Dagbog “Live fra Palæstina” – 5
Af Chamila Sten, Birzeit
Fredag den 11. november
Kære Alle sammen!
Som I alle ved er situationen hernede meget svær. Selvfølgelig er min hverdag ikke problemfri, men det er intet at sammenligne med palæstinensernes hverdag. Derfor er det vigtigt for mig at give plads til dem. Jeg ser det ikke kun som min pligt, at fortælle om disse hændelser, men også som en respekt til de millioner af palæstinenserne i Gaza og Vestbredden, for ikke at tale om alle mennesker i verden, der hver dag kæmper for frihed og retfærdighed. Derfor er denne beretning om fængslingen af et barn, om tortur af et barn, og dennes senere færden i livet, tilegnet alle dem, der ikke har mulighed for at ytre sig som jeg har.
Akram fortæller…”Da jeg var omkring 14-15 begyndte jeg at bliver virkelig frustreret over situationen. Mange af mine familiemedlemmer havde været i fængsel. Hver dag var plaget af vold og ufred. Jeg ville kæmpe imod okkupationen. Jeg var respekteret i skolen, så det var let for mig at samle en gruppe på ca. 200 mennesker. Jeg var 15 dengang. Jeg ville have, at israelerne skulle føle usikkerhed, som vores familier følte det. Vores arbejde gik ud på at kaste sten efter bosætternes biler. Vi kastede også sten efter soldaterne, når de kom ind i vores landsbyer for at lede efter nogle. Nogle gange samlede vi ueksploderede kugler fra soldaternes M16’ere op og lavede små raketter, som vi så skød efter bosætternes biler. Ikke noget der kunne dræbe nogle. Det var aldrig vores hensigt. Vi skrev også på muren: ”Fri fangerne”, ”Vi vil give vores sjæl for Palæstina” og ”Vi er imod denne okkupation”.
Fra venstre ses Wasim, Mahdi, Lisa, og Akram
Men vores gruppe blev hurtigt opdaget, fordi nogle af spionerne fortalte om vores aktiviteter. En efter en blev mine venner fængslet og jeg vidste, at turen også ville komme til mig. Men vi blev ved med vores aktiviteter, fordi vores venner i fængslet nægtede sig skyldige. For hvis vi holdt op, selvom det blev sværere og sværere, ville israelerne kunne fængsle vores venner i lang tid.En aften var vi til bryllup hos en af mine venner. Jeg sad og snakkede med en af mine venner om vores gruppe, da jeg pludselig opdagede en dreng ved siden af mig. Han havde hørt det hele. Jeg vidste, at han var spion for israelerne. Jeg sagde til min ven: ”Nu er det slut, jeg kommer i fængsel”. Men han grinede bare. Han kunne ikke tro, at denne drenge ville fortælle om os.
Om natten sov jeg sammen med min fætter i vores hus. Om natten hørte vi nogen udenfor huset. Vi hørte tit lyde om aftenen, så dette var ikke usædvanligt. Men det viste sig, at vores hus var omringet. De sparkede døren ind. Jeg vidste, at de kom efter mig. Jeg blev bundet på hænder og fødder og fik bind for øjnene. De smed mig ind i en jeep, hvorved jeg brækkede mine tænder. I jeepen bankede de mig med deres M16’ere. Jeg bad dem om at stoppe, men det fik dem bare til at blive ved. Så følte jeg mig som et æsel. Ikke et menneske. I fængslet var det hårdt. Du ved…de har elektricitet. De satte elektriske ting på min penis og alle andre steder på kroppen. Under afhøringerne sparkede de mig i hovedet med deres støvler. Og mange gange skulle jeg stå op i uudholdelige positioner. Hvis jeg var træt fik de mig til at stå sådan i timevis. Hvis jeg ikke så træt ud ændrede de bare positionen så det blev endnu hårdere. Men jeg nægtede mig altid skyldig. Og jeg gav aldrig nogen information om andre, som de ville have mig til. Efter to måneder i fængsel med daglige afhøringer under tortur blev jeg sat fri.
Derefter var jeg meget aggressiv. Jeg ville kampe endnu mere end før. Jeg prøvede at købe våben af en mand, men desværre, eller heldigvis for mig, kendte han min onkel og fortalte ham, hvad jeg var i gang med. Min onkel kom hen til mig og fortalte, at dette ikke var en løsning. Han havde selv været i fængsel i syv år og sagde til mig, at hvis jeg gerne ville dø eller fuldstændig ødelægge min fremtid, så skulle jeg bare købe de våben. Jeg spærrede mig inde i et rum i to dage. Jeg tænkte og tænkte. Jeg var 16 år gammel. Efter to dage var jeg kommet frem til den beslutning, at jeg ikke ville kæmpe voldeligt. Jeg ønskede mit land frit, det gør jeg stadigvæk, men uden vold”
I dag er Akram medstifter af en nyopstartet NGO ” Second Home”. Hans bedste ven Wasim fik ideen til denne bedrift, der meget kort går ud på at støtte palæstinensiske unge, især fattige, i deres studier og samtidig, at starte udvekslinger mellem udenlandske og palæstinensiske unge. Pga. situationen for palæstinensiske unge er det meget svært at få nogen som helst form for støtte. Derfor ønsker Wasim, Akram og de andre ildsjæle, at være denne støtte, økonomisk, kulturelt og moralsk.
Jeg er en af de mange, der har nydt godt af deres hjælpsomhed og deres råd. Derfor kan jeg varmt anbefale jer, der ønsker at besøge Palæstina, at kontakte denne association inden afrejsen. Henvendelse kan ske på: akrammari@yahoo.com, eller al_bahar2000@yahoo.com
På gensyn!