramt; for den nye Verdenskrig starter [in a small step in Bint Jbeil”] (Ynet 04.08.2006)
Duernes tavshed
Som ved enhver grusomhed er der berygtede vidner: De, der støtter ondskaben blot ved ikke at gøre noget for at stoppe den. Ikke nogen overraskende stillingtagen fra en etablereforfatter som Shulamit Lapid, hvis dybe visdom og beskedenhed har frembragt følgende perle:
“Jeg ønsker ikke afsige noget, fordi alt er meget dynamisk og hvad der er sandt i dag vil ikke være sandt i morgen […] Det ville være uforskammet at give udtrykke nogen som helst mening om emnet”. (Ha’aretz, 21.07.2006)
Mere skuffende er imidlertid sangeren Aviv Gefen, der for mange israelere er legemliggørelsen af en protestsanger på venstrefløjen:
“Jeg er en fredens mand, , systemkritiker, pacifist, forstår du. Men de påtvang os simpelthen krigen, jeg kan ikke få øje på nogen anden måde,
hvormed vi kan undgå det [….] Jeg er modstander af besættelsen helt åbenlyst, men lige nu mener jer, at man må være lidt fåmælt”. (Walla 05.08.2006)
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen