Sharon og Palæstinas fremtid.
Arbejderbevægelsens Internationale Forums blad International Horisont nr.2/2005
Der har været skrevet ganske meget i pressen siden Arafats død om konflikten mellem israelerne og palæstinenserne.
Hvilket er glædeligt i og med at det burde henlede opmærksomheden på den brutale besættelse af palæstinensisk jord som den israelske hær nu i snart 38 år har gennemført.
En besættelse som dagligt har medført overgreb på palæstinensernes menneskerettigheder.
Mindre glædeligt er det derfor at der ikke har været nogen interesse for at beskrive disse fortsatte overgreb men at pressens helt synes at have købt den amerikansk-israelske version om at det alene var Arafats person der stod i vejen for at finde en løsning.
En forudsætning for at kunne finde en løsning af Israel-Palæstina-konflikten må imidlertid være, at man danner sig et bare nogenlunde korrekt billede af, hvem det er, der med så stort held hidtil har hindret en løsning.
Og her er det væsentligt at forstå, at det ikke er Arafats skyld at der ikke siden aftalerne i Taba i 2000 har været forhandlinger mellem israelerne og palæstinenserne.
Arafat var absolut ingen søjlehelgen, men kendsgerningerne er at det var Sharon – støttet af USA – der ikke ville forhandle med palæstinensernes valgte leder.
Skylden for de manglende fremskridt i fredsprocessen skal derfor søges i Israel.
Premierminister Sharons effektive sabotering af enhver forhandling med palæstinenserne og de internationale fredsplaner – senest køreplanen for fred – bliver imidlertid næsten aldrig udstillet i den danske presse. Og langt mindre fordømt af den danske regering.
For den oversete kendsgerning er at Israel lige siden aftalerne i Taba i 2000 har kunnet opnå en fredelig løsning af konflikten. En løsning som også ville bringe fred med Israels arabiske naboer – jævnfør den saudiarabiske fredsplan hvor de arabiske lande tilbød at slutte fred med Israel mod at der blev oprettet en palæstinensisk stat på de af Israel i 1967 besatte områder.
Men den helt centrale kendsgerning er desværre at Sharon lige siden han kom til magten har bekæmpet den fredelige løsning med næb og klør.
For en forudsætning for en fredelig løsning er, at der oprettes en levedygtig palæstinensisk stat. Det afviser Sharon blankt i og med at han nægter
– at lade Jerusalem indgå i en sådan stat – og i stedet tillader at der oprettes endnu flere af de ulovlige bosættelser omkring Jerusalem der vil umuliggøre enhver fremtidig tilbagetrækning.
– at nedlægge bosættelserne på de besatte områder af Vestbredden. Sharon har aldrig accepteret den helt fundamentale forudsætning for en fredelig løsning nemlig at de ulovlige bosættelser – jødiske kolonier for jøder og kun jøder på arabisk jord – skal fjernes.
Tværtimod har han hele tiden været fortaler for at udbygge og styrke bosættelserne. Kun når det drejer sig om visse ”ikke strategiske” bosættelser er han villig til at fjerne dem.
For Sharons egentlige mål er at henvise palæstinenserne på Vestbredden til en række usammenhængende ”bantustans” så de hverken bliver en politisk eller økonomisk byrde for hans fremtidige ”Storisrael”.
– For at kunne gennemføre sine planer på Vestbredden er han derimod villig til at afskrive Gaza-striben som et ”socialt tilfælde” som palæstinenserne så passende kan overtage og få europæerne til at finansiere driften af.
Den kendsgerning den danske presse anført af Berlingske Tidende og Jyllandsposten ikke ønsker at se i øjnene er at Sharons politik hviler på en kombination af racisme og ekstrem nationalisme.
Og at hans politik dermed ikke grundlæggende adskiller sig fra hvad vi så i Sydafrika under apartheidstyret og i Serbien under Milosevic. Men hverken Berlingske Tidende eller Jyllandsposten var som bekendt blandt fortalerne for at afskaffe apartheidsystemet!
At Arbejderpartiet i øjeblikket sidder i regering med Sharon og dermed legitimerer hans politik viser blot hvor dybt et parti kan synke.
Det er Sharons politik der dominerer israelsk politik og som følge af den dybe splittelse i Arbejderpartiet skal man ikke forvente at partiet vil få andet end helt marginale indflydelse på udformningen af regeringens politik.
Det er derfor forkert når Fogh ”opfordrer den amerikanske præsident Bush til at lægge alt muligt pres på begge parter for at få denne konflikt løst”.
Ønsker han en løsning skal presset lægges på Israel. Og den danske regering bør gå i spidsen indenfor EU for at isolere Israel så længe landet holder de palæstinensiske områder besat.
Det har den danske regering hidtil nægtet. Den har tværtimod ifølge Foghs udtalelse direkte accepteret at Israels utallige overtrædelser af folkeretten og krænkelse af menneskerettighederne aldrig får konsekvenser.
Hvis Fogh og hans udenrigsminister i øvrigt er i tvivl om hvilken politik Sharon står for, og hvilken ”løsning” på konflikten han forestiller sig, bør de – og andre læse Henry Siegmans artikel i decembernummeret af The New York Review of Books (www.nybooks.com).
Her påviser Siegman hvorledes tilbagetrækningen fra Gaza-striben ”er den pris Israel må betale hvis Sharon ønsker at fuldføre opdelingen af Vestbredden og sikre at den stadig er under israelsk kontrol”.
For ifølge Siegman ”er Sharon ikke indstillet på at godkende de minimale betingelser der er nødvendige for at skabe den selvstændige og levedygtige palæstinensiske stat” som Fogh finder må være Israels bidrag til freden.
Ej heller er han indstillet på at stoppe bosættelserne på palæstinensisk område; for som påvist i den seneste beretning fra den israelske Fred Nu bevægelse foregår der i øjeblikket en kraftig udvidelse af omfanget af de eksisterende- og antallet af bosættelser på Vestbredden.
Siegmans konklusion er at den politik, der i øjeblikket gennemføres af Sharon-regeringen, ”truer med at omdanne Israel til en racistisk stat”. Eller som Siegman citerer en af Israels mest respekterede politiske kommentatorer for at have skrevet:
”37 år efter besættelsen er Israel i en stor del af verdens øjne blevet en paria stat. Landet kan ikke endnu sammenlignes med Sydafrika under apartheidstyret, men det ligner”.