700 huse til palæstinenserne
I Politiken kunne man lørdag læse den glædelige nyhed, at en ”olieprins” fra De Forenede Arabiske Emirater, Prins Abdallah bin Zayed, har foræret 700 huse til fordrevne palæstinensere.
Det skulle efter sigende have kostet ca. 300 millioner kroner at opføre de mange lejligheder til palæstinenserne. De er primært tiltænkt de palæstinensere, hvis huse er blevet ødelagt af den israelske besættelsesmagt. Det er et helt nyt boligkvarter, som altså er blevet opført.
Udover husene er der en park, en skole, en lægeklinik og en moske. Kvarteret er navnkaldt efter prinsen, og hedder nu Sheikh Zayed by. Det ligger i den nordlige del af den israelskbesatte Gazastribe.
Prinsen overrakte selv nøglerne til lejlighederne, og han blev selvsagt modtaget med jubel af palæstinenserne, der lod blomster regne ned over ham. Forinden havde han besøgt Mahmoud Abbas i Ramallah på Vestbredden.
De boliger, som før lå på det område, der nu udgør det nye boligkvarter, var blevet ødelagt under de seneste fire års israelsk-palæstinensiske kampe i området. Som bekendt har Israel brugt en taktik med at nedrive huse, der tilhører beboere, som er i familie med militante palæstinensere.
En rapport har ellers fastslået, at denne taktik ikke har den ønskede effekt i form af afskrækning. Desuden er et stop for denne metode en del af den aftale, som Ariel Sharon og Mahmoud Abbas indgik d.8. februar i Ægypten.
Den israelske menneskerettighedsgruppe B´Tselem anslår, at Israels hær siden oprøret mod besættelsen begyndte for fire år siden har ødelagt 675 palæstinensiske huse. 4239 mennesker er blevet hjemløse.