I baggrunden: hævn

Haaretz

I baggrunden: hævn

Af Amira Hass, Haaretz, 8. februar 2006

Den unge kvinde der kom ind i købmandsforretningen på hjørnet i flygtningelejren i Jenin, skjulte på ingen måde sin fjendtlige indstilling da hun fik at vide, at der var en israelsk gæst i forretningen. Det virkede som om at det endda var svært for hende overhovedet at sidde i samme lokale som gæsten, som købmanden viste sin respekt ved at servere slik og vittigheder der kommenterede de forskellige politiske partier, der stillede op ved valget. Uden nogen indledende bemærkninger spurgte den unge kvinde gæsten: ”Og hvad mener du så om selvmordsaktioner – at et menneske ofrer sig selv?”

Det var tydeligt at hun ikke var interesseret i et svar, men blot ønskede at holde en forelæsning om, hvorfor hun mener at det er den rigtige reaktion.

“Så en død palæstinensisk pige er helt i orden? Og at bombe vores hjem er ok?”

Det der mere end noget andet gjorde hende virkelig vred var svaret: at hævn ikke er frihedskamp. Købmanden bad den unge kvinde om at dæmpe sig og sagde: ”Sådan taler man ikke til gæster.”

Da den unge kvinde havde forladt forretningen, fortalte købmanden at den unge kvindes bror, som havde været medlem af Fatah, var blevet dræbt under en angrebsaktion i Israel. En anden bror var blevet dræbt under israelernes invasion af flygtningelejren i april 2002.

I lignende diskussioner fra Rafah til Jenin hører man begrebet “reaktion” eller “svar” brugt om selvmordsangreb. Nogen gange, f.eks. i forbindelse med angreb med Qassam-raketter, kan man høre følgende sætning: “Vi har også ret til at forsvare os.” De mere åbenhjertige og oprigtige (og det vil sige dem der ikke narrer sig selv og andre hvad angår “forsvars”evnen siger: “Vi har også ret til at gore jer bange ligesom I altid skræmmer os med jeres granat- og bombeangreb samt lydbomber. Jeres indbyggere skal også føle sig truet.”

Begrebet “hævn” optræder ikke nødvendigvis i samtalerne, men det lurer i baggrunden og det er helt tydeligt at folk er helt med på denne atavistiske drift som også hører et stammesamfund til. De mennesker der udøver hævn ved hjælp af selvmordsbomber, Qassam-raketter eller kniv, repræsenterer dem, idet de her har fundet en måde at udtrykke den følelse af enorm vrede og afmagt som alle og enhver føler – både som enkeltindivider og som samlet gruppe.

Formentlig var det hævn der fik Ahmed Kfina til at myrde det nemmeste offer, han løb ind i i søndags: Kinneret Ben Shalom Hajbi, en 58årig kvinde fra Petah Tikva. Der er ikke brug for ”vurderinger” fra efterretningseksperter og orientalister af forskellig slags for at vide, at han ikke handlede på andres ordre.

Man kan lige så godt opgive at forsøge at forklare israelere at sådanne hævnaktioner er ubetydelige, hvis man sammenligner dem med den intensitet hvormed Israel angriber enkeltindvider og hele det palæstinensiske samfund. Det kan ikke lade sig gøre at forklare dette. Hver evig eneste dag angriber Israel systematisk hver enkelt palæstinenser men på forskellig vis. Det samlede resultat er dræbende – selv om drabet på en niårig pige eller det at man pudser en hund på en ældre kvinde ikke er noget der sker hver dag.

Det er de samlede overgreb der underminerer ethvert forsøg på at leve et normalt liv: At være buret inde i enklaverne på Vestbredden så selv enkle rutiner som det at gå i skole, på arbejde eller at besøge familie er umuligt. Der er uendelighedsrækken af ekspropriation af jord til brug for veje og sikkerhedshegn til bosættelser. Der er træerne som bliver revet op med rode af hæren, de daglige forhindringer i at kunne tjene til dagen og vejen og de krænkelser det indebærer. Der er hærens forbud – af sikkerhedsmæssige årsager – mod at få adgang til landbrugsejendomme og græsningsarealer. Der er indbrud i huse midt om natten som den israelske offentlighed sjældent eller aldrig hører om. De mange timers venten ved chekpointene. De opskræmte børn. Geværerne der sigter mod en.

Det enkelte menneskes trang til hævn og den forståelse som folk har for hævnerne bliver stærkere og stærkere jo mere det bliver klart, at der ikke eksisterer en samlet palæstinensisk plan i forhold til besættelsen og jo mere det bliver tydeligt, at det er mislykkedes for de palæstinensiske organisationer og dets ledere at stå i spidsen for deres folk og føre dem væk fra israelsk kontrol.

I modsætning til de politiske organisationer er det ikke nødvendigt for den personlige hævner at tænke over den indflydelse hans handlinger får i forhold til de kuldsejlede palæstinensiske ambitioner om uafhængighed. Hævneren har ”løst” sin egen personlige krise. Derfor bør man på ingen måde forvente at den personlige hævner skulle være interesseret i at vide, at hans hævnakt ikke fortæller israelere noget som helst om deres lod og del i hævnen. Tværtimod styrker det ikke blot israeleres fornemmelse af at være ofre men også den naturlige tendens de har til at foretrække uvidenhed om besættelsen.

http://www.haaretz.com/hasen/spages/680113.html

Oversættelse: Ulla Lundberg

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.