Støtte til bosættelses-politik
Læserbrev i Jyllands-Posten 6 januar 2003
Af Jens Kjærbøl, Cand. Pharm. , Vellingvej 5, Bryrup
DANMARK HAR en velgørende forening, Den Danske Israel-indsamling (DDI), der på sin hjemmeside opfordrer til indsendelse af støttebeløb.
Som velgørende forening er den skattebegunstiget, og i overensstemmelse med denne status oplyser DDI, at hver krone, som testamenteres til foreningen, er fritaget for arveafgift. Ligesom det oplyses, at en gave på f.eks. 5500 kr. udløser et skattefradrag på 5000 kr.
Ifølge hjemmesiden samler foreningen ind til Operation Exodus, dvs.
Jewish Agencys vedvarende arbejde for at hjælpe immigrerende jøder til en ny tilværelse i Israel.
År for år, i 2002 immigrerede 35.000 jøder, betyder hjælpen til immigration, at der bliver lagt yderligere hindringer i vejen for, at palæstinenserne i flygtningelejrene kan vende tilbage.
Det ses på Jewish Agencys hjemmeside, at nogle af de bosættelser, som organisationen installerer indvandrere i, ligger uden for det område, som FN’s delingsplan tildelte Israel i 1947.
Og hvad den skattebegunstigede hjælp til andre bosættelser angår, så frigør den ligeledes midler i det israelske statsbudget.
Midler som, samen med det der kommer fra mange andre landes Israel-indsamlinger plus den massive officielle støtte fra USA, kan bruges til yderligere militær udrustning mod de palæstinensere, som Israel har berøvet hjem og jord.